Hvordan kommer vi kollektivt videre efter Fields-skyderiet?

Hvordan reagerer de berørte nu?

Der er mange forskellige reaktioner afhængigt af, hvilke oplevelser de var udsat for under skyderiet. Fælles for mange af dem vil være, at de oplever reaktioner som indgår i en PTSD-diagnose. Det betyder dog ikke, at de har PTSD. Reaktionerne er især:

En masse genoplevelser og flashbacks, hvor de berørte oplever skyderiet og de farlige ting, de har været udsat for igen og igen. Forskellige sanseindtryk kan udløse kropslige reaktioner, fx at begynde at ryste eller fare sammen.

Øget vagtsomhed, hvor man er ekstremt opmærksom på faresignaler, som trigges hvis man fx ser en ung mand der ligner eller nogen råber højt eller løber i panik.

Undgåelsesadfærd, hvor man fx undlader at gøre ting, man plejer, fx tage i shopping-center, for at beskytte sig selv.

Hvad med på længere sigt?

Billederne, lydene, lugtene og de øvrige sanseindtryk fra skyderiet får en central placering i hjernen og har betydning længe, fordi de har haft overlevelsesværdi i ens kamp for at klare sig gennem situationen.

Genoplevelserne er ofte svære at komme af med igen, og det er slidsomt at ens krisesystem hele tiden aktiveres uden grund. På sigt kan det udvikle sig til PTSD, det er dog vigtigt at understrege, at mange vil være i stand til at bearbejde oplevelsen og slippe af med symptomerne.

Hvordan mindsker man traumerne?

Det er meget centralt, at man aktivt bearbejder tingene, får talt det igennem og ikke bare skubber det væk.

Det handler om at få hold på oplevelsen og vurderer egne og andres reaktioner. Derigennem får man begreb om, hvad man var udsat for, og lige så stille løftes tingene op i et overbliks-perspektiv, så man kan acceptere og forlige sig med oplevelsen.

Det er vigtigt, man ender med at få oplevelsen på plads som en fuld fortælling, hvor der ikke nogen huller eller knaster i form af fx skyldfølelse, bebrejdelse eller andre ting, der plager.

Hos mange falder det hele til ro i løbet af kort tid og gennem samtaler med omgivelserne, mens andre kan have brug for professionel hjælp.

Hvilken forskel gør den professionelle hjælp?

Det særlige ved den professionelle hjælp er, at man som kriseramt møder en person, som er god til at lytte og kan rumme fortællingen og ikke lukker den ned med forkerte eller uhensigtsmæssige kommentarer, fordi de voldsomme beretninger er svære at håndtere.

Hos krisepsykologen får man tilpasset hjælp afstemt efter, hvad der trykker særligt hos den enkelte. Samtidig kan det være en stor hjælp at få sat professionelle ord og begreber på oplevelsen, som gør den nemmere at acceptere.

Endelig er vedholdenhed helt central i kriseberedskabet, så hjælpen er der så længe, de implicerede har behov for den.

Er det et problem, at der florerer billeder og videoer af begivenhederne?

Ja, det er min klare opfattelse, at de private optagelser fra Fields som har floreret, gør mere skade end gavn. De gør begivenheden til en slags underholdning og kan også puste til en oplevelse af, at situationen var endnu farligere, end de implicerede havde opfattet den som.

Det er vigtigt, at de involverede kan bearbejde deres egne indre billeder og ikke bliver forstyrret i den bearbejdningsproces af den slags delinger.

Kan man blive påvirket af begivenhederne på afstand?

Ja, det er meget normalt - også med stærke reaktioner - selvom man ikke var direkte impliceret. Det handler meget om, at man kan identificere sig med dem, der opholdt sig i Fields under skyderiet, og godt kan forestille sig at det var én selv, det gik udover.

Den slags reaktioner og tanker er en vigtig del af  bearbejdningen, som vi alle er i gang med nu.

Der er dog enighed om inden for psykiatrien, at man ikke kan udvikle PTSD, hvis man ikke har været i nærheden af begivenheden.

Hvordan håndterer vi det kollektivt som befolkning?

De kollektive bearbejdning er meget væsentlig og i forbindelse med skyderierne har flere faggrupper virkelig steppet op. Jeg har været imponeret over politiets pressemøder og det officielle Danmark har gennem aflysninger, udtalelser mv. været gode til at vise deres medfølelse.

Det betyder meget for dem, som er direkte berørte - og nok i virkeligheden for os alle - at bearbejdningen af noget så forfærdeligt er en kollektiv proces. På den måde bliver det anerkendt, at der er sket noget forfærdeligt og traumatisk og det hjælper med at få bedre begreb om oplevelsen.

Hvordan er vores kriseberedskab i Danmark?

Der er mange, som lige nu åbner armene, så man kan henvende sig og få hjælp. I forbindelse med skyderiet i Field’s ser ud til, at man er blevet mere bevidste og tager den slags mere alvorligt end tidligere.

Der er meget mere omsorg og opmærksomhed på, at folk har brug for hjælp og bearbejdning, end vi har set ved både Scandinavian Star-branden, fyrværkeri-ulykken i Seest og togulykken på Storebælt. Tidligere har der været plads til forbedring af vores katastrofehjælp, hvor begivenhederne blev sluppet for hurtigt.

Terror eller gerningsmand med psykiske udfordringer, gør det en forskel for os?

For mig at se er det ret parallelt, da det heldigvis sker uhyre sjældent og handler om to marginaliserede grupper i samfundet.

På det seneste har der været mange gode initiativer i forhold til at mindske stigmatiseringen af folk med diagnoser. Men jeg tror desværre, at et skyderi som det i Field’s bliver et stort tilbageslag for den antistigmatisering, der var i gang på området.

Også selvom det her i virkeligheden handler meget mere om, at psykiatrien har været underbemidlet i rigtig mange år. Den reelle behandlingskapacitet er reduceret så voldsomt, at man er nødt til at afvise utrolig mange mennesker, som har brug for hjælp. Og det har altså konsekvenser, som man også tydeligt har kunnet se det i Gitte Ahles rapport om vold og drab begået af psykiatriske patienter.

I den forbindelse vil jeg gerne understrege meget klart, at kun ganske få psykiatriske patienter er farlige.

Hvad kan man gøre ved problemerne?

Skyderiet i Fields gør det meget klart, at der er noget, vi som samfund skal gøre bedre. Så jeg håber virkelig at denne tragiske sag betyder, at den nye psykiatriplan får flere midler og for alvor går i gang, det ville virkelig være en god ting.

Her spiller medierne også en vigtig rolle i at holde fast i det her vigtige tema, når begivenhederne i Field’s er kommet lidt på afstand. Det er vigtigt at sætte fokus på problemerne i psykiatrien igen og igen, indtil der sker noget. Som det er nu, lider vi ofte af kollektiv glemsel, hvor medierne jager hurtigt videre til andre nyheder, og slipper de vigtige ting, som der skal gøres noget ved.