Skip to main content
DA / EN

Gys kan gøre os stærkere

Hvor meget angst kan du tåle? Og hvornår stikker du af? Test dig selv ved at se gyserfilm, opfordrer forsker

Gyserfilm er meget mere end splatter, blod og uhygge. Og de kan lære mennesker at blive klogere på sig selv. Dem, som tvivler på det, kan tage et kig ind i dyrenes verden.

Sådan lyder det fra Rikke Schubart, der forsker i gyser- og actionfilm ved Syddansk Universitet.

- Hvis man studerer vilde flokdyr som for eksempel ulve eller aber, kan man se, at legen spiller en vigtig rolle. Det er et univers, hvor de lærer om de sociale spilleregler, og hvor de øver sig i forskellige situationer, siger Rikke Schubart og fortsætter:

- Dyrene leger også meget aggressive lege, hvor de lærer at kontrollere deres følelser. Og det mener jeg godt, at vi kan overføre til mennesker. Vores legerum er gyserfilm, hvor vi eksperimenterer med følelser.

Ny bog på vej

 Den problemstilling tager Rikke Schubart under behandling i sin kommende bog ”Mastering Fear: Women, Emotions and Contemporary Horror”. 

Her påpeger hun netop, at gyserfilm kan tilbyde mennesker et univers, hvor de lærer at mestre deres negative følelser:

- Gyserfilm kan gøre os stærkere og lære os at bryde vores egne grænser. Og når jeg i bogtitlen specifikt nævner kvinder, skyldes det, at der ikke er nær så mange kvinder, der ser den type film.

Kvinde spiste af sig selv

Der kan altså være en dybere mening med at hive en skål popcorn hen foran skærmen og se teenagedatteren fra ”Eksorcisten” kravle rundt som en edderkop og gylpe blod og grønt slim op, mens hun langsomt bliver besat af en dæmon.

Eller opleve en af de helt gamle klassikere i ”Frankenstein” - videnskabsmanden, der ville skabe kunstigt liv.  I sit laboratorium satte han legemsdele fra døde mennesker sammen til en komplet menneskekrop, som dog udviklede sig til et monster. 

Selv fremhæver Rikke Schubart filmen ”In My Skin” om en helt almindelig kvinde, som ved et uheld kommer til at skære sig i benet. Hun bliver fascineret af det dybe sår og begynder at spise af det.

- Det er en vildt grænseoverskridende film. Den giver mig klaustrofobi, kvalme og angst. Men den har også et meget sanseligt og udfordrende filmsprog, som jeg har meget svært ved at slippe, og som jeg skriver om i min kommende bog, fortæller filmeksperten.

Start forsigtigt

SDU-forskeren har været bidt af gyserfilm og vampyrer, siden hun for mange år siden stødte ind i gyserbøger som ”Dracula” og ”Frankenstein”.

- Jeg opdagede mange gamle ting i gyserne: den romantiske vampyrlitteratur, fascinationen af død, blod og begær. Og en optagethed af dæmoniske ting. Dybest set handler gyseren om at fortælle den gode historie, siger Rikke Schubart.

Har man slet ingen erfaring med at se store mængder af blod og afrevne kropsdele, foreslår hun, at man lægger lidt forsigtigt ud. Eksempelvis har blødere gyserfilm som ”True Blood”, ”Vampire Diaries”, ”Twillight-sagaen og ”Hunger Games” allerede fået tag i et nyt publikum, hvoraf mange i øvrigt er kvinder.

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden: 

Redaktionen afsluttet: