Skip to main content
DA / EN
Menu

Andre muligheder

Paragraf 15, stk. 2: Indlevering af afhandling uden forudgående studium

Under normale omstændigheder er en ph.d.-afhandling afslutningen af et forudgående ph.d.-studium. Der foreligger dog særlige tilfælde, hvor det er muligt at udarbejde og indsende en ph.d.-afhandling til bedømmelse uden at have gennemført et ph.d.-studium. Du skal bruge dette skema til at søge om det. 

Hvis man på andre måder har opnået kvalifikationer, der kan sidestilles med en ph.d.-uddannelse, kan man søge om at få lov til at skrive en ph.d.-afhandling og få den bedømt. Det kræver en anbefaling fra instituttet og ph.d.-skolelederen og godkendelse fra dekanen.

I særlige tilfælde kan dekanen også godkende indlevering af en ph.d.-afhandling fra en person, som ikke opfylder betingelserne for at blive indskrevet som ph.d.-studerende. Her kræver det også en anbefaling fra instituttet og ph.d.-skolelederen.

Såfremt en ansøger har udarbejdet artikler om emner, der er relevante for en ph.d.-afhandling, kan der ansøges om tilladelse til at udarbejde ph.d.-afhandling på baggrund af disse. Hvis artiklerne er udarbejdet i samarbejde med andre, skal de enkelte bidrag dokumenteres. 

Endelig kan der ansøges om tilladelse til at indlevere flere afhandlinger, der omhandler beslægtede emner eller anvender samme metode, som samlet ph.d.-afhandling. I så fald skal der udarbejdes en sammenfattende redegørelse. 

 

Dobbeltgrad

Ph.d.-bekendtgørelsen giver mulighed for, at SDU og en udenlandsk samarbejdsinstitution som led i en gensidig forpligtende samarbejdsaftale kan forsyne et afsluttende ph.d.-bevis med en påtegning (fælles grad) eller udstede hvert deres bevis (dobbeltgrad) for samme uddannelse, således at stipendiaten får en grad fra to institutioner. Ph.d.-skolen på Humaniora udsteder kun dobbeltgrader. En dobbeltgrad kan gives både med SDU som værtsuniversitetet, eller med en udenlandsk institution som værtsuniversitetet. Kontakt Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber eller Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab for at høre om mulighederne for dobbeltgrader.