Skip to main content
DA / EN

Special Collections

Jazzsamlingerne

Jazzsamlingerne ved Syddansk Universitetsbibliotek har ved forskellige donationer og erhvervelser siden 1997 fået status som et spændende jazzarkiv, der henvender sig til særligt interesserede jazzforskere og muskformidlerer.

Jazzsamlingernes grundstamme blev lagt, da biblioteket i juli 1997 modtog en række samlinger fra det daværende Det Danske Jazzcenter, da dette måtte ophøre med sin virksomhed. Store dele af samlingerne blev overført til det daværende Odense Universitetsbibliotek – herunder Centerets offentlige samling, Timme Rosenkrantz’ Samling, Ben Websters Samling, Radio Jazz’ Samling og Erik Lindemanns Samling – en mindre del kom til Dansk Jazzforbund, mens den del af samlingerne, der tilhørte Centerets leder, Arnvid Meyer, siden er købt af Det Kongelige Bibliotek.

Samlingerne ved SDUB er siden udbygget ved køb og donationer, bl.a. med de private samlinger fra Svend Asmussen og Richard Boone samt samlingen af negativer fra fotografen Ole Brask. Samlingerne er placeret på Syddansk Universitetsbibliotek, Campusvej 55, 5230 Odense M.

Samlingerne udlånes jævnligt til produktion af dokumentarfilm, fag- og forskningslitteratur og musikudgivelser mv. både nationalt og internationalt. Gennem samarbejder med regionens central- og folkebiblioteker om bl.a. udstillinger og koncerter arbejder SDUB også vedvarende for, at den unikke kulturarv kommer ud til borgere med interesse i jazz.

SDU bibliotekets øvrige jazzsamlinger

 

Hvordan får jeg fat i materialerne?
Alle bøger, noder, plader, cd’er og dvd’er er ligesom alle spolebånd i Rosenkrantz', Websters og Asmussens samlinger katalogiserede, og kan findes i bibliotekets katalog

Pt. koncentreres indsatsen om registrering, digitalisering og online tilgængeliggørelse af de over 7000 fotos i samlingerne.
Se  registrant over jazzfotos.


Vil du vide mere?
SDUB udgav i 2016 kataloget "En fotograf. En fan. En Legende."
Udgivelsen indeholder udvalgte fotografier fra den unikke samling, herunder fotografen Ole Brasks ikoniske portrætter af jazzens allerstørste navne, den danske baron og jazzfan Timme Rosenkrantz’ egne private fotos samt en række hidtil upublicerede fotografier fra legenden Ben Websters private fotoalbum.


Kontakt

Har du spørgsmål vedr. samlingerne, så  skriv til SpecialCollections@bib.sdu.dk

 

De enkelte samlinger

Sidst opdateret: 26.04.2024