Skip to main content
DA / EN
Inspiration

Internationale studentermedhjælpere bygger bro til studiemiljøet i Kolding

Hos Campus Kolding er internationale studentermedhjælpere med til at skabe synlighed om aktiviteter og styrke kontakten til studerende i byen. Som en aktiv del af studiemiljøet fungerer de som ambassadører, der engagerer både internationale og danske studerende i fællesskaber, events og studieliv i Kolding.

Social sammenhængskraft og en god start på studielivet. Det er centrale opgaver for Campus Kolding – et strategisk samarbejde mellem de videregående uddannelsesinstitutioner i Kolding og Kolding Kommune.

Samarbejdet arbejder for at synliggøre det gode studieliv og øge kendskabet til Kolding som en attraktiv studieby. Dette gøres blandt andet gennem aktiviteter, der samler studerende på tværs af uddannelsesinstitutioner og studieretninger og giver studerende en god start på studielivet i Kolding.

Her spiller studentermedhjælpere en vigtig rolle.

De skaber sociale kontakter med andre medstuderende, hvilket gør, at de er gode ambassadører for Campus Kolding og vores aktiviteter

Iben Østergaard Fog, Udviklingskonsulent, Kolding Kommune og Campus Kolding

Bred repræsentation i studiemiljøet

Campus Kolding har ikke én fast studentermedhjælper, men ansætter flere forskellige studerende i forbindelse med deres aktiviteter. Tilgangen er pragmatisk og behovsbaseret, men bygger på en klar forståelse af værdien i en bred repræsentation.

I Kolding er der både danske og internationale studerende. Derfor arbejder Campus Kolding aktivt med at ansætte studentermedhjælpere fra forskellige uddannelsesinstitutioner og med både dansk og international baggrund, så aktiviteterne i højere grad afspejler det studiemiljø, de er en del af.

Det betyder, at de studerende kan bidrage med mere end praktisk hjælp. De kender målgruppen indefra, har adgang til egne netværk og kan være med til at gøre aktiviteterne mere synlige og relevante for andre studerende.

Pointer til andre virksomheder og organisationer

  • Internationale studentermedhjælpere kan bringe organisationer tættere på målgrupper, de gerne vil nå. 
  • Bred repræsentation i medarbejderskaren kan gøre aktiviteter mere relevante for både danske og internationale deltagere. 
  • De kan fungere som ambassadører, der skaber synlighed om aktiviteter og engagerer andre i deres netværk. 
  • Fleksible arbejdsopgaver giver plads til, at studentermedhjælpere kan bidrage med egne kompetencer og perspektiver.

Iben Østergaard Fog

Udviklingskonsulent i By og Fællesforvaltningen i Kolding Kommune og en del af Campus Kolding.

Portræt af Iben Østergaard Fog, udviklingskonsulent i By og Fællesforvaltningen i Erhverv, Uddannelse og Bosætning i Kolding Kommune og en del af Campus Kolding.

Campus Kolding logo

 

Ambassadører tæt på målgruppen

Mange internationale studerende vælger at bosætte sig i Kolding, og være aktive i studiemiljøet og foreningslivet i Kolding. Det giver dem en stærk forståelse for, hvad der engagerer og aktiverer andre studerende til at tage del i miljøet.

”De skaber sociale kontakter med andre medstuderende, hvilket gør, at de er gode ambassadører for Campus Kolding og vores aktiviteter”, lyder det fra Iben Østergaard Fog, udviklingskonsulent i By og Fællesforvaltningen under Erhverv, Uddannelse og Bosætning i Kolding Kommune og en del af Campus Kolding.

For Campus Kolding er ambassadørskabet en stor styrke. Når studentermedhjælperne selv er en del af den hverdag, aktiviteterne skal styrke, kan de være med til at bygge bro mellem kommunen, uddannelsesinstitutionerne og de studerende.

De bidrager med målgruppeforståelse, netværk og engagement – og gør det lettere at skabe aktiviteter, der opleves som relevante og nærværende for både danske og internationale studerende.

Fleksible roller med plads til kompetencer

Opgaverne spænder fra promovering og praktiske opgaver ved events til indhold til sociale medier, foto, video, DJ-opgaver og andre kreative bidrag.

Det skaber fleksible roller, hvor studentermedhjælperne får mulighed for at bringe deres egne kompetencer i spil. Samtidig kan både internationale og danske studentermedhjælpere sparre med og understøtte hinanden i planlægningen og afviklingen af aktiviteterne. Et samarbejde der foregår helt naturligt i praksis på både dansk og engelsk.

”Vi har kun haft gode erfaringer med internationale studerende”,  fortæller Iben.
Campus Koldings erfaring viser, hvordan internationale studentermedhjælpere kan bringe virksomheder og organisationer tættere på de målgrupper, de gerne vil nå, og bringe værdifuld hverdagsviden i spil i praksis.

 

Vil I også samarbejde med internationale studerende?

Internationale studerende kan tilføre virksomheder og organisationer nye perspektiver, sproglige kompetencer og kulturel forståelse – allerede mens de studerer. Et studiejob giver jer mulighed for at lære hinanden at kende i praksis og kan blive første skridt mod et længere samarbejde.

Om Campus Kolding

Campus Kolding er et strategisk samarbejde mellem Kolding Kommune og byens uddannelsesinstitutioner, der styrker studielivet, skaber social sammenhængskraft og gør Kolding til en attraktiv studieby.

Læs mere om Campus Kolding