Nyuddannede sygeplejersker og jordemødre har mere langtidssygefravær
Hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre har allerede i de første år af arbejdslivet mere langtidssygefravær og flere diagnosticerede ryglidelser end jævnaldrende med samme uddannelsesniveau i andre brancher, viser et nyt studie fra Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
De første år på arbejdsmarkedet ser forskellige ud for nyuddannede sygeplejersker og jordemødre på hospitalerne og for sammenlignelige nyuddannede i andre brancher. Louise Schubert Paaske, ph.d.-studerende i sundhedsøkonomi ved Dansk Center for Sundhedsøkonomi, DaCHE, på Syddansk Universitet, har sammen med kolleger brugt danske registre til at følge de nyuddannedes helbredsudvikling gennem de første seks år på arbejdsmarkedet.
Studiet viser, at de hospitalsansatte har mere langtidssygefravær og oftere får diagnosticeret en ryglidelse i de første fire år. Omkring 13 procent forlader hospitalsarbejdet inden for de seks år, og analyser viser stigende helbredsproblemer frem mod exit og bedring på nogle helbredsmål i tiden efter.
Forskellene viser sig tidligt
Studiet følger nyuddannede fra deres første job og seks år frem. Det adskiller sig fra en stor del af den eksisterende forskning på området, hvor forskere har undersøgt medarbejdere senere i arbejdslivet.
Det er en vigtig forskel, fordi medarbejdere, der oplever belastninger eller helbredsproblemer, på det tidspunkt allerede kan have skiftet branche eller helt have forladt arbejdsmarkedet.
- Vi kan se forskellene allerede i de første år på arbejdsmarkedet, altså længe før man kan tale om et langt arbejdsliv med slid. Netop fordi de nyuddannede står i begyndelsen af arbejdslivet, kan selv en beskeden stigning i langtidssygefravær og tidlig exit få betydning over et helt arbejdsliv, siger Louise Schubert Paaske.
Tre spørgsmål til Louise Schubert Paaske om studiet
Hvad undersøger I i studiet?
Vi undersøger, om hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre har en anden helbredsudvikling tidligt i karrieren end sammenlignelige jævnaldrende ansat i andre brancher.
Hvad er det vigtigste fund?
De hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre har mere langtidssygefravær og flere diagnosticerede ryglidelser end jævnaldrende i andre brancher. Omkring 13 procent forlader hospitalet inden for seks år, med stigende helbredsproblemer frem mod exit og bedring i tiden efter.
Hvad kan resultaterne bruges til?
Resultaterne peger på, at fokus med fordel kan rettes mod de første år efter endt uddannelse, hvis flere sygeplejersker og jordemødre skal blive i hospitalsvæsenet.
Forskerne sammenlignede nyuddannede sygeplejersker og jordemødre, som begyndte deres arbejdsliv på et hospital, med nyuddannede med samme uddannelsesniveau, der begyndte at arbejde i 36 andre brancher.
Den endelige analyse omfattede 8.752 personer. Grupperne blev blandt andet matchet på alder, køn, etnicitet, civilstand, antal børn, bopælskommune, tidspunktet for deres første job og brug af sundhedsydelser før starten på arbejdslivet.
Mere sygefravær og flere ryglidelser
I løbet af de første fire år havde de hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre en højere årlig sandsynlighed for både langtidssygefravær og diagnosticerede ryglidelser end sammenligningsgruppen.
Forskellen var op til 2,8 procentpoint om året for langtidssygefravær og op til 0,6 procentpoint for diagnosticerede ryglidelser.
Efter omkring fire år blev forskellene mellem grupperne mindre. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at helbredet blandt de hospitalsansatte blev bedre.
For at undersøge den udvikling nærmere så forskerne på de sygeplejersker og jordemødre, der forlod hospitalsarbejdet i løbet af opfølgningsperioden.
Nogle af de belastede forlader hospitalet
Omkring 13 procent af de hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre forlod hospitalsarbejdet i løbet af de seks år.
En supplerende analyse viser, at langtidssygefravær og registrerede mentale helbredsproblemer steg i perioden frem mod, at medarbejderne forlod hospitalet, og faldt igen i tiden efter.
- Når forskellene bliver mindre efter nogle år, kan vi derfor ikke bare konkludere, at helbredet bliver bedre blandt dem, der arbejder på hospitalerne. En del af forklaringen kan være, at medarbejdere med helbredsproblemer gradvist forlader hospitalsarbejdet, siger Louise Schubert Paaske.
Det betyder også, at undersøgelser, der kun ser på dem, som bliver i hospitalsarbejdet, kan komme til at tegne et for positivt billede af helbredsudviklingen.
Analysen kan dog ikke vise, at det at forlade hospitalet i sig selv fører til bedre helbred. Den beskriver udviklingen før og efter exit, men kan ikke fastslå, hvad der forårsager ændringerne.
Mindre behandling siger ikke nødvendigvis noget om mental trivsel
På ét område går resultaterne umiddelbart i den modsatte retning. De hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre havde sjældnere end sammenligningsgruppen registreret brug af sundhedsydelser og behandling relateret til mentale helbredsproblemer. Det gælder blandt andet samtaleterapi hos den praktiserende læge, medicin, psykolog og psykiatrisk behandling.
Det skal ifølge forskerne fortolkes varsomt.
Studiet bygger på registerdata, og forskerne måler derfor ikke deltagernes mentale trivsel direkte. De kan se, om en person har fået registreret en diagnose eller har modtaget bestemte former for behandling, men ikke psykiske belastninger, som ikke har ført til kontakt med sundhedsvæsenet eller en registreret diagnose.
- Det lavere forbrug af behandling og sundhedsydelser skal ikke læses som dokumentation for, at de hospitalsansatte har bedre mental sundhed. Det højere sygefravær kan blandt andet dække over psykiske belastninger, som endnu ikke har ført til en registreret diagnose eller behandling, siger Louise Schubert Paaske.
Resultatet fortæller derfor først og fremmest noget om registreret brug af sundhedsydelser og behandling, ikke om hvorvidt de hospitalsansatte generelt har bedre eller dårligere mental trivsel.
Studiet følger de nyuddannede fra første job
Studiet er baseret på landsdækkende danske registerdata. Forskerne identificerede personer, der blev færdige med en bacheloruddannelse og kom i arbejde senest 180 dage efter deres uddannelse i perioden 2010 til 2015.
Deltagerne blev fulgt i seks år. Forskerne sammenlignede udviklingen i blandt andet langtidssygefravær, diagnosticerede ryglidelser og registreret brug af sundhedsydelser og behandling relateret til mentale helbredsproblemer.
Studiet er tilrettelagt, så grupperne bliver så sammenlignelige som muligt, men forskerne kan ikke udelukke alle forskelle mellem personer, der vælger forskellige fag og arbejdspladser. Registerdata har samtidig den begrænsning, at de kun kan fortælle om de helbredsforhold, der faktisk bliver registreret.
Resultaterne gælder desuden de første seks år af arbejdslivet for de undersøgte grupper og kan ikke uden videre overføres til alle sygeplejersker og jordemødre, der arbejder på hospitaler.
De første år kan være vigtige for fastholdelsen
Studiet er lavet i samarbejde mellem Dansk Center for Sundhedsøkonomi, DaCHE, ved Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
Ved at følge medarbejderne helt fra begyndelsen af arbejdslivet og fortsætte med at følge dem, hvis de forlader hospitalet, bidrager studiet med et andet blik på sammenhængen mellem arbejde og helbred end undersøgelser af medarbejdere senere i arbejdslivet.
For forskerne peger resultaterne på, at de første år efter uddannelsen er en relevant periode at rette opmærksomheden mod, hvis man ønsker at fastholde flere sygeplejersker og jordemødre på hospitalerne.
- Resultaterne fortæller ikke i sig selv, hvilke konkrete forhold på hospitalerne der skal ændres. Men de peger på, at det er vigtigt at have fokus på de første år efter endt uddannelse, hvis flere sygeplejersker og jordemødre skal blive i hospitalsvæsenet, siger Louise Schubert Paaske.
Om studiet
Metode
Studiet er baseret på landsdækkende danske registerdata og følger nyuddannede, der kom ind på arbejdsmarkedet mellem 2010 og 2015. Med afsæt i en target trial emulation designrammen blev Hospitalsansatte sygeplejersker og jordemødre sammenlignet med nyuddannede med samme uddannelsesniveau, som begyndte deres arbejdsliv i 36 andre brancher. Den endelige analyse omfattede 8.752 personer, som blev fulgt i seks år.
Studiet er gennemført af forskere fra Dansk Center for Sundhedsøkonomi, DaCHE, ved Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
Funding
Helsefonden, Lån & Spar Fonden
Læs studiet
Health trajectories of early career hospital nurses and midwives compared to other graduates in Denmark af Louise Schubert Paaske, Nicolai Simonsen Damslund, Anne Helene Garde, Ann Dyreborg Larsen og Kim Rose Olsen er publiceret i Communications Health: DOI: 10.1038/s44528-026-00023-4
Mød forskeren
Louise Schudert Paaske er ph.d. og akademisk medarbejder ved DaCHE - Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Institut for Sundhedstjenesteforskning