
Søfarende dør oftere af hjertesygdomme
Mandlige søfolk over 45 år har højere dødelighed af hjertekarsygdomme end andre erhvervsaktive danskere, viser nyt studie.
Et nyt studie fra Syddansk Universitet viser, at mandlige søfarende har en forhøjet risiko for at dø af hjertekarsygdomme sammenlignet med andre erhvervsaktive danskere.
Studiet er udført af Forskningsenheden for Maritim Sundhed og Teknologi og baserer sig på registerdata fra 1993 til 2016. Mere end 52.000 søfarende indgår i analysen, og især mænd over 45 år skiller sig ud med en øget dødelighed.
- Søfarende arbejder under nogle helt særlige forhold, som både livsstilsmæssigt og arbejdsmiljømæssigt kan påvirke deres helbred, siger Anna Bøge, ph.d.-studerende og hovedforfatter til studiet.
- Tidligere forskning har vist, at søfarende generelt har dårligere helbred end andre erhvervsaktive. Derfor ønskede vi at undersøge, hvordan dette gør sig gældende specifikt i forhold til hjertekarsygdomme.
Hårde arbejdsvilkår og ringe adgang til sundhed
Søfarende udsættes for en række sundhedsmæssige belastninger i deres arbejde: lange vagter, skifteholdsarbejde, støj, vibrationer og begrænset adgang til sund mad, motion og lægehjælp.
- De tilbringer lange perioder til søs, ofte isoleret fra familie og sociale netværk. Samtidig har de ikke samme adgang til sundhedsvæsenet – og i tilfælde af sygdom kan hjælpen være langt væk, forklarer Anna Bøge.
- Livsstilsfaktorer som kost, fysisk aktivitet og rygning er også udfordringer i det maritime miljø, hvor adgangen til sunde valg ofte er begrænset.
Overdødelighed blandt mænd – men ikke kvinder
Mænd mellem 45 og 65 år har ifølge studiet 27 % højere risiko for at dø af hjertekarsygdomme sammenlignet med andre erhvervsaktive. For mænd over 65 stiger risikoen til 34 %. Den øgede risiko gælder både ansatte på passagerfærger og fragtskibe og relaterer sig især til sygdomme som iskæmisk hjertesygdom, slagtilfælde og andre karsygdomme.
Interessant nok sås der ikke en tilsvarende øget risiko blandt kvindelige søfarende.
- Der kan være flere forklaringer, siger Anna Bøge.
- Mænd og kvinder har ofte forskellige arbejdsfunktioner ombord og dermed forskellige typer belastninger. Det kan også skyldes forskelle i livsstil. Samtidig er antallet af kvindelige søfarende stadig lavt, hvilket gør det sværere at få statistisk sikre resultater.
Mød forskeren
Anna Bøge er ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Maritim Sundhed og Teknologi (MHT), Institut for Sundhedstjenesteforskning.
Hovedpointer fra studiet
I undersøgelsesperioden (1993–2016) blev kvinder primært rekrutteret til serviceopgaver på passagerskibe, herunder madlavning samt rengøring og servicering af både besætningens og passagerernes kabiner. Denne kønsmæssige arbejdsdeling afspejler en langvarig tradition, hvor kvinder typisk havde roller knyttet til omsorg og service, mens operative og tekniske funktioner ombord forblev stærkt mandsdominerede. Først i de senere år er der sket et skift, hvor kvinder i stigende grad ansættes i maritime kernefunktioner – en udvikling, der kan tolkes som udtryk for ændrede rekrutteringsstrategier, øget fokus på diversitet og en gradvis opløsning af de tidligere kønsopdelte strukturer.
Hovedpointer fra studiet
- Over 52.000 søfarende indgår i studiet (1993–2016)
- Mænd 45–65 år: 27 % højere risiko for død af hjertekarsygdom
- Mænd over 65 år: 34 % højere risiko for død af hjertekarsygdom
- Ingen øget risiko blandt kvindelige søfarende
- Risikoen gælder både for ansatte på passagerfærger og fragtskibe
- Iskæmisk hjertesygdom, slagtilfælde og andre karsygdomme er de største årsager
Behov for forebyggelse og sundhedsfremme
Studiet peger på, at der er behov for særligt fokus på denne erhvervsgruppe – både blandt arbejdsgivere, myndigheder og de søfarende selv.
- Det er vigtigt, at der bliver skabt rammer, hvor det er muligt at leve sundt – også til søs, understreger Anna Bøge.
- Søfarende har ofte begrænset adgang til sund mad, motion og lægehjælp, og det skal vi tage alvorligt. Bedre arbejdsvilkår, sundhedsfremmende tiltag og støtte til livsstilsændringer kan potentielt gøre en stor forskel.
Forskerne fortsætter med at undersøge søfarendes helbred
Studiet giver anledning til videre undersøgelser, både af risikofaktorer og af mulige tiltag til at forbedre søfarendes sundhed.
- Der er behov for mere forskning, især omkring forebyggelse og interventioner, der kan forbedre søfarendes sundhed, siger Anna Bøge.
- Det er vigtigt at finde løsninger, der er realistiske og tilpasset det maritime arbejdsliv. Lige nu er vi i gang med at undersøge, hvordan tilbagevenden til arbejdsmarkedet er for søfarende efter hjertekarsygdom.
Om studiet
Studiet er offentliggjort i Occupational and Environmental Medicine og er udført af forskere fra Syddansk Universitet: Anna Uhd Bøge, Sören Möller, Rune Lindahl-Jacobsen, Lisa Loloma Froholdt, Kimmo Herttua og Linda Juel Ahrenfeldt.
Anna Uhd Bøge et al. Cardiovascular mortality among seafarers: a Danish nationwide cohort study. Occupational and Environmental Medicine 2025; 82: 69–75.