Overraskende opdagelse: Vandmænd jager børsteorm
På varme sommernætter, når fuldmånen lyser, stiger børsteorm op fra havbunden for at gyde. Færden kan være farefuld, for i vandet venter sultne vandmænd. Det har biologer nu påvist for første gang.
De fleste arter af børsteorm tilbringer deres liv i gange under havbunden, men to arter opfører sig anderledes: Når sommernætterne bliver varme og månen bliver fuld, forlader de voksne individer af arterne Alitta succinea og Platynereis dumerilii deres gange. Så stiger de op gennem vandet for at gyde, og når det står på, kan man se dem i tusindvis svømme rundt blandt hinanden.
Formålet med disse sværme er at sprede æg og sæd, og for at komme af med deres værdifulde last, sprækker ormene simpelthen, hvorefter de dør. De er en lækkerbisken for mange rovdyr i nærheden og bliver hapset af ørreder og andre rovfisk. Og nu viser SDU-biologer altså, at visse vandmænd også fanger og æder de sværmende orm.
- Vi vidste godt, at vandmænd er altædende og æder nærmest alt, hvad de finder på deres vej, men det er første gang, at denne adfærd bliver dokumenteret, siger en af forskerne bag opdagelsen, biolog og postdoc Hannah Yeo fra SDUs Marinbiologiske Forskningscenter i Kerteminde.
Holdet bag opdagelsen består desuden af biologerne Laura Ferreira (SDU og Københavns Universitet), Erik Kristensen (SDU), Anders Garm (KU) og Jamileh Javidpour (SDU), og de har publiceret deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Hydrobiologia.
I løbet af et år har forskerholdet registreret 56 tilfælde, hvor en vandmand har haft mindst en børsteorm i sig. Fundene er gjort i vandmænd fra to arter: den almindelige vandmand Aurelia aurita og den invasive ribbegople, også kaldet dræbergople, Mnemiopsis leidyi.
Alle fund er gjort i Kerteminde Fjord og det nærliggende Kertinge Nor. Ormene blev fundet i 45 af de 166 indsamlede eksemplarer af Aurelia aurita og i tre af 71 eksemplarer af M. leidyi.
Fordøjes i løbet af få timer
Tallet kunne godt have været højere, mener forskerne.
- Det tager ikke mere end et par timer for vandmændene at fordøje de her orm, så der har sandsynligvis været flere tilfælde end dem, vi har set, siger medforfatter til studiet, professor Erik Kristensen fra Biologisk Institut på SDU.
At de orm, som blev fundet i vandmændene, rent faktisk fungerede som næring og ikke bare blev indtaget ved et uheld, påviste forskerne ved hjælp af isotopanalyser af vandmændenes væv. Disse analyser viste, at næring fra ormene bliver optaget af vandmændene, og at ormene ikke blot passerer igennem.
Jager om natten
Børsteorm er i det store billede næppe en stor næringskilde for vandmændene, men de udgør et koncentreret boom af næring i en kort periode om sommeren, som bidrager til, at vandmændene kan klare sig godt.
For den invasive dræbergoples vedkommende kan det dog godt være bekymrende, mener forskerne – netop fordi dens invasive natur gør enhver nyopdaget fødesøgnings-adfærd til en potentiel økologisk bekymring.
- Vi mistænker, at de fangede og fortærede flere orm end dem, vi fandt. De jager nemlig også om natten, som jo er det tidspunkt, hvor ormene sværmer. Når vi så kom med vores net i dagtimerne, var de børsteorm så for længst fordøjet og dermed ikke nogen, vi kunne se, siger medforfatter Jamileh Javidpour, der er lektor på Biologisk Institut.
- Dræbergopler er invasive og uønskede i den danske natur, fordi de kan fortrænge hjemmehørende arter. De er opportunistiske, og her har vi endnu en fødekilde, som de er i stand til at udnytte, siger hun.
Hidtil overset udveksling af energi
Forskernes opdagelse kaster ikke kun lys over vandmændenes jagtevner, men afdækker også en hidtil overset udveksling af energi mellem havbund og vandsøjle. Normalt betragter man udvekslingen som primært envejs; at der falder organisk materiale ned til bunddyrene – fx i form af døde børsteorm efter gydning.
- Men her ser vi energi bevæge sig opad; bunddyr, der selv bevæger sig op og bliver jagtet i vandsøjlen. Der er flere slags rovdyr, der udnytter børsteormenes sværmen, men vi har ikke set vandmænd eller dræbergopler gøre det før. Det betyder, at vandmænd og gopler kan udnytte en energikilde fra havbunden, som stort set har været overset, siger Jamileh Javidpour og konkluderer:
- Det skal vi tage højde for, når vi skal lave modeller for de kystnære økosystemers resiliens. Selv om det kun forekommer sporadisk, har det betydning for, hvordan både hjemmehørende og invasive vandmænd og gopler klarer sig.
Mød forskeren
Jamileh Javidpour er marinbiolog og ekspert i havets økosystemer og i særdeleshed i vandmænd. Hun er lektor på Biologisk Institut og ved SDU Climate Cluster.