Forskerens ansvar for empati og medmenneskelighed
Ofte handler interviews med dataloger om bits, kode og logaritmer. Dette interview med professor i data science, Stefan Jänicke, handler om at bruge sin faglighed og ekspertise til at styrke empati og forståelse mellem mennesker.
Data kan være mange ting. Uendelige ophobninger af løsrevne tal f.eks. Men det kan også være vielsesattester, fotos og dagbogsoptegnelser fra mennesker, som endte deres liv i en af nazisternes koncentrationslejre.
For professor i data science, Stefan Jänicke, er forskellen vigtig. Han vil ikke bruge sin ekspertise på ligegyldige data.
Jänicke forsker i, hvordan man kan visualisere komplekse data for at gøre dem lettere at forstå, og i de seneste fire år har han stået i spidsen for forskningsprojektet MEMORISE, der har udviklet digitale værktøjer til at gøre Holocaust-relaterede arkiver mere overskuelige og tilgængelige for offentligheden.
MEMORISE PROJEKTET
EU har støttet dette projekt med knap 30 mio. kr. gennem Horizon Europe-programmet. Formålet har bl.a. været at gøre mere end 80.000 holocaust-relaterede genstande tilgængelige for offentligheden. Folkene bag har udviklet en række digitale værktøjer til dette, i form af bl.a. en app, augmented reality ved mindesteder, virtuelle oplevelser på nettet og AI-baserede værktøjer til at hjælpe brugere med at finde relevant materiale. Læs mere på memorise.sdu.dk.
- Det er ikke ligegyldigt, hvad jeg som forsker vælger at bruge min ekspertise på. Jeg føler et ansvar for, at moderne mennesker kan spejle sig i de personer, der levede gennem nazismens forfølgelser. Ikke alle har mulighed for at besøge museerne eller arkiverne, så vi har arbejdet med at digitalisere adgangen til dagbøger, breve, tegninger, fotos og dokumenter fra mennesker, der sad i lejre eller fængsler, siger han.
Det er bl.a. blevet til projekter om Ferramonti interneringslejren i Italien, synagoger i Riga og Holocaust-overleveren Steen Metz, der blev født i Odense (læs mere om dem i faktaboksen).
Jänickes motivation bunder i et ønske om, at verden aldrig igen skal opleve nazisternes rædsler, og derfor må vi ikke glemme holocaust. Faktisk skal verden i det hele taget aldrig opleve noget, der bare minder om den nazistiske selvbestaltede ret til at definere andre mennesker som andenrangs-mennesker, der ikke har samme rettigheder i samfundet.
29 nye kandidater med særligt blik for medmenneskelighed
- Jeg bliver bekymret, når folk taler om ”de andre” – at de skal sendes hjem eller væk. Det er mennesker. I hvert enkelt tilfælde er der tale om et menneske med en konkret skæbne. Jeg savner, at vi ser det enkelte menneske, siger han og tilføjer:
- Historien viser, hvor farligt, det kan blive, når samfundet bliver delt op i grupper, der ikke længere ser hinanden som medmennesker. I både USA og Europa har vi politikere, der åbent taler om deportation og remigration. Det bekymrer mig.
På SDU har 10 forskere og 29 kandidatstuderende har været tilknyttet Memorise-projektet, og de er alle blevet mærket, mener Jänicke. Udflugterne til både kendte og mindre kendte mindesmærker, arkiver og museer rundt om i Europa har sat sine præg og formet Memorise’s hold af nyuddannede kandidater, der nu er draget ud i verden som dataloger med speciale i visualisering - og med et særligt blik for medmenneskelighed. Dem er han stolt af.
Jeg læste om familier, der blev splittet
Et af Jänickes egne fokusområder har været at skabe et datasæt for en række kunstmalere i koncentrationslejre: Hvornår blev de født? Hvornår døde de? Hvilken lejr sad de i?
- Undervejs læste jeg en bid her og en bid der om disse mennesker. En havde to børn. En anden en kone. Jeg læste om familier, der blev splittet op og om børn, der blev sendt til Auschwitz. Det er nu op til os at synliggøre, at sådan noget kan ske igen, hvis vi stemmer på politikere, der ikke viser empati for deres medmennesker, siger han.
Med Memorise-projektets afslutning slutter også Jänickes arbejde med at visualise Nazi-Tysklands rædsler, så vi forstår, at det var rigtige mennesker, det gik ud over. Men hans kamp for medmenneskelighed slutter ikke.
Tre Memories cases
Ferramonti interneringslejr i Italien: Gennem tre specialer har fem studerende udviklet en digital rekonstruktion af den tidligere interneringslejr, Ferramonti. I projektet kan man udforske de nedrevne barakker virtuelt og læse tidligere fangers beregninger. Der er også udviklet en augmented reality-app, som viser de forsvundne bygninger på en mobiltelefon. Udforsk Ferramonti her.
Synagoger i Riga: I dette projekt har studerende 3D-scannet 21 synagogemodeller fra Riga Ghetto Museum i pap og placeret den på et interaktivt digitalt kort over Riga. Projektet involverer også fotos og andet arkivmateriale og synliggør en central del af byens jødiske kulturarv. Skal udstilles i Riga.
En holocaust-overlevers fortælling: Steen Metz, født i Odense, overlevede Holocaust og blev protektor for Memorise. Han er i dag 90 år og bor i Chicago. Gennem illustrationer baseret på historiske fotografier fortælles hans livshistorie i et kunstnerisk digitalt formalt, der er udviklet i tæt samarbejde med ham selv. Udforsk her.
Ansvar for de kriser, vi står overfor
Hans næste projekt må også gerne handle om at visualisere menneskeskæbner – det kunne være soldaterskæbner.
Det kan være både historiske og nutidige skæbner, for han tror på, at alle soldater i kamp deler nogle af de samme forfærdelige vilkår, og at vi har brug for at se og føle dem.
- Helt ærligt, så tror jeg, at noget af det, som nogle af mine forskerkolleger laver, er noget ligegyldigt bras. Men vi forskere har et ansvar for at opføre os ansvarligt og bidrage til at løse de kriser, vi står overfor. Det er vigtigt, slutter han.
Mød forskeren
Stefan Jänicke er professor i data science på Institut for Matematik og Datalogi. Han er med-leder af Centre for Visual Data Science og Centre for Digital Humanities.