Skip to main content
DA / EN
Kunstig Intelligens

SDU med i nyt globalt initiativ, som vil gøre software og AI matematisk sikre

Syddansk Universitet og professor Fabrizio Montesi fra Centre for Formal Methods and Future Computing har ledende rolle i nyt internationalt initiativ, der placerer universitetet centralt i udviklingen af fremtidens fundament for software og kunstig intelligens. Projektet CSLib skal udvikle en fælles, formel infrastruktur til softwareudvikling.

Af Anne Katrine Birch Ømand, , 18-03-2026

Moderne samfund er dybt afhængige af software. Fra energisystemer og offentlig infrastruktur til sundhedsvæsen, forskning og kommunikation spiller software en afgørende rolle. Samtidig bliver kunstig intelligens i stigende grad brugt til at skabe og forbedre kode. Det øger behovet for, at software er pålidelig, sikker og gennemsigtig.

Inden for datalogi findes der allerede matematiske metoder til præcist at beskrive og verificere software – såkaldte Formal Methods. Men i dag er denne viden spredt på tværs af forskningsartikler og specialiserede værktøjer, hvilket gør den svær at anvende i almindelig softwareudvikling som helhed.

Samler verdens førende miljøer

Det vil det nye internationale initiativ CSLib ændre på. Målet er at gøre Formal Methods til en fælles, genanvendelig infrastruktur for softwareudvikling. Initiativet samler forskere og eksperter fra blandt andre Syddansk Universitet, Stanford University, University of Texas at Austin, Amazon, Google DeepMind og Lean FRO. 

Dermed placerer Syddansk Universitet sig centralt i udviklingen af fremtidens fundament for software og kunstig intelligens. 

- Med CSLib demonstrer SDU, at vores stærke forskningsmiljøer kan skabe global impact gennem forskning, innovation og internationale samarbejder. Vores engagement i projektet viser, at banebrydende forskning inden for Formal Methods og softwareudvikling kan flytte grænserne for, hvordan fremtidens digitale samfund skal bygges. Jeg er stolt over, at vi på SDU spiller en central rolle i et så ambitiøst globalt projekt, siger Jens Ringsmose, rektor på SDU.

Vil styrke tilliden til digitale systemer

CSLib-initiativet bygger videre på den forskning i såkaldte Formal Methods, distribuerede systemer og sikker software, der allerede foregår på SDU, og giver forskere og studerende mulighed for at samarbejde tæt med nogle af verdens førende miljøer inden for området. 

Projektet er derved også i tråd med Syddansk Universitets strategi om at styrke det internationale forskningssamarbejde og udvikle stærke forsknings- og innovationsmiljøer.

SDU-professor Fabrizio Montesi, centerleder for Centre for Formal Methods and Future Computing (FORM) og professor ved Danish Institute for Advanced Study (DIAS), er hovedansvarlig for fremdriften i CSLib-projektet og medlem af initiativets styregruppe.

- Software opererer i dag i global målestok. Hvis vi vil skabe digitale systemer, man kan have tillid til – også de, der formes af AI – har vi brug for matematisk klarhed i samme skala, siger Montesi og uddyber:

- CSLib er et langsigtet arkitekturarbejde, vi bygger på den fælles intellektuelle infrastruktur, som fremtidens software og computersystemer kommer til at stå på. 

Det er ambitionen, at CSLib kan skabe en fælles infrastruktur, som både forskere og udviklere verden over kan bygge videre på – og det kan bidrage til at styrke tilliden til digitale systemer i de kommende årtier.

SDU er - gennem Centre for Formal Methods and Future Computings (FORM) deltagelse - den første europæiske institution med en ledende rolle både i ledelsen og den tekniske udvikling af projektet.

Kort om SDU’s rolle i CSLib

Professor Fabrizio Montesi er Lead Maintainer i CSLib og medlem af og blandt grundlæggerne af projektets styregruppe. I rollen som Lead Maintainer holder han snor i projektets udvikling og står for koordineringen af maintainer-teams og den tekniske gruppe. 

Syddansk Universitet spiller – gennem Centre for Formal Methods and Future Computing (FORM) – en central rolle i CSLib-projektet. FORM er etableret på Syddansk Universitet som en strategisk investering i at fremme Formal Methods og deres anvendelse på moderne software og kunstig intelligens (AI).

Læs mere om FORM

Redaktionen afsluttet: 18.03.2026