Skip to main content

Hvordan er Sundhedsøkonomi opbygget?

Kandidatuddannelsen i Sundhedsøkonomi er et intensivt og sammenhængende forløb, der varer 12 måneder.

Uddannelsen består af syv obligatoriske fag samt valgfag og kombinerer økonomisk teori, datadrevne metoder og viden om sundhedssystemer og giver dig mulighed for at arbejde med sundhedsøkonomiske problemstillinger med stor samfundsrelevans. 

Uddannelsen består af undervisning i centrale fag efterfulgt af en afsluttende hovedopgave, hvor du arbejder selvstændigt med en relevant problemstilling – eventuelt i samarbejde med en ekstern aktør.

Uddannelsens forløb

Kandidatuddannelsen i Sundhedsøkonomi er tilrettelagt som et sammenhængende forløb, hvor du gradvist opbygger viden og kompetencer – fra grundlæggende forståelse af sundhedssystemer og data til avancerede analyser og selvstændigt arbejde med en sundhedsøkonomisk problemstilling.

  • Fundament: Sundhed, økonomi og data

    I starten af uddannelsen opbygger du et fælles fagligt fundament. Her arbejder du med sundhedsøkonomi, sundhedssystemer og sundhedsdata og får forståelse for, hvordan økonomisk teori og data anvendes til at analysere sundhedsfaglige og sundhedspolitiske problemstillinger.
  • Metoder og analyser

    Herefter er der fokus på metoder og analyser. Du arbejder med statistiske og økonometriske metoder og opbygger stærke analytiske kompetencer, som gør dig i stand til at analysere komplekse sammenhænge mellem sundhed, adfærd, befolkning og økonomi.

  • Anvendelse og specialisering

    I denne del af uddannelsen anvender du dine kompetencer på konkrete problemstillinger. Du arbejder med evalueringer, analyser og valgfag, hvor du kan målrette din faglige profil. Her har du også mulighed for at få praksiserfaring gennem samarbejde med eksterne aktører.
  • Afsluttende hovedopgave

    Uddannelsen afsluttes med en hovedopgave, hvor du selvstændigt identificerer, afgrænser og analyserer en sundhedsøkonomisk problemstilling. I hovedopgaven samles uddannelsens faglige og metodiske elementer og den kan gennemføres i samarbejde med en ekstern partner.

Uddannelsens endelige studieforløb vil fremgå her på siden, når det er offentligt tilgængeligt.

Valgfag og mulighed for praksiserfaring

Som studerende har du mulighed for at sammensætte en del af uddannelsen efter dine interesser. Du kan vælge valgfag inden for forskellige sundhedsøkonomiske emner og dermed målrette din faglige profil.

Der er også mulighed for at indgå i et virksomhedsforløb, hvor du arbejder med en konkret opgave i en ekstern organisation. Her får du erfaring med at anvende sundhedsøkonomiske analyser i en praksisnær kontekst og opbygger samtidig relevant erhvervserfaring.