Skip to main content

Rart med undervisning i mindre hold

Patricia Bianca Flyckt valgte spiludvikling og læringsteknologi, fordi hun interesserer sig for kombinationen af det humanistiske og det naturvidenskabelige – at man blander de ’bløde’ fag med de ’hårde’. Siden er hun blevet vild med nye fagområder:

”Til min overraskelse er jeg blevet meget glad for programmeringsdelen. Jeg havde aldrig prøvet at programmere før og synes derfor, det var lidt skræmmende, men det er sjovt,” fortæller 21-årige Patricia.

Mindre hold og dialog med underviserne
Både fag og undervisningsformen giver mening for Patricia:

”Jeg kan godt lide, at vi arbejder i projektgrupper og får afprøvet det, vi har lært, og at undervisningen foregår i mindre hold. Vi er i dialog med hinanden og med underviserne,” siger hun og fortsætter:

”Og så synes jeg, at det er rart, at fagene supplerer hinanden så godt. Vi lærer teorien og hvordan det gøres i praksis.”

Projekt: Undervisning via Facebook
I sidste semester lavede Patricia og hendes gruppe et projekt, hvor de udviklede en social læringsplatform, der var integreret med Facebook.

”Tanken var, at undervisere på forskellige gymnasier skal kunne oprette og dele læringsobjekter bestående af fx videopodcast, lydpodcast og quiz. Dette materiale kan underviserne så sammensætte på forskellige måder og lave forløb, der er tilpasset den enkelte elevs niveau og læringsstil.” siger hun og fortsætter:

”Dermed kan man undgå lineære undervisningsforløb, som jeg tror både kan ’skade’ fagligt svage elever, men bestemt også de stærke. På denne måde kan man sandsynligvis opnå bedre undervisning for den enkle, uden at det kræver en ekstra stor indsats fra underviseren. Samtidig kan eleverne tilgå materialet via Facebook.”

Tester løsning på brugerne
Gruppen testede deres koncept på målgruppen:

”Vi lavede en usability-test og justerede vores løsning til - både i forhold til de kommentarer, vi fik, og de observationer, vi foretog os. Det er en spændende måde at arbejde på, og det er super vigtigt at teste, om brugerne kan anvende systemet, som det er tiltænkt.”

Fremtid som udvikler af læringsredskaber eller interaktive legepladser
”Jeg er mest interesseret i læringsdelen og vil gerne arbejde med personer, der har svært ved at lære. Som lærervikar har jeg haft ekstraundervisning med elever og set, hvor lidt sjovt noget af det materiale, de har til rådighed, er, og sådan skal det ikke være. Det skal være sjovt at lære! Det kunne være spændende at arbejde med,” siger Patricia, der også kan se en fremtid i at arbejde med interaktive legepladser.

Fakta

Spiludvikling og læringsteknologi er en civilingeniøruddannelse, der består af en bachelordel (3 år) og en kandidatdel (2 år).

Kandidat delen er bygget op omkring fire fagsøjler:

  • Software Engineering og robotteknologi
  • Interaktion
  • Didaktik og læring
  • Oplevelser, kultur og leg

Det Tekniske Fakultet Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230

Sidst opdateret: 03.08.2023