Skip to main content
DA / EN

Behovet for kandidater i pædagogik er stort

I både den offentlige og private sektor er der et stigende behov for kandidater i pædagogik. Det skyldes blandt andet et højere vidensniveau i sektoren og et øget krav om målrettethed i pædagogiske praksisser, hvor fokus på dokumentation, evaluering, pædagogisk ledelse og udvikling fylder stadig mere. Derfor er der behov for brede teoretiske kompetencer baseret på aktuel forskning inden for fx organisation, ledelse, professionsteori, læring og pædagogisk udvikling samt for evnen til kritisk at kunne reflektere over koblingen mellem teori og praksis.

Du bliver uddannet til at gennemskue og håndtere komplekse problemstillinger i relation til undersøgelse og udvikling af pædagogikkens praksisfelt, samt at formulere og analysere pædagogiske problemstillinger selvstændigt, systemisk og kritisk gennem anvendelse af videnskabelige metoder.

Sådan er undervisningen tilrettelagt

Erhvervskandidaten i Pædagogik er tilrettelagt som en fireårig fleksibel online uddannelse, hvilket betyder, at langt størstedelen af undervisningen foregår online, og 4-5 gange pr. semester mødes man til fysisk undervisning i Odense. Undervisningen foregår digitalt 1-2 gange om ugen fra kl. 17-20, og arbejdsmængden er tilpasset, så du har mulighed for at passe dit job i dagtimerne. Undervisningen er placeret i perioden mellem 1. september-1. december og igen fra 1. februar til 1. juni. Eksamen ligger typisk i januar, samt i slutningen af maj eller juni.

Typisk forløber undervisningen på den måde, at underviseren holder oplæg og gennemgår emner og tekster. Undervejs vil der være mulighed for at stille spørgsmål. Der vil ligeledes typisk under hver undervisningsgang være gruppearbejde med cases, tekster eller spørgsmål, som foregår i digitale rum i studiegrupper. Den digitale undervisningsform gør, at du fleksibelt kan passe dit arbejde, samtidig med at du gennemfører en kandidatuddannelse. Har du ikke mulighed for at deltage, når der er undervisning, vil tekster, undervisningsmateriale og slides være tilgængelige. Man kan ikke forvente, at forelæsninger bliver optaget.

Adgangskrav og rammer for erhvervskandidaten

Erhvervskandidatuddannelsen i pædagogik er tilrettelagt over 4 år på deltid. Du skal enten være i relevant job minimum 25 timer ugentligt, have en relevant iværksættervirksomhed eller en etableret selvstændig virksomhed. For alle virksomheder gælder det, at de skal have et gyldigt dansk CVR-nummer. Du skal ikke betale for uddannelsen, medmindre du kommer fra et land uden for EU/EØS eller fra Schweiz, og du kan ikke få SU til uddannelsen. 

 

Derfor skal du læse...

  • Der er stort behov for akademikere med pædagogiske færdigheder, både i den offentlige og den private sektor.
  • Du tilegner dig en bred række færdigheder, der sammenkobler både teori og praksis.
  • Du har mulighed for at præge din fagprofil med fag fra andre universiteter, tage et projektorienteret forløb (praktik) eller udlandsophold.


Hvad kendetegner en erhvervskandidat?

Hvad kendetegner en erhvervskandidat?

  • Du kan læse samtidig med, at du er i job, da uddannelsen er tilrettelagt på deltid over 4 år.
  • Du får den samme uddannelse som den tilsvarende kandidatuddannelse på fuldtid.
  • Du skal enten være i relevant job minimum 25 timer ugentligt, have en relevant iværksættervirksomhed eller en selvstændig etableret virksomhed. For alle virksomheder gælder det, at de skal have et gyldigt dansk CVR-nummer.
  • Du skal ikke betale for uddannelsen, medmindre du kommer fra et land uden for EU/EØS eller fra Schweiz.
  • Du kan ikke få SU til uddannelsen.