Datalogi
Jeg ville ikke læse et rent teoretisk fag
Katja valgte Datalogi for balancen mellem teori og praksis. Hun trives nu på SDU og drømmer om at arbejde med programmering efter studiet.
Matematik var mit yndlingsfag i gymnasiet, men jeg ville ikke læse et rent teoretisk fag. Jeg fik øje på Datalogi, som både er teoretisk og praktisk. Jeg deltog i IT Camp for piger og var i studiepraktik, men indtil da havde jeg faktisk aldrig prøvet at programmere.
Jeg er fra Esbjerg, og jeg valgte SDU Odense, fordi jeg kunne flytte hertil med en veninde, som også skulle starte på SDU. Det første års tid var lidt hårdt. Jeg var både flyttet hjemmefra og startet på et studie, hvor jeg først ikke syntes, at jeg passede ind. Det ændrede sig heldigvis, da jeg lærte de andre bedre at kende. På IMADA (Institut for Matematik og Datalogi, red.) har vi en særlig stemning af hjælpsomhed på tværs af årgange og nogle virkelig engagerede undervisere.
Vi har mange fag, som er vildt spændende, for eksempel algoritmefagene. Jeg vil også nævne faget Introduktion til programmering, hvor vi lærte programmering helt fra grunden.
Når jeg er færdig med min uddannelse, tænker jeg at jeg skal arbejde med programmering.
