Audiologopædi
Bachelor | Odense
Hvordan er studiemiljøet på Audiologopædi?
Audiologopædi er et lille studie, hvor undervisningen foregår i mindre lokaler og ikke i store auditorier. Det betyder, at du oftest har klasseundervisning med god mulighed for dialog og samspil med underviseren. Fordi holdet ikke er så stort, lærer alle hurtigt hinanden at kende, og stemningen i undervisningen er afslappet og tryg.
Allerede fra første semester bliver du en del af en studiegruppe. Det giver dig nogle faste at sparre med om det faglige og nogen at følges med i pauserne. Det gør det nemmere at falde til og få et godt fællesskab fra start.
Vil du afprøve uddannelsen, inden du søger ind?
Foreninger og fællesskaber
På Audiologopædi har vi et fagråd, der holder åbne møder cirka en gang om måneden. Her kan du være med til at komme med idéer og forslag til, hvordan vi kan gøre uddannelsen endnu bedre.
Vi har også et socialudvalg, Talebananen, som står for at arrangere sjove aktiviteter året rundt. Det kan for eksempel være pubcrawl, juleklip eller sommerafslutning i Munkemose.
Hvert år i starten af oktober holder vi et særligt efterårsevent, hvor både nuværende og tidligere studerende samt undervisere er inviteret. Her får du både faglige oplæg fra spændende gæster udefra og en social del med mad, hygge og for eksempel brætspil.
Når du starter på uddannelsen
Som ny studerende på Audiologopædi bliver du taget godt imod med et introduktionsforløb, hvor du og dine medstuderende får tilknyttet tutorer, der hjælper jer godt i gang. Studiestarten byder på både faglige og sociale aktiviteter, så du hurtigt lærer dit fag, dine undervisere og dine medstuderende at kende. Du får også adgang til onlinekurset How to Uni, som forbereder dig på studielivet på SDU.
Allerede fra første første studieår prøver du kræfter med en række forskellige undervisningsformer, herunder forelæsning, dialogisk undervisning, oplæg fra studerende og gruppearbejde.
Hvilke faciliteter får du adgang til?
Som studerende på Audiologopædi har du adgang til e-lab, der fungerer som et bibliotek med optageudstyr, testmaterialer og andre redskaber. Her kan du låne udstyr og materialer til eksamensopgaver eller undervisning, så du får et godt indblik i det, du kommer til at arbejde med i praksis efter studiet.
Lige ved siden af e-lab ligger Audiologopædisk Klinik. Det er et hyggeligt rum, hvor du som studerende kan komme ind med dit studiekort. Her kan du for eksempel lave gruppearbejde eller tage en pause med en kop te eller kaffe sammen med dine medstuderende.
Fælles faciliteter på campus
Odense er SDU's største campus med en lang række faciliteter, som du har adgang til som studerende:
- Læsesal, der er åben 24/7
- Studieceller, der kan bookes til gruppearbejde
- Flere kantiner og cafeer
- Et af verdens bedste udendørs atletikanlæg
- Svømmehal
- Fitnesscenter
- Beachvolleybaner
- Fredagsbar
- Boghandel
- Cykelsmed
- Cortex Lab, der er et innovations- og iværksættermiljø.
Odense som studieby
På SDU Odense bliver du en del af et ambitiøst og internationalt studiemiljø i Danmarks tredjestørste by.
Flere end 40.000 studerende har deres daglige gang på en af Odenses mange uddannelsesinstitutioner, og byen har alt, hvad du kan drømme om af cafeer, shopping, parker, natteliv, festivaler og forskellig stil og stemning i byens forskellige kvarterer.






