Hvad betyder retskrav på optagelse?
Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på en bestemt kandidatuddannelse, hvis:
- uddannelsen ligger i direkte forlængelse af din bachelor
- du søger rettidigt
- du ikke tidligere har brugt retskravet
Du kan se, hvilke bacheloruddannelser der giver retskrav på SDU’s kandidatuddannelser på den enkelte kandidatuddannelses side om adgangskrav.
Hvor længe gælder mit retskrav på optagelse?
Du har retskrav på optagelse, hvis du søger optagelse senest tre år efter, at du har bestået din bacheloruddannelse.
- Hvis du bliver færdig i juni 2025, gælder dit retskrav indtil september 2028, fordusat at kandidatuddannelsen har septemberstart.
- Hvis du bliver færdig i december 2025, gælder dit retskrav indtil februar 2029, ordusat at kandidatuddannelsen har februarstart.
- Hvis du bliver færdig i december 2025, og kandidatuddannelsen alene har septemberstart, gælder dit retskrav indtil september 2029.
Du skal selv holde øje med, hvornår kandidatuddannelsen har optag, og søge inden ansøgningsfristen.
Hvor mange gange kan jeg bruge mit retskrav?
Du kan kun bruge dit retskrav én gang. Når du får tilbudt en plads på uddannelsen og accepterer, har du brugt retskravet. Også selvom du senere fortryder eller stopper på uddannelsen.
Du kan ikke bruge retskravet, hvis:
- du søger efter ansøgningsfristen.
- du søger om en ledig plads.
Mister jeg mit retskrav, hvis jeg tager en anden kandidatuddannelse?
Hvis du gennemfører en anden kandidatuddannelse, mister du dit retskrav på optagelse. Også selvom det er mindre end tre år siden, du har afsluttet din bacheloruddannelse.
Hvad skal jeg huske, hvis jeg har retskrav?
- Du skal søge rettidigt, men du behøver ikke at sende ekstra dokumentation.
- Du må gerne søge ind på andre kandidatuddannelser – men du har kun garanti for optagelse på den uddannelse, du har retskrav på.
- Du kan sætte retskravskandidaten som anden- eller tredjeprioritet på din ansøgning. På den måde er du sikker på at kunne fortsætte på en kandidatuddannelse.