Skip to main content

Nye adjungerede professorer

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet fik i fjerde kvartal af 2014 tilknyttet seks nye adjungerede professorer. Fire på Klinisk Institut, én på Institut for Regional Sundhedsforskning og én på Institut for Sundhedstjenesteforskning. Tilknytningen af adjungerede professorer er et centralt led i fakultetets forskningsstrategi, og målet er, at alle fakultetets forskningsenheder har en adjungeret professor tilknyttet i 2017. Her i begyndelsen af 2015 er antallet oppe på 56, målet er 78.

De fire senest tilknyttede, der er med til at sikre Klinisk Institut og universitetshospitalet forskningsmæssig tyngde og fremdrift, er:

Tamás Illés, Ortopædkirurgisk Forskningsenhed.
Til daglig professor og leder af Afdeling for Ortopædi og Traumatologi, Free University Brussels.
Tamás Illés var fra 2002 til 2012 professor ved University of Pécs i Ungarn, hvor hans forskning har været fokuseret på knogler og analyser af knoglestrukturer. Både hans ph.d.- og doktorafhandling omhandler dette emne, hvor han desuden har været med til at udvikle nye metoder til rygkirurgi. OUH og SDU ser i samarbejdet store muligheder for at højne vidensniveauet indenfor 3D-teknologi i ortopædkirurgien, og Tamás Illés kan især bidrage på tre områder: Operationer af rygskævhed, børnekirurgi og slidgigt i knæ.

Jennifer Harris, OPEN - Odense Patient data Explorative Network.
Siden 1998 har Jennifer Harris været seniorforsker med professorkompetencer ved Norges Nasjonalt Folkehelseinstituttet (FHI), Division for Epidemiologi, Avdeling for Arv og Miljø. Siden 2000 har hun desuden været fagekspert ved The Behavioral and Social Research Program, The National Institute on Aging, Bethesda, USA. Hun er desuden adjungeret forsker ved The Center for Health, Law and Emerging Technologies (Helex) på University of Oxford, UK.
Jennifer Harris er en af de ledende forskere indenfor sit felt. Hun har udført talrige forskningsprojekter indenfor epidemiologi, tvillingeforskning og i de senere år også epi-genetik. Jennifer Harris' indflydelse på forskningsfeltet er signifikant. Jennifer Harris' tilknytning betyder, at hun vil fungere som vejleder for 1-2 ph.d.-studerende enten under selve studiet eller i opstartsfasen. Hun vil desuden bidrage med rådgivning ved udviklingen af OPEN, både strategisk og relateret til konkrete forskningsprojekter.

Anthony C. Smith, CIMT – Center for Innovativ Medicinsk Teknologi
I 14 år har Anthony C. Smith viet sin forskning til at udforske nye telemedicinske løsninger til klinikere og patienter i Queensland, Australien, hvor han er vicedirektør og professor i telemedicin ved The University of Queensland. I sin ph.d.-afhandling fokuserede han på afprøvning af telepædiatriske løsninger. Det førte siden til indførelsen af telepædiatri i dele af Australien, og succesen med dette har vakt international genlyd. Med sin ekspertise indenfor både de kliniske og økonomiske aspekter ved indførelsen af telemedicin kan Anthony C. Smith inspirere forskerne på SDU og OUH, og det forventes, at tilknytningen vil føre til forskningsprojekter på tværs af universiteterne i Danmark og Australien, ligesom de danske forskere vil kunne trække på og bidrage til australske projekter for at sikre internatonal relevans.

Sonia Freedman, Klinisk Epidemiologisk Forskningsenhed.
Med en bred vifte af akademiske kvalifikationer indenfor klinisk epidemiologi og gastroenterologi og erfaring med supervision af studerende, er Sonia Freedman tilknyttet for til dels at fungere som vejleder på to specifikke ph.d.-projekter, dels for at udbygge forskningssamarbejdet mellem hende og de lokale kolleger.
Siden 2000 har Sonia Freedman undervist på Harvard Medical School og siden 2002 har hun fungeret som vejleder. Til daglig er hun desuden leder af Women’s Health, Center for Crohn’s and Colitis ved Brigham og Women’s Hospital i Boston.
Sonia Freedmans forskning fokuserer især på kronisk inflammatoriske tarmsygdomme, herunder fertilitet og graviditet hos kvinder med kronisk inflammatoriske tarmsygdomme.

Institut for Regional Sundhedsforskning:

Pål Guldbrandsen, adjungeret professor i kommunikation i sundhedsvæsenet
Professor i helsetjenesteforskning, Institutt for Klinisk Medicin, Universitetet i Oslo siden 2011..
Han har i mange år arbejdet med kommunikation i sundhedsvæsenet på internationalt plan og kan blandt andet tilføre Institut for Regional Sundhedsforskning viden og erfaring inden for kommunikationstræning af sundhedspersonale, analyser af kommunikationsfærdigheder og effektmålinger.
Pål Guldbrandsen vil blive medvejleder på ph.d.-projekter og medforfatter på publikationer.

Institut for Sundhedstjenesteforskning:

Ivar Sønbø Kristiansen, adjungeret professor i risikokommunikation, tidligere adjungeret professor i farmakoøkonomi.
Ivar Sønbo Kristiansen er uddannet læge i Oslo i 1972. Han tog en MPH ved Harvard i 1986, hvorefter han efter en række år som henholdsvis adjunkt og lektor afsluttede sin ph.d.
Ivar Sønbø Kristiansen har gennem hele sin forskerkarriere bevæget sig mellem traditionelle medicinske problemstillinger og sundhedsøkonomiske problemstillinger relateret til lægemiddelanvendelse, men omdrejningspunktet har hele tiden været analyse af beslutningstagning i kliniske situationer under usikkerhed – altså risikoperspektivet inkluderende risikokommunikation.
ISK var fra 1997 og frem til 2005 ansat ved Institut for Sundhedstjenesteforskning som seniorforsker.
I 2005 blev han professor ved Institute of Health Management and Health Economics på Oslo Universitet.

Redaktionen afsluttet: 30.01.2015