Optag 2019

Unge vælger naturvidenskabelige og tekniske fag

SDU går imod landsdækkende tendens. Universitetet fastholder ansøgertal og oplever fremgang på de såkaldte STEM-uddannelser.

Selv om universiteterne i år har en samlet tilbagegang på to procent i antallet af ansøgere til bacheloruddannelserne, fastholder SDU tallene fra sidste år.

Således har flere end 6.300 unge i år SDU øverst på deres ønskeseddel som det sted, de helst vil studere.

Det er status, efter at der i fredags var deadline for at søge ind på universiteternes bacheloruddannelser via kvote 1.

Stor fremgang for naturvidenskab

-Vi kan kun være tilfredse. Vi holder vores tal, selv om der er en nedgang på landsplan. Samtidigt glæder vi os over, at de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser oplever en fremgang. Det er især inden for de områder, at der forventes at blive brug for mere arbejdskraft, siger Bjarne Graabech Sørensen, som er prorektor på SDU.

De naturvidenskabelige uddannelser på universitetet har således en fremgang på 19 procent i 1. prioriteter. På landsplan er der en tilbagegang på 4 procent.

Det er stort set alle naturvidenskabelige fag på SDU, der har flere ansøgere end sidste år, og højdespringeren er fysik.

Søgning mod tekniske uddannelser

Søgningen mod de tekniske uddannelser er steget med 6 procent. Diplomingeniør i elektronik har størst fremgang med 67 procent.

De sundhedsvidenskabelige uddannelser har en lille stigning, mens Humaniora går marginalt tilbage.

Derimod er der en tilbagegang på 9 procent på de samfundsvidenskabelige uddannelser, og det skyldes især en reduktion i de engelsksprogede uddannelser.

Svar den 26. juli

I alt har SDU modtaget 18.853 ansøgninger.

-Ansøgerne får besked den 26. juli, og derefter glæder vi os til at se vores nye studerende, siger studiechef Annette Lund.

Læs også

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies