Nyt center for kvantematematik

SDU styrker forskning i kvantematematik

Professor Jørgen Ellegaard Andersen, der sidste år modtog 10 mio. euro fra Det Europæiske Forskningsråd, skal stå i spidsen for et nyt center.

Af Sune Holst, , 30-10-2019

En af Danmarks førende forskere inden for kvantematematik Jørgen Ellegaard Andersen tiltræder 1. november som professor på SDU. Her skal han lede et nyt center for kvantematematik.

Med sig har Jørgen Ellegaard Andersen projektet ’Recursive and Exact New Quantum Theory’, som sidste år fik 10 mio. euro (74,6 mio. kr.) fra Det Europæiske Forskningsråd.

- Med det nye permanente center positionerer vi os som en ledende aktør inden for feltet, både hvad angår det matematiske grundlag, som tilbyder yderligere muligheder for at forene teorien med Einsteins relativitetsteori, samt de meget spændende nye kvanteingeniørmæssige anvendelser, siger dekan Henrik Bindslev fra Det Tekniske Fakultet.

Stærke rådgivere bag centret

Til det nye center har Jørgen Ellegaard Andersen sammensat et International Advisory Board, hvor seks af medlemmerne kan bryste sig af at have modtaget Fields-medaljen - en fornem hæderspris, som ofte kaldes matematikkens Nobelpris.

- Vores Advisory Board repræsenterer en meget stærk kobling til verdenseliten inden for dette forskningsfelt, og det vil assistere i identifikation og tiltrækning af spirende stjerner til SDU, siger Jørgen Ellegaard Andersen.


D-IAS Chair

Jørgen Ellegaard Andersen er i forbindelse med sin tiltrædelse blevet udpeget som D-IAS Chair. Danish Institut of Advanced Studies (D-IAS) er SDU’s interdisciplinære eliteforskningscenter, som på tværs af alle fem fakulteter har fokus på topforskning.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies