Pris for bedste læringsinitiativ

Kvante Karina hædret i London

Kvante Karina, der får børn og unge til at interessere sig for fysik, vækker international opsigt. SDU-initiativet har igen i år vundet Lovie Awards.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, , 15-11-2019

SDU’s app om Kvante Karina har vundet to europæiske priser, som netop er uddelt af The International Academy of Digital Arts and Sciences (IADAS).

IADAS er et internationalt netværk af IT-branchefolk og webudviklere, som hvert år uddeler en række priser kaldet ’Lovie Awards’.

Kvante Karina-app’en vandt guld i kategorien ”Education & Reference” foruden prisen ”Peoples Lovie”.

Fysik til børn

Kvante Karina er udsprunget af SDU-projektet Kvantebanditter, som arbejder på at formidle fysik til børn og unge, og få dem til at interesse sig for videnskab.

Hun blev lanceret i 2017 og fik på få måneder flere tusinde Youtube-følgere. I dag er hun oversat til 11 sprog.

Videobloggeren med det pinkfarvede hår er blevet lidt af et lærestykke i, hvordan man kan få unge til at forstå den enorme rolle, som fysikken har i vores hverdag.

Hæder to år i træk

Det er andet år i træk at Kvante Karina modtager hæder; sidste år vandt hun guld i kategorien "Schools & Education", som gives til det bedste læringsinitiativ på internettet.

Professor Claudio Pica og outreach-koordinator Sofie Gregersen og det digitale bureau Molamil har sammen udviklet app’en.

App’en kan downloades til iOS og Android

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies