Navn: Matias
Uddannelse: Produktudvikling og innovation
Hvorfor valgte du netop denne uddannelse?
Jamen, jeg valgte den egentlig fordi jeg havde en rimelig stor interesse i entreprenørskab og produktudvikling. Det fik jeg igennem min gymasieuddannelse, som lidt atypisk var handelsgymnasiet. Men der prøvede jeg en masse i forbindelse med entreprenørskab, og fik smag for hvordan det er at starte en virksomhed fra bunden, og hvordan det er at finde på et nyt produkt. Så fandt jeg ud af, at den her uddannelse eksisterede, i Odense endda, gennem min storebror, som også læste til ingeniør. Så kom jeg til at tænke på, at hvis jeg rent faktisk vil lave de her produkter selv, og ikke bare komme med ideen og sælge bagefter, så var ingeniør nok den rigtig vej at gå. Der havde den her PDI-uddannelse bare rigtig meget at byde på, og passede lige til det jeg gerne ville. Det lød til at være spændende fag, og måden hele uddannelsen er bygget op på.
Hvordan vil du selv beskrive din uddannelse?
Den er et godt mix mellem det at være en teknisk ingeniør og så forretningsverdenen. Noget man tit oplever på studiet, er det her med, at man kan udvikle produktet rent teknisk, men samtidig kan man også finde ud af at undersøge markedet, og finde ud af hvilken pris man skal sætte på produktet alt efter hvilket marked man skal sælge på.
Samtidig ved man hvordan man skal håndtere det, når produktudviklingen er overstået. Så man undgår at lave det her, der hedder over engineering, hvor man laver et produkt, der er super godt men som ingen har råd til, fordi man har brugt alle de dyreste materialer og det kan meget mere end det skulle.
Hvad har overrasket dig mest ved din uddannelse?
Da jeg startede, var det helt klart undervisningsformen. Jeg havde ikke været ude at besøge studiet eller undersøgt hvordan, det er at gå på universitetet. Jeg havde bare læst meget om denne uddannelse. Jeg havde lidt forestillet mig, at det var nogle store forelæsningssale, hvor der var mange mennesker på samme tid, og det ville være svært at stille spørgsmål. Men det er slet ikke sådan det fungerer. Det er mere en form for klasseundervisning, hvor man i løbet af timerne løser opgaver, så der også er noget praktisk ind over. Det synes jeg er super fedt.
Noget andet er de evner som man tilegner sig. Især de ting, man ikke bliver undervist direkte i – for selvom man ikke har et fag, som hedder problemløsning direkte, så bliver man en dygtig problemløser, på den her uddannelse og kan egentlig løse problemer inden for et emne, man ikke ved noget om til at starte med. Problemløsning er en del af alle fagene.
Hvad drømmer du om at arbejde med efter studiet?
I starten var det at starte min egen virksomhed. Det har jeg også prøvet lidt herude, men det gik ikke så godt. Jeg har faktisk fundet ud af, at det nok ikke er den vej, jeg skal gå. Så jeg drømmer faktisk om at sidde i en research and development afdeling – altså en udviklingsafdeling i en større virksomhed, og ikke nødvendigvis en dansk virksomhed. Hvor jeg så kan sidde og udvikle nye produkter alt efter, hvad der er behov for på markedet. Så lige så snart produktet er færdigudviklet og har fundet sit marked, så starter hele processen forfra og arbejde med noget nyt igen
Et godt råd til kommende studerende
Nyd det! Det går virkelig, virkelig hurtigt! Så sørg for at møde op på universitetet, selvom der ikke er mødepligt. Fremmøde er bare vigtigt, man får et meget bedre socialt sammenhold og det er meget sjovere at gå i skole, når man studere sammen med nogle gode venner, som har samme interesse som dig. Og sørg for at få fat i nogle virksomheder når man arbejder og laver projekter. Det er virkelig spændende og man kan se, at det er relevant, det man laver og man får også kontakter i nogle fede virksomheder.