Skip to main content
DA / EN
SDUUP | NYHEDSBREV OKTOBER 2023

TEMA: Førsteårspædagogik - Et eksempel fra Jurauddannelsen

På SDU’s helt nye jurauddannelse i Esbjerg har man taget bolden op og netop arbejdet med forskellige initiativer for efterårets 50 nystartede studerende.

Ifølge Per Andersen, som underviser på uddannelsen, og studieleder Ulrike Fleth-Barten  starter indsatsen allerede ved kvote 2-samtalerne, hvor man vægter at få etableret gode relationer, så der opstår psykologisk tryghed. Denne tryghed skal muliggøre, at der som studerende er plads til at være lærende og udforskende på mange måder. Underviserne forsøger at være tilgængelige, og under studiestartsugen var de ofte at finde ved diverse arrangementer. De var tilgængelige med diverse indsigter for at eksplicitere, hvilke forventninger der ligger til de studerendes indsats, omgangs- og arbejdsformer.

Andre tiltag er etableringen af arbejdsfællesskaber i studiegrupper samt individuelle samtaler med alle studerende. De individuelle samtaler giver de studerende en oplevelse af, at uddannelsesstedet interesserer sig for dem, og for underviserne giver det konkret viden om hver enkelt studerendes interesser, udfordringer og ønsker. Alt sammen noget, der skal spæde til de respektfulde og trygge relationer, man stræber efter som bærende elementer for kulturen på den nye uddannelse. Endelig har man i forhold til eksamensformat valgt, at de studerende skal arbejde med et gruppeprojekt fra efterårsferien og frem. Intentionen er at give dem tid og ro til at finde sig til rette som nye studerende og finde ud af, hvordan en eksamensopgave kan løses – i fællesskab og med vejledning. For at undgå karakterpres bedømmes projektet endvidere med bestået/ikke bestået, samtidigt med, at de nye studerende får etableret sig som jurastuderende, med alt hvad det indebærer.

Hvis I er interesserede i flere detaljer om de nye tiltag på jura, er I velkomne til at kontakte Per Andersen, perand@sam.sdu.dk og Ulrike Fleth-Barten, ulb@sam.sdu.dk , ligesom vi i SDUUP også gerne bidrager til jeres planer for at støtte jeres nye studerende.

Redaktionen afsluttet: 30.10.2023