Skip to main content
DA / EN
SDUUP | NYHEDSBREV OKTOBER 2022

TEMA: Eduflow og Peer feedback - interview med en underviser fra SAMF

”Det booster de studerendes læring og forbedrer deres skriftlige færdigheder, når de kan se, hvordan andre argumenterer og besvarer opgaver på” - Anette Stenslund, underviser på SAMF

Spørgsmål: Hvordan bruger du Peer feedback i din undervisning?

"Jeg bruger faktisk Peer feedback både i forbindelse med studerendes mundtlige oplæg og nu også skriftlige afleveringer. Det sidste foregår på den måde, at når den enkelte studerende har uploaded sin opgavebesvarelse, så tildeles vedkommende to tilfældige opgavebesvarelser formuleret af medstuderende. Hver studerende skal altså give skriftlig feedback på to medstuderendes opgaver som også skal uploades indenfor en deadline, jeg fastlægger. Endelig, til allersidst, afsluttes loopet ved at den studerende giver feedback på den feedback vedkommende har modtaget. Jeg kalder det FF – feedback på feedback. På den måde kan man ikke bare sjofle sin feedback. Som underviser ville det være en uoverkommelig opgave at skulle læse opgaver og give hver enkelt studerende skriftlig feedback med samme hyppighed, som det lader sig gøre via Eduflow. Nu har jeg adgang til alle besvarelser og kan hurtigt danne mig et overblik over, hvad der kan forbedres, og på den baggrund udarbejder jeg generelle kommentarer, som jeg kan drøfte med de studerende i undervisningen".

Spørgsmål: Har du som underviser udstukket nogle retningslinjer til de studerende, når de skal give hinanden feedback?

"Ja, jeg har udarbejdet en lille guide med retningslinjer for hvordan man giver feedback på en hjælpsom måde, som andre lærer af. Det kan være svært at give feedback. Det er noget, der skal læres. Uden for universitetet skal studerende kunne indgå i alverdens sammenhænge, hvor det forventes, at de kan møde andres præstationer med venlig kollegial respekt og samtidig et kritisk blik. Det gør vi meget ud af på kurset. Men når du spørger til udlevering af retningslinjer, så tænker du muligvis på de præ-formulerede såkaldte ’rubrics’, som man kan give de studerende?"

[Interviewer: "Ja, det gør jeg"]

"Ja, okay. Med ’rubrics’ får studerende mulighed for at krydse af i forhold til præ-formulerede mål. For eksempel i hvor høj grad et givet spørgsmål eller område er besvaret. Jeg har læst ’rubrics’ og ladet mig inspirere af dem. De er gode, men sociologer er jo uddannet i at stille de rette spørgsmål tilpasset situationer og formål. Derfor har jeg udarbejdet en skræddersyet feedback-guide som vil give bedst mening for mine studerende".

Spørgsmål: Kan de studerende se, hvem de giver og modtager feedback fra?

"Nej. Både den, der giver feedback, og den, der modtager feedback, er anonyme".

Spørgsmål: Hvordan finder du ud af, hvem, der skal give feedback til hvem?

"Det overlader jeg til Eduflows algoritme. Jeg skal ikke gøre noget. Andet end have tillid til en programmet".

Spørgsmål: Kunne du fortælle lidt om, hvad du ser som fordelene ved at de studerende giver Peer feedback?

"Der er så mange fordele. De lærer af at se gode og mindre gode eksempler på hvordan opgaver kan løses. Hvis ikke de får den mulighed, står de alene med en besvarelse, som de ikke ved om ligner andres eller ej. Med andre ord: De ville aldrig vide, om de præstererede ’inden for skiven’ eller uden for. Derfor giver Eduflow faktisk en form for sikkerhed og tryghed, som de indtil videre har været foruden. Jeg tror ikke, man skal undervurdere gevinsten af, at studerende kan se andres besvarelser og give dem mulighed for at lade sig inspirere. De kan – lidt spidst formuleret – stjæle med arme og ben på en legal måde. Andres gode formuleringer kan de importere og prøve af. Det forbedrer deres skriftlige færdigheder, når de kan se, hvordan andre besvarer opgaver og argumenterer".

Spørgsmål: Hvordan modtager dine nye studerende beskeden om, at de skal give Peer feedback, og at det ikke er underviseren, der giver dem feedback?

"De studerende er i mit tilfælde 1. semesters studerende og har jo aldrig oplevet andet. Derfor har det været uproblematisk at arbejde med Peer feedback og jeg er ret overbevist om at de studerende kan se pointen i det".

Spørgsmål: Hvordan vurderer du, at din arbejdsbelastning er nu sammenlignet med, hvis du skulle give hver enkelt studerende feedback på deres skriftlige afleveringer?

"Det er klart en mindre arbejdsbelastning, end hvis jeg selv skulle give feedback til hver studerende. Jeg sætter barren højt, og Peer feedback er en stor hjælp. Ved at bruge Peer feedback er jeg meget overbevist om, at vi ser bedre afsluttende projekter fra de studerende. Det ved, hvordan man skal skrive, og de ved det på kort tid. Det er en hjælp til dem først og fremmest". 

Spørgsmål: Hvordan er du kommet i gang med Eduflow, som redskab til at arbejde med Peer feedback og feedback på feedback?

"Det hele startede med, at jeg mødte en studerende, som fortalte mig om sin læring ved at bruge Peergrade. Jeg har med et frisk pædagogikum så mange ambitioner, jeg gerne vil forfølge i undervisningen. Vigtigst er, at jeg vil ’booste’ de studerendes læring, give dem tryghed og turde afprøve og undersøge. Jeg var fast besluttet på at indføre Peergrade og havde regnet med mange timers forberedelse. Jeg brugte tid på tutorials på nettet. Men så viste det sig, at så snart jeg kontaktede SDU om licenser og om mine udfordringer, så fik jeg ekstrem meget støtte og opbakning fra fakultetet. Ud over al forventning. SDU har et digitaliserings- og kvalitets-lærings-hub, der springer til når som helst. De gav mig en hurtig introduktion til Eduflow, og de gik ind i undervisningen og fik klædt de studerende på. Jeg er meget overrasket over den support, jeg har fået. Jeg er ny adjunkt og kender ikke SDU’s procedurer, men så snart jeg per e-mail har skudt med spredehagl om mine didaktiske ambitioner og afsøgning for hjælp, så bliver jeg, mere eller mindre, taget i hånden og støttet derfra med ekspertviden om e-læringsredskaber". 

Interview med Anette Stenslund
Anette Stenslund

Anette Stenslund underviser 1.-semesters studerende i klassisk og moderne samfundsteori på Sociologi og kulturanalyse i Esbjerg på SAMF. Det er første gang hun introducerer skriftlig Peer feedback i undervisningen. Til det benytter hun Eduflow. Anettes hold består af ca. 20 studerende, som får tilbud om at aflevere tre skriftlige opgaver undervejs i semesteret.

Redaktionen afsluttet: 06.10.2022