Skip to main content
Nyt SUND

Det første råhus i Nyt SUND-bygningen er færdigt

På en kold og blæsende efterårsdag i 2019 blev første spadestik til Nyt SUND taget. På det som dengang mest af alt lignede en mudret mark, står det første råhus i den nye fakultetsbygning nu færdigt.

 

Onsdag den 13. november 2019 tog rektor Henrik Dam og dekan Ole Skøtt ved fælles hjælp det første spadestik til Nyt SUND. Nyt SUND skal huse de aktiviteter, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i dag har i Winsløwparken samt Institut for Psykologi og Afdeling for Anatomi.

Siden det første spadestik for nu et år siden har aktiviteten på byggepladsen bag SDU været høj. I den sydlige ende tæt på byggepladsen for Nyt OUH står nu et færdigt råhus.

I råhuset, som er den ene af seks bygninger i byggeriet af Nyt SUND, der skal koble den eksisterende SDU-bygning med Nyt OUH, vil man på sigt kunne finde Retsmedicinsk Institut, afdeling for anatomi, auditorium og undervisningslokaler samt formidlingslokalet ’Dialogen’.

Byggeriet af Nyt SUND

Hvor universitet og hospital mødes

-  Med det færdige råhus er vi rigtig godt på vej i den sydlige ende af byggepladsen. Det er her vores byggeri skal bygges sammen med det nye universitetshospital. Det er her universitet og hospital mødes, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet, som bygger Nyt SUND for Syddansk Universitet.

Når Nyt SUND og Nyt OUH står helt færdigt, vil universitetet og det nye universitetshospital være integreret i hinanden på 500.000 kvadratmeter, og man vil fra SDUs hovedindgang mod nord kunne gå 1,3 km til Nyt OUHs hovedindgang mod syd under ét tag.


Byggeriet af Nyt SUND

- Nu er råhuset opført, og i slutningen af november begynder vi at sætte beslag op til facaden. Når vi kommer ind i december, går vi i gang med taget, tilføjer Per Seidelin. Forventningen er, at råhuset vil have færdigt tag og færdig facade i februar 2021.

Fakta om facade og tag på råhuset

  • Facaden på råhuset bliver bygget af præfabrikerede facadeelementer.
  • Facadeelementerne, der er 12 meter høje og cirka 1,5 meter bredde, vil blive løftet med kran og hængt på de opsatte beslag.
  • Et facadeelement vil kunne monteres på cirka 30 minutter. 
  • Membranen på taget udlægges i december. Herefter skal taget bygges op med isolering og tagpap.

Fakta om Nyt SUND og Nyt OUH/SDU

  • Nyt SUND-bygningen er SDUs del af Nyt OUH/SDU-projektet, der kobler Nyt OUH, som også er under opførelse, med den eksisterende SDU-bygning.
  • Nyt SUND-bygningen er 50.000 m2. og består af tre etager, der skal rumme laboratorier, kontorer, undervisningslokaler, auditorier foruden dyrestalde og faciliteter til anatomi og retsmedicinsk institut.
  • Vejdirektoratet bygger Nyt SUND til Syddansk Universitet, og fakultetsbygningen forventes ibrugtaget i starten af 2023.
  • Byggeriet af  Nyt SUND er opdelt i seks entrepriser. MT Højgaard A/S har entreprisen for byggeplads og råhus, der er under opførelse nu.
  • Projektet har en bevilling på ca. 1,4 mia. kroner
Redaktionen afsluttet: 19.11.2020