Skip to main content
DA / EN

God tone: Fra krænkende handlinger pa arbejdspladsen til godt kollegaskab

 

Projekt titel

God tone: Fra krænkende handlinger pa arbejdspladsen til godt kollegaskab

Projektansvarlig

Eva Gemzøe Mikkelsen

Projektbeskrivelse

Projektet har to formål:

  1. at skabe øget viden om mekanismerne bag krænkende handlinger, og
  2. at udvikle en effektiv intervention, som virksomheder kan anvende i arbejdet med at forebygge og håndtere krænkende handlinger.

Følgende forskningsspørgsmål besvares:

  • Hvilke mekanismer ligger bag udviklingen af krænkende handlinger, og hvilke mekanismer understøtter, at en kultur præget af krænkende handlinger får lov at bestå på arbejdspladsen?
  • Hvordan kan man gennem en arbejdspladsbaseret intervention skabe en forandring, så krænkende handlinger erstattes af et godt kollegaskab?

Baggrund:

Et godt kollegaskab med en høflig omgangstone og respektfulde samarbejdsrelationer er ikke normen på alle arbejdspladser. Undersøgelser viser, at op til 20 % af arbejdstagerne oplever grove drillerier, mobning, seksuel chikane, og nedværdigende behandling på deres arbejdsplads. Krænkende handlinger i form af mobning og seksuel chikane er forbundet med nedsat trivsel og øger risikoen for at udvikle mentale helbredsproblemer hos de ramte medarbejdere og vidner. En høj forekomst af krænkende handlinger i en virksomhed kan have forskellige negative konsekvenser i form af øget sygefravær, udskiftning af medarbejdere, nedsat produktivitet, og tab af godt omdømme i branchen.

Metoder:
Forskningsprojektets 1. del: Multiple-case undersøgelsen.
Der anvendes en mixed-methods tilgang, hvor kvalitative og kvantitative data indsamles blandt afdelinger på to virksomheder mhp. at undersøge mekanismer bag udviklingen og fastholdelsen af krænkende handlinger på arbejdspladsen. Oplevede årsager og dynamikker i udviklingen af krænkende handlinger og oplevede årsager til, at krænkende handlinger ikke håndteres, belyses gennem gruppeinterviews af medarbejdere og med individuelle interviews af afdelingslederne. Der indsamles også kvantitative data om bl.a. udbredelsen af krænkende handlinger, arbejdspladsens kultur, relationer mellem medarbejdere og ledere, og medarbejdernes mentale helbred. Efter interventionen og den tilhørende spørgeskemamåling gennemføres yderligere gruppeinterviews.

Forskningsprojektet del 2: Interventionsundersøgelsen.
Som udgangspunkt bruges en "responsiv" interventionstilgang, hvor forskerne er "responsive" i forhold til virksomhedens behov ved, ud fra palletten af forskningsbaseret viden og best-practice eksempler, at spille ind med de input, som passer bedst i forhold til virksomheden og opnåelse af målet om at forebygge og håndtere krænkende handlinger og skabe godt kollegaskab.

Det forventes, at den kvantitative før- og efter-måling vil vise et fald i oplevelsen af krænkende handlinger, bedre samarbejdsrelationer, øget trivsel og færre symptomer på mentale helbredsproblemer.

Procesevaluering:
Implementeringen af interventionen vil blive undersøgt vha. kvalitative interviews. Evalueringen vil bl.a. fokusere på de forhold, som er af stor betydning for, om en interventionsindsats lykkes.

Perspektiver:
Krænkende handlinger i form af fx mobning og seksuel chikane har negative konsekvenser for såvel de ramte, vidner og virksomheden som helhed. Internationalt såvel som i Danmark er der begrænset forskningsbaseret viden om, hvordan krænkende handlinger bedst forebygges og håndteres. Der er derfor behov for at udvikle, implementere og evaluere interventioner, som er rettet mod at forebygge krænkende handlinger. I projektets afsluttende fase udvikles manual, som kan udgøre et konkret værktøj, som virksomheder kan bruge til at styrke den formelle og uformelle forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.

Startdato og forventet slutdato

01.01.2021 - 31.12.2022

Projektet udføres under

ThRIVE forskningsgruppe

Samarbejdspartnere

Jesper Kristiansen (NFA) og Anette Meng (NFA)

Finansiering

Velliv Foreningen

Nøgleord

Mobning på arbejdspladsen, krænkende handlinger, seksuel chikane, konflikter, mobning, mental sundhed, intervention, forebyggelse, vidner til mobning, arbejdsmiljø, interviews, forskning, mixed-methods, procesevaluering, virksomheder, industri


Sidst opdateret: 29.02.2024