Skip to main content

Inspirerende ledelse: Vær dig selv, men med flere færdigheder

Moderne ledelse er en proces, man gennemfører sammen med og via andre mennesker. Det er derfor helt centralt, at man som leder forstår sig på menneskelige relationer og ved, hvordan man skaber følgeskab ved at motivere og inspirere medarbejderne. Få adjunkt Peter Sørensens fire råd til at blive en mere inspirerende leder.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, , 10-05-2023

I gamle dage handlede ledelse om at realisere noget ved hjælp af andre mennesker. Det kunne gøres ved rå magt og vold, men det går ikke i dag, hvor det primære mål er at fuldføre en opgave sammen med andre mennesker. At opnå følgeskab. 

  • I vores moderne arbejdsliv er det ikke nok, at lederen har førerkasketten på og dirigerer rundt med sine medarbejdere. Det bliver de ikke motiverede af. I stedet skal du inspirere dine medarbejdere.

Sådan siger adjunkt Peter Sørensen fra Institut for Statskundskab på SDU. Han underviser i faget Professionelt og personligt lederskab, som er et fag på masteruddannelsen Public Management. Her kommer han med fire karaktertræk, du med fordel kan udvikle for at gøre dig til en mere inspirerende leder. 

 

Ledere viser selektivt deres svagheder
Ifølge Peter Sørensen bliver medarbejdere ikke inspireret af ledere, som udviser fuldkommenhed og perfektion. 

  • Vi er alle mennesker, og det skal lederen vise. Hvis han eller hun fremstår som en slags gud med en lysende glorie omkring sig og altid forsøger at have styr på alle sine ting, ville medarbejderne ikke have nogen grund til at være en del af organisationen. I stedet skal lederen selektivt vise sine svagheder, siger han og tilføjer:
  • Man skal dog overveje, hvilke svagheder man lader medarbejderne se. Hvis jeg for eksempel er ansat som økonomichef, skal jeg selvfølgelig ikke vise min manglende viden om forskellen på kredit eller debit. I stedet kan jeg fortælle, at jeg ofte glemmer at gå med hunden eller ikke er så god til at lave havearbejde.  

Ledere er afhængige af deres intuition
På en arbejdsplads er mange mennesker samlet, og i en travl hverdag er det ikke alt, som bliver sagt med ord. Ifølge Peter Sørensen skal man bruge sin intuition til at opfange signaler om alt det usagte i organisationen. 

  • Man kan med fordel øve sig på at opfange lydene på vandrørene, men det er en svær øvelse. Man skal se sig i det og fornemme, hvad der er på spil. Han uddyber:
  • Da vi levede i stenalderen, kunne vi relativt hurtigt fornemme, hvis vi stod overfor en farlig situation. Vi har alle den evne som mennesker, men fordi vi er blevet mere rationelle på moderne arbejdspladser, skal vi finde den frem igen.

Faktaboks/case

En stor og verdensomspændende virksomhedskoncern har en italiensk afdeling i Milano. HR-chefen, som sidder et helt andet sted, bliver opmærksom på samarbejdsproblemer i den italienske storby. 
Han vurderer, at problemet kan brede sig som ringe i vandet til hele organisationen. HR-chefen overvejer derfor, hvordan han kan skjule situationen over for direktionen, indtil han har fundet en løsning. 
En dag bliver han ringet op af den administrerende direktør, som sidder et tredje sted på kloden. Hun spøger HR-chefen, hvad der foregår i Milano. Skræmt fra vid og sans kan han ikke forstå, hvordan direktøren kender til problemet. 
Men direktøren har en veludviklet sans, hvor hun har samlet en masse små signaler sammen, som har gjort hende opmærksom på, at der er noget galt i Milano.  Her har direktøren altså fornemmet, hvad der er foregået i organisationen via sin intuitive sans.

 

Ledere udøver hård empati 
Rigtig mange medarbejdere har oplevet, at en leder er kommet tilbage fra et lederkursus, hvor det er tydeligt, at denne har lært at være sympatisk, forstående og udvise empati. Det er der sådan set ikke noget galt i, men det kan nogle gange godt blive lidt påtaget.
Man skal altså passe på, at empatien ikke bliver for kunstigt, for det opdager medarbejderne straks.

Man skal i stedet vise forståelse, som kommer fra hjertet. Lederen skal vise det oprigtigt, og det er her, at den hårde empati kommer ind i billedet. Man skal give medarbejderen den empati, de har brug for og ikke nødvendigvis det, de vil havde. En leder skal ikke altid komme og klappe én på ryggen, men i stedet vise den empati, man har brug for til at komme videre og fungere på arbejdspladsen, siger Peter Sørensen.    

Ledere afslører og kapitaliserer deres forskelligheder
Man når længst som leder, hvis man er inspirerende og udøver autentisk lederskab. Det betyder, at vi skal stå ved vores forskelligheder. Peter Sørensen uddyber: 

  • Forestil dig en direktør i en tøjvirksomhed. Han har langt hår, går med blomsterslips og følger generelt ikke moden. Nogle vil påstå, at han skulle klæde sig mere som normen, men hvorfor skal han lave om på sig selv, hvis det ikke skader virksomheden?
  • Vi skal altså som ledere, men også som menneske stå ved dem, vi er og se vores forskelligheder som et plus. Dét skaber følgeskab, og får dem til at yde den ekstra indsats.

Man kommer ingen vegne uden lederskab
Peter Sørensen påpeger vigtigheden af at kende til disse fire karaktertræk for netop at kunne motivere, begejstre og inspirere sine medarbejdere, så de trives bedst. 

  • Lederskab er intet uden følgeskab. Du skal være dig selv, men med flere færdigheder. Dette arbejder vi med på Master i Public Management, fordi du som leder skal være med til at udvikle og gøre din organisation bedre. 

Læs mere om vores masteruddannelse i Public Management her.

 

Faktaboks

De fire karaktertræk er baseret på Goffee & Jones, 2011. Why Should Anyone Be Led by You?
Redaktionen afsluttet: 10.05.2023