Impacts of the Danish Defeat of 1814

I 1814 afstod Danmark Norge til Sverige. Projektet vil undersøge virkningerne af nederlaget i Danmark – politisk-ideologisk og kulturelt. Modsat tidligere nederlag førte det nemlig ikke til nye krige med Sverige, ligesom de skandinaviske lande ikke siden har bekriget hinanden. Tværtimod udvikledes skandinavismen med bevidsthed om fælles historie og kulturarv. Selv om den aldrig blev til en politisk union, blev den en succes for så vidt som de skandinaviske lande i dag ligner hinanden i en sådan grad, at ikke-skandinaver har svært ved at skelne mellem dem.

Projektet vil analysere denne ekstremt hurtige omformning, og hvordan den blev kommunikeret i forskellige arenaer. Enevælden overlevede i Danmark trods udbredt folkelig misnøje, og Michael Bregnsbo vil undersøge, hvorledes styrets talsmænd søgte at retfærdiggøre dets eksistens over for offentligheden frem til 1848.
Lone Martinsen vil analysere kulturelitens opfattelse af enevælden og søger derved at nedbryde det traditionelle skel mellem det politiske og det æstetiske.
Morten Ottosen vil se på danskes og svenskes gensidige syn på hinanden og de kulturelle forudsætninger for den hurtige forandring fra fjendskab til venskab.
Endelig vil Rasmus Glenthøj analysere de dansk-norske relationer efter 1814, og hvor vidt det tidligere unionsfællesskab her virkede befordrende eller hæmmende.

Projektet finansieres af Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation (FKK) og ledes af lektor, ph.d. Michael Bregnsbo, Institut for Historie.

Du kan læse mere på projektets engelske hjemmeside.