Skip to main content
SDUUP | Nyhedsbrev November 2020

TEMA: itslearning - Et godt og mere pædagogisk værktøj for de studerende, når man først har sat sig ind i det.

Vi har talt med nogle af de undervisere, der har pilottestet itslearning i løbet af efteråret 2020 for at høre om deres oplevelser med platformen og få nogle gode råd med på vejen til når resten af SDU tager platformen i brug i forårssemestret 2021. Du kan i denne måneds nyhedsbrev læse en serie af artikler, hvor underviserne fortæller om deres positive erfaringer med itslearning, udfordringer ved platformen, itslearnings betydning for de studerende og ikke mindst en række gode råde til undervisere, der skal i gang med at sætte deres kurser op i itslearning.

Underviserne, der har pilottestet itslearning fortæller generelt set, at de studerende har taget platformen godt til sig, efter de lige har lært den at kende. Underviserne oplever, at platformen adskiller sig fra Blackboard, da den er mere pædagogisk og tager den studerende mere i hånden. De får et bedre overblik over kursets forløb, og hvad der forventes af dem, men det kræver til gengæld også, at de studerende får hjælp til at sætte sig ind i itslearning.

Tønnes Bekker-Nielsen, der underviser i Informationssøgning på Oldtidskundskab, nævner en vigtig forskel på Blackboard og itslearning, når det kommer til underviserens forhold til de studerende:

I itslearning tager vi et skridt mere ind i de studerendes egen sfære. Når systemet er hængt op på Planer, er det jo underviserne, der står for at strukturere de studerendes arbejde. Vi overtager som undervisere lidt af de studerendes ansvar for at strukturere deres arbejdsproces, og de studerende bliver holdt mere i hånden i itslearning. Det betyder selvfølgelig, at der er lidt mere arbejde til os undervisere – men det er til gengæld også en stor hjælp for de studerende.

I løbet af pilottesten har Anne Mølgaard Nielsen, som har brugt platformen i et praktisk orienteret kursus på 2. semester af Klinisk Biomekanik, løbende fået feedback fra sine studerende omkring deres oplevelser med itslearning:

I testen af itslearning har jeg egentlig bare valgt at kaste de studerende ud i systemet for at finde ud af, om itslearning egentlig er intuitivt for de studerende. Overordnet set har feedbacken været, at itslearning er mere overskueligt for de studerende, og at det er et godt værktøj, når man skal forberede sig til undervisningen.

Samtidig har de oplevet, at itslearning kan være svært at finde rundt i. Derfor ser jeg det som meget vigtigt, at de studerende får en introduktion til platformen, så de kan vænne sig til den. Platformen er nemlig intuitiv, når man først lige kommer i gang. Viser man de studerende, hvordan de skal bruge den, og hvordan den er bygget op, tror jeg, at de studerende kan få meget ud af skiftet til itslearning. Et godt råd til undervisere er også, at man giver de studerende en kort introduktion til opbygningen af det enkelte kursus i itslearning.

Jens Peter Jensen, som har pilottestet itslearning på kurset Latin 1A på Religionsstudier peger særligt på det overblik, man kan give de studerende i itslearning som vigtig for platformens anvendelighed:

Det gode ved itslearning er, at man som studerende nemt kan følge lektionerne uge for uge. Når de studerende åbner kurset, får de hurtigt et overblik over, hvad der skal foregå i denne uge, men samtidig også hvilke emner vi skal nå i løbet af kurset, hvilke tekster, de skal læse samt hvilke øvelser og opgaver, de skal igennem. Under ressourcer kan de studerende finde hele deres pensum. Med overblikket bliver det nemmere for de studerende at holde styr på, hvordan kurset udvikler sig i løbet af semesteret.

Jo Hermann, der har testet itslearning i kurserne Kommunikation & Skriftlig Formidling, samt Den Kulturelle og Litterære Institution, har dog en anden oplevelse af overblikket for de studerende i itslearning end Jens Peter.

Jeg oplever, at det er svært for de studerende at få et overblik over hele kurset i itslearning, når de skal genfinde materiale til brug for eksamen. Det har jeg i stedet brugt den klassiske semesterplan til, som jeg mener stadig er nødvendig når man bruger itslearning. Til gengæld oplever jeg det som positivt, at itslearning er et mere integreret system for de studerende end Blackboard.

Redaktionen afsluttet: 13.11.2020