Undervisning med Flipped Learning aktiverede de studerende under nedlukningen
Marit Carolin Clausen har under nedlukningen brugt Flipped Learning til at aktivere de studerende i et fag, hvor den praktiske undervisningsform var udfordret af de begrænsede muligheder for at mødes fysisk. Marits undervisningsform viste sig at være meget givende for de studerende, og mange af dem udtalte også i evalueringen, at de ville foretrække denne undervisningsform fremover i stedet for at møde fysisk op til alle timer i faget.
Flipped Learning var helt essentiel i undervisning med praktisk case-arbejde
Med den delvise nedlukning af SDU i efterårssemesteret var de fleste undervisere tvunget til hurtigt at finde en alternativ løsning til den fysiske undervisningsform. For Marit var ren onlineundervisning ikke en mulighed i et fag, der indeholder en stor del praktisk case-arbejde. I stedet valgte hun at anvende asynkrone videooptagelser i Flipped Learning:
Ud fra en pædagogisk tankegang valgte jeg i faget at lægge de mere teoretiske dele op asynkront online via speakede slides og nogle øvelser, de studerende skulle lave. Og så lavede vi i den fysiske face-to-face undervisning case-opgaver, refleksionsopgaver, diskussionsopgaver og peer-feedback. Ud fra forskningslitteratur og pædagogisk litteratur om Flipped Learning kom jeg hurtigt frem til, at det er en velegnet undervisningsform til netop case-arbejde.
Forventningsafstemning med de studerende blev et godt grundlag for forløbet
Den begrænsede planlægningstid og den nye undervisningsform var i starten en udfordring for Marit og de studerende, men det viste sig hurtigt at være en meget givende og pædagogisk måde at undervise i faget på:
Først og fremmest var jeg udfordret af, at hele situationen var uvant for både mig og de studerende. Derfor var det vigtigt for mig at få de studerende med på vognen fra starten, så jeg lavede en forventningsafstemning, hvor jeg forklarede fordelene ved Flipped Learning. Efterfølgende har de været virkelig positive og har haft ja-hatten på.
Undervisningsformen hævede de studerende op på et nyt niveau
Da de indledende udfordringer i faget var overkommet, viste undervis-ningsmodellen sig at være utrolig velegnet til både at dygtiggøre de studerende i højere grad end tidligere hold og også til at motivere dem under en ellers svær tid undervisningsmæssigt.
Jeg oplevede, at de studerende i løbet af undervisningen blev dygtigere til de praktiske refleksioner end nogle af mine tidligere hold har været. Det, at de studerende havde sat sig ind i teorien nogle dage før vi mødtes fysisk gjorde, at den her viden bare havde bundfæstet sig hos dem på en anden måde, og det bar deres casearbejde også præg af. Derudover nød de studerende, at de så hinanden i face-to-face delen af undervisningen, og de syntes, at det var fedt, at man virkelig brugte hinanden til case-øvelser, diskussionsøvelser og refleksionsøvelser.
Stor ros fra de studerende
Feedbacken fra de studerende afspejlede heldigvis også Marits egen oplevelse af forløbet, idet de studerende virkelig var begejstrede for fagets undervisningsform:
I deres feedback var de studerende virkelig glade for undervisningsformen. De syntes nærmest, at det var den bedste løsning i coronatiden, fordi de tekniske udfordringer, der kan være ved online-undervisning, ikke tog tid og fokus fra undervisningen som ved andre undervisningsmodeller – og jeg spurgte dem i evalueringen, om de også i fremtiden ville foretrække sådan en model i faget fremfor almindelig fysisk undervisning – og der var faktisk rigtig mange, som foretrak den metode, jeg brugte.
Gode råd fra Marit
Baseret på sine erfaringer kommer Marit med en række gode råd til under-visere, der måtte finde sig selv i en lignende situation:
- Jeg vil anbefale at dele den asynkrone undervisning op i mindre videoer, hvis man overvejer at arbejde med asynkron videoundervisning som del af Flipped Learning. Det gør, at de studerende kan holde en pause, hvis de har brug for det, eller se videoerne hen over nogle dage.
- Jeg kan kun anbefale at arbejde med etivity-planer i undervisningen. På den måde kan man gøre helt klart overfor de studerende, hvad formålet med deres forberedelse er, hvad man forventer af dem, og hvad de kan forvente af under-viseren.
- Hvis der ligger noget praktisk anvendelse i et fag, synes jeg helt klart, at Flipped Learning kan noget særligt. Og hvis der ikke er mulighed for at lave fysisk face-to-face undervisning, kan man sagtens tænke Flipped Learning ind i synkron online-undervisning.
- Jeg vil gerne slå et slag for SDUUP. Jeg synes virkelig, at de har været søde til at hjælpe, når jeg netop helt i starten skulle starte fra scratch med noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg skrev bare til SDUUP, og så fik jeg hurtigt noget brugbart materiale tilbage – blandt andet om etivity-planer og til pædagogiske udford-ringer ved at gå fra 100% fysisk undervisning til Flipped Learning.
Om Underviseren
Marit Carolin Clausen underviser i Audiologopædi på SDU under Institut for Sprog og Kommunikation.