Skip to main content
DA / EN
SDUUP | NYHEDSBREV FEBRUAR 2023

TEMA: ’Det relationelle aspekt’ og dets betydning for læring

Et interview med UP-vejleder Anne Bang-Larsen om ’det relationelle aspekt’ og dets betydning for læring. Professionelle relationer mellem undervisere og studerende betragtes nogle gange som en forudsætning for læring.

Anne Bang-Larsen har skrevet ph.d. afhandling om vejledning i danske gymnasier og har udgivet en række artikler og vejledning og akademisk skriftlighed. Hun er ph.d. og projektkoordinator på SDU har arbejdet som underviser i dansk og religionshistorie på Svendborg Gymnasium.

For Anne Bang-Larsen, der både er mangeårig vejleder på UP og erfaren underviser på ungdomsuddannelser, er det slående, hvor stor forskel der er på opmærksomheden på ’Det relationelle’ i en gymnasial kontekst og på universitetet. Som hun betragter det, er relationer en forudsætning for at man, som underviser, kan flytte nogen og at de studerende kan lære.

Når Anne Bang-Larsen vejleder, støder hun ind imellem på undervisning, der foregår uden ret meget interaktion.  Hun peger i den forbindelse på det forhold, at den rene forelæsningsform, uden relationer mellem underviser og studerende, kan være nedarvet gennem generationer. I den slags situationer er observation og vejledning et stærkt redskab til at ændre praksis, idet observationerne og de efterfølgende samtaler med den vejledte kan henlede opmærksomheden på, hvornår de studerende er aktivt med og hvornår de fader ud. Ad den vej bliver den vedledte opmærksom på forskelle i undervisningstilgange og de læringsmuligheder, der følger af tilgangene. Når de studerende engagerer sig i stoffet, sker der læring, og derfor er det vigtigt, at underviseren vil noget med lige præcis den gruppe af studerende, der befinder sig i undervisningslokalet, ellers kunne undervisningen lige så godt være et online foredrag. E-læringsredskaber kan i den forbindelse være et godt dialogisk redskab til at få fat i, hvad de studerende er optagede af under en forelæsning for eksempel. At få et sådant indblik, via en afstemning eller lign., er én måde at være i relation med de studerende; underviseren kan relatere til det, som lige netop disse studerende sidder med, er optagende af, finder svært osv..

Et enkelt greb til at skabe relationer til sine studerende kan være at lægge ud med at præsentere hvad det er, man skal være sammen om i den givne undervisningssituation og ansvarliggøre de studerende i forhold til dette: ”Målene er XX og vi skal i fællesskab arbejde med, at I får lært det”. Hvis underviseren også kan relatere stoffet til tidligere og kommende temaer, de studerendes tidligere erfaringer og deres forventninger, skabes der ligeledes en relation mellem den studerende og stoffet, der arbejdes med. Endelig fremhæver Anne Bang-Larsen relationerne mellem de studerende. Samarbejde og feedback mellem studerende kan være de relationer, der bærer og fremmer muligheder for at lære.

Anne Bang-Larsen
Anne Bang-Larsen

UP-vejleder, ph.d. og projektkoordinator på SDU og har arbejdet som gymnsielærer i dansk og religionshistorie på Svendborg Gymnasium.

anneb@sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 27.02.2023