TEMA: Studie- og trivselsvejleder Sigrid giver sit perspektiv på, hvordan neurodivergente studerende oplever undervisningen på SDU
Interview med Sigrid Rytz, studie- og trivselsvejleder på SDU
Vil du forklare, hvad din rolle er på SDU?
Jeg arbejder i Studie- og trivselsvejledningen, som er en del af SDU Uddannelse. Vi er en vejledningsenhed med et centralt perspektiv. Vi vejleder alle studerende på SDU ift. trivsel, studieteknikker, akademisk praksis, tvivl om studiet m.m.
Når studerende kommer til os, hjælper vi dem ofte videre afhængig af, hvad de har brug for at snakke om. De studerende behøver ikke vide på forhånd, om det egentlig er os, de skal snakke med – de skal ikke leve op til nogle krav for at henvende sig til os i modsætning til fx SPS-rådgivningen, som forudsætter en funktionsnedsættelse. Ofte kan det så være, at vi netop sender dem videre til SPS-rådgivningen.
Kan du forklare lidt mere om dit arbejde med at støtte studerende, der er neurodivergente?
Jeg taler jo med alle typer af studerende, også dem der er neurodivergente (ADHD, angst, autisme m.m. red). Jeg har en oplevelse af, at min rolle i sådan en situation netop er at se på den studerende som et helt menneske, uafhængig af en eventuel diagnose – jeg tager altid udgangspunkt i dét, den studerende bøvler med. Det kan godt være, at den studerende skal henvises videre til SPS-vejledningen, hvor fokus er mere rettet mod diagnosen.
Noget af det, jeg bl.a. taler med studerende om, er studieteknikker og det akademiske håndværk – altså hvordan man knækker koden til at gå på universitetet. Det kan være svært at starte på universitetet, uanset om man har en diagnose eller ej, men nogle gange kan min vejledning med en studerende være med til at få en problematik frem i lyset, der viser sig at være angst, depression, mistanke om ADHD eller andet, som den studerende har brug for at komme til lægen med.
Vil du dele et par eksempler på udfordringer fra undervisningssituationer på SDU, som du har hørt neurodivergente studerende tale om?
Det, jeg ofte hører fra neurodivergente studerende, er, at det er svært at være til stede på universitetet. Mange neurodivergente er særligt følsomme overfor udefrakommende stimuli som fx lyde, som der kan være mange af i en undervisningssammenhæng.
Derudover har mange sociale udfordringer, der betyder, at de bruger enorme mængder energi på at være sammen med mange mennesker og indgå i det sociale rum. Man kalder det maskering – det vil sige at opføre sig på en neurotypisk måde. Det kræver kræfter, fordi man hele tiden skal overvåge sin egen adfærd for at virke ”almindelig”.
Hvordan kan undervisere på SDU støtte neurodivergente studerende?
Det kan de bl.a. ved at være mere oplyste om studerende, der er neurodivergente, herunder hvad det vil sige at have ADHD, angst, autisme m.m., og hvad det kan betyde for den studerende, når der tages hensyn til deres udfordringer. I virkeligheden handler det om at være klædt på til at rumme alle typer af studerende.
Helt konkret kunne underviseren begynde sin undervisning med at spørge ind til, om der er studerende med særlige udfordringer, som der skal tages ekstra hensyn til, og hvis ja, at man er velkommen til at sende en mail. Det kan give noget tryghed hos den studerende at vide, at maskeringen ikke behøver være helt så stærk i relationen med underviser.
Hvilke strategier vil du anbefale, at SDU implementerer på institutionelt eller fakultetsniveau for at støtte neurodivergente studerende?
Jeg vil anbefale, at underviserne får neurodivergente studerende ud og fortælle om, hvordan det er at være dem. Dette møde kunne være med til at bygge bro begge veje. Give en forståelse for udfordringerne med at have en diagnose, og for at det at lave god undervisning, som tager hensyn til alt og alle, er svært. Det er jo ganske enkelt et spørgsmål om, at kunne være den man er i mødet med den samhørighed, man indgår i. Det har vi alle brug for.
Dernæst vil jeg anbefale, at SDU får et lokale, der kan fungere som et pauserum for neurodivergente studerende – en form for safe space, hvor de studerende ved, at alle med adgang til lokalet har udfordringer som dem selv. Derinde kan de studerende få ro og lade energien op og slippe maskeringen for en stund. Her er det ikke mærkeligt, hvis man ligger ned med lukkede øjne, eller hvis man sidder og stimmer for sig selv.
Derudover vil jeg ønske, at SDU får en ordning i stil med Syddansk Elite, som jo hjælper elitesportsudøvere med at tilrettelægge deres uddannelsesforløb og tager hånd om mange af de administrative processer i den forbindelse. På samme måde kunne neurodivergente studerende have gavn af en koordinator, der fungerer som én indgang, der hjælper med at søge dispensationer, undersøge undervisningslokalets indretning m.m., som den studerende typisk vil bruge lang tid på.