Skip to main content
DA / EN
Ph.d.-samarbejde

Ph.d.-skole med internationalt udsyn

Forskningsmiljøerne og ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har succes med internationale samarbejder. Det trækker kompetente ph.d.-studerende til SDU og højner forskningen.

Af Asta Holst Bach, , 23-03-2022

Ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har omkring 70 ph.d.-studerende. Fordelt på fakultetets institutter og centre arbejder de med mange forskellige forskningsfelter.

Domen Bajde er leder af ph.d.-skolen. I samarbejde med forskningsmiljøerne på fakultetet organiserer og udvikler han ph.d.-uddannelsen.

- Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er stort og dækker en lang række forskningsområder, som er meget specialiserede. Det betyder, at de ph.d.-studerende ofte kun arbejder sammen med få andre ph.d.-studerende og forskere om deres projekt, fortæller han.

Derfor er internationale ph.d.-kurser og globale samarbejder vigtige for ph.d.-skolen, mener Domen Bajde. Det giver de studerende et netværk og gør SDU til et attraktivt forskningssted.

Et eksempel på et samarbejde finder man indenfor forskningen i forbrugerkultur med ph.d.-kurset ’Consumption Theory: A Canon of Classics’. Et andet er ’European Doctoral School of Demography’, som er et internationalt samarbejde mellem forskningsmiljøer med fokus på demografi.

Herunder kan du læse mere om initiativerne og møde to ph.d.-studerende, som har fundet deres vej til SDU.

Førende forskning i forbrugerkultur

Ph.d.-kurset i forbrugerkulturteori Canon of Classics går også under navnet The Odense Seminar. Det varer en uge og samler forskere og ph.d.-studerende på SDU til seminarer, faglig sparring og netværksarrangementer. Kurset indgår som et led i en serie af kurser, European Doctoral School of Consumer Culture Theorizing, som er et samarbejde mellem SDU og tre europæiske universiteter.

Søren Askegaard er professor i forbrugerkultur ved Institut for Virksomhedsledelse. Han er ansvarlig for kurset og har været med, siden det første løb af stablen i begyndelsen af 90’erne.

Ifølge Søren Askegaard er ph.d.-kurset med til at sætte SDU på verdenskortet:

- Canon of Classics gør SDU til en global hub indenfor vores forskningsfelt. De fleste ph.d.-studerende i forbrugerkulturteori gennem de sidste 20 år har været forbi kurset i Odense, hvilket bidrager til at befæste SDU som et af de førende forskningsmiljøer på området, siger Søren Askegaard og uddyber:

- Forskning i forbrugerkultur er et nichefelt, og vi har ikke en kritisk masse af ph.d.-studerende hverken på SDU eller andre universiteter til at lave en ph.d.-uddannelse alene. Derfor er det vigtigt med internationalt samarbejde. Dertil kommer, at det giver de studerende et fantastisk netværk.


Mød en ph.d.-studerende fra Canon of Classics-kurset

Federico Mangió

  • Ph.d.-studerende ved Bergamo Universitet, Italien
  • Deltog i Canon of Classics, som blev afholdt på SDU i august 2021
  • Tilbragte derefter tre måneder som gæstestuderende på SDU i efteråret 2021

580x300-federico-mangio

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

- Jeg kigger på konkurrerende markeder, som ikke opnår en bred legitimitet eller accept i samfundet, for eksempel våben- og cannabismarkedet. Mit ph.d.-projekt undersøger, hvordan markederne opstår og klarer sig over tid. Og så forsøger jeg at dekonstruere de historiske og sociokulturelle dynamikker, som understøtter dem.

Hvad betød kurset i Odense for dit ph.d.-projekt?

- Kurset spillede en vigtig rolle for mig og mit ph.d.-projekt. Fordi jeg oprindeligt ikke kommer fra Consumer Culture Theory-miljøet, men har en baggrund indenfor erhvervsøkonomi, var det lærerigt at få nye perspektiver på min forskning. På SDU blev jeg mødt af et meget imødekommende forskningsfællesskab og fik udvidet mit netværk. Jeg har fortsat kontakt og samarbejder med flere af forskerne, jeg mødte på kurset.

Hvad er det vigtigste du har taget med dig fra kurset?

- Kurset har givet mig en ny forståelse for, hvad teori er, og der var samtidig gode muligheder for faglig fordybelse. Det handlede om at lære for læringens skyld og virkelig forstå den samfundsvidenskabelige teori. Noget andet, jeg tager med mig, er forskernes passion for deres fag. De er meget engagerede i at dele deres viden med os ph.d.-studerende, og det har været en stor inspiration for mig.


Samarbejde styrker forskningen

The Interdisciplinary Centre on Population Dynamics, forkortet CPop, hører under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og er et tværfagligt forskningscenter, som undersøger årsager og konsekvenser af demografiske ændringer.

Forskning i demografi er et mindre felt, og derfor er CPop på SDU og en række andre demografi-miljøer i Europa gået sammen om at oprette European Doctoral School of Demography. En 11 måneders uddannelse i demografi målrettet kommende ph.d.-studerende.

Annette Baudisch er professor mso ved CPop. Hun fortæller, at det internationale samarbejde er helt centralt, når CPop skal ansætte ph.d.-studerende. Mange af centerets nuværende ansatte har nemlig selv været studerende på European Doctotral School of Demography.

- Uddannelsesforløbet er en stor fordel for os, fordi det giver de ph.d.-studerende netop den baggrundsviden og erfaring, vi efterspørger. På den måde kan vi målrettet finde frem til de personer, som har den bedste profil i forhold til de ph.d.-projekter, vi har ved CPop, siger Annette Baudisch.



Mød en ph.d.-studerende fra CPop

Paola Vázquez-Castillo

  • Ph.d.-studerende ved CPop siden september 2021
  • Studerende på European Doctoral School of Demography fra 2020-2021
  • Bachelor i forsikringsmatematik ved Universidad Nacional Autónoma i Mexico og kandidat i demografi ved El Colegio de México

Paola Vazquez

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?

- Jeg er interesseret i at beregne folks hyppigste dødsalder i et givent år. Det er vigtigt at skelne mellem denne alder og forventet levetid, fordi der ikke er tale om et gennemsnit, men derimod den alder, folk hyppigst har, når de dør. Denne alder er et redskab til at beregne levetid og kan også være nyttig, når man vil forstå forskellene på de forskellige generationers dødsbaner. I mit ph.d.-projekt forsøger jeg at estimere og forudsige denne alder med henblik på at forstå dødsfaldsmønstrene hos nulevende generationer.

Hvordan er det at være ph.d.-studerende ved CPop?

- Ved CPop får jeg mulighed for at diskutere mine ideer med folk, som er eksperter på området. Det har derfor udvidet min horisont, og jeg er blevet introduceret til ny litteratur. Desuden faciliterer CPop de matematiske- og programmeringsmæssige redskaber, som jeg skal bruge til at gennemføre mit ph.d.-projekt.

Hvad er det vigtigste, du kommer til at tage med dig fra din tid hos CPop?

- Jeg har lært vigtigheden af at være en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor dialog og feedback fra kollegaer højner kvaliteten af mit arbejde. Og for mig er CPop derfor et rigtig godt eksempel på, at samarbejde styrker forskningen.


Vigtige samarbejder

Canon of Classics og European Doctoral School of Demography er blot nogle af initiativerne, som styrker ph.d.-miljøerne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Ud over at bidrage til et tæt samarbejde mellem SDU og internationale universiteter, er det ifølge ph.d.-skoleleder Domen Bajde også et godt eksempel på, at en mindre ph.d.-skole kan stå i spidsen for interessante og udbytterige samarbejder og kurser.

Topbilledet er fra Canon of Classics kurset med professor Søren Askegaard i midten

Ph.d.-skolen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Se de seneste nyheder fra ph.d.-skolen, og læs mere om skolens forskellige ph.d.-programmer

Se mere her

Redaktionen afsluttet: 23.03.2022