Skip to main content
Grillvaner

Spørg eksperten om danskernes grillvaner

Danskerne er vilde med at grille, og de fleste danske hjem har efterhånden en fuldt udstyret Weber på terrassen. Men hvordan står det egentlig til med de let forkullede pølser og koteletter i disse tider, hvor alles øjne er rettet mod at skære ned på kødet?

Af Katrine Findsen, , 16-07-2019

Hvad er der sket med danskernes grillvaner de seneste år?

Altså, alle kan jo se i medierne, at der er en diskurs omkring, at der skal mindre kød på tallerkenen. Det smitter naturligvis også af på grillvanerne, og i grillpakkerne dukker vegetarmulighederne så småt op.

Vi vil stadig gerne grille, som vi altid har gjort, det vidner supermarkedernes kølediske i hvert fald om. Men vi vil samtidig gerne undgå kødorgierne. Traditionelt indeholder grill jo substantielle mængder kød, så der skal nye vaner til. Det er lidt ligesom at droppe bilen og tage toget i stedet.

Grillens position er stadig stærk, men den er udfordret. Så ligesom man holder kødfrie dage, springer man måske også grillen over nogle dage her i løbet af sommeren. Det er ikke samme mønster som for en 10-15 år siden.

Grillens position er stadig stærk, men den er udfordret

Dannie Kjeldgaard, professor

Hvordan tror du, den almindelige grillentusiasts adfærd påvirkes fremadrettet?

Man kan godt fortsætte sin forbrugspraksis, men det kræver nogle ændringer. Man kan for eksempel grille plantebaseret eller bruge en elektrisk grill, der faktisk er den mest miljøvenlige grilltype. Men jeg tror, at der skal produktudvikling til, hvis man for alvor vil have, at folk ændrer adfærd.

Det vil som regel være de veluddannede og relativt klimabevidste, der starter en modreaktion. Men hvis ikke massemarkedet er med, bliver det det elitært og aktivistisk.

Og der kan udbydersiden være med til at gøre det nemmere at vælge kødfrie og mere bæredygtige grillmuligheder direkte fra køledisken. Der er masser af spændende oste og grønt, man kan grille. Så supermarkederne og leverandørerne kunne godt være firstmovers.

Mød forskeren

Dannie Kjeldgaard er professor i forskningsgruppen Consumption, Culture and Commerce på SDU. Han forsker blandt andet i globalisering og markedsskabelse i madkultur, ungdomskultur, branding, indvandring og social ulighed. Kommende forskningsprojekt: Hvordan forestiller forskellige generationer sig fremtidens forbrugerkultur i lyset af klimakrisen.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 16.07.2019