Skip to main content
Byggemateriale

Kan man bygge alt i træ?

Højhuse i træ skyder op flere steder i verdens metropoler. Også nybyggere har fået øjnene op for at vende tilbage til rødderne og bygge i træ. Er træ fremtidens byggemateriale?

Af Katrine Findsen, , 20-11-2020

Hvorfor er træ et godt byggemateriale?

Der er mange forskellige definitioner af bæredygtighed, men træ er utrolig bæredygtigt, da træerne optager CO2 fra atmosfæren under væksten og derfor bliver lagret i træet. Når man producerer cement, som man bruger som bindemiddel til beton, udledes der enormt meget CO2. Så jo mere beton, der kan erstattes af træ, jo bedre.

Rigtig meget træ kan genanvendes efterfølgende, og man kan plante nye træer og lukke den cyklus. Den CO2, der slippes ud ved produktion af andre materialer, kan ikke bindes igen på samme måde. Alle ressourcer er knappe, og træ er det eneste byggemateriale, vi selv kan gro. Vi kommer aldrig til at løbe tør for træ, fordi vi kan gro det løbende.

Desuden er træ langt mere økonomisk transportmæssigt, fordi det er lettere, og det er nemmere og mindre ressourcekrævende at flytte rundt med ude på byggepladsen. Beton belaster rigtig meget også ude på vejene. Så træ er simpelthen lettere at arbejde med.

Der er ingen, der bliver stressede af at gå en tur i skoven, og det samme sker, når vi er i bygninger, hvor vi kan se træet. Vores hjerterytme falder.

David Hoffmeyer, adjunkt

Det er desuden meget interessant, hvordan træ har indvirkning på vores psyke og påvirker vores mentale helbred positivt. Der er ingen, der bliver stressede af at gå en tur i skoven, og det samme sker, når vi er i bygninger, hvor vi kan se træet. Vores hjerterytme falder, og det er der masser af forskning, der viser. Vi trives simpelthen bedre omgivet af naturlige materialer, og indeklimaet forbedres.

Kan man bygge alt i træ? Rådner det ikke?

I forhold til vægten er træ et af de stærkeste byggematerialer. Der er ikke de store begrænsninger på, hvor stort man kan bygge. Men man skal ikke være fanatisk omkring træ, så træ skal bruges, hvor det giver mening og i kombination med andre materialer. Man kan ikke erstatte alt med træ, og vi vil stadig skulle bruge beton til f.eks. fundamenter og stål til samlinger.

Optimalt set vil der vil oftest være tale om en hybrid mellem træ og beton, hvor eksempelvis kernen er af beton, der kan modstå vandrette laster som vind, og bjælker, dæk mv. er af træ. I de her år rykker vi grænsen for, hvad der kan lade sig gøre i forhold til at bygge rent i træ – f.eks. er Mjøstårnet i Norge 85,4 meter og 18 etager højt. Der er selvfølgelig brugt beton til fundamentet og stål til samlingerne, men ellers er det bygget i rent træ.

Vedligeholdelsesmæssigt er der ikke mere arbejde i træ end i andre materialer, hvis det er beskyttet af en facade. Ellers kan man jo male træet, som man gør ved f.eks. et sommerhus.

Træ har ikke godt af at stå ude ubehandlet. Man kan jo behandle det, men det, man behandler det med i dag, er ikke særlig miljøvenligt. Inde i bygningen er træet konstruktivt beskyttet, men udenfor skal det beskyttes mod vind og vejr. Hvis ikke, vil den kontinuerlige cyklus (mellem at træet bliver vådt og derefter tørrer op) betyde, at træet vil kunne rådne og potentielt blive angrebet af insekter.

Hvordan ser fremtiden ud?

Jeg tror ikke, man kommer til at kunne bygge alt i træ – det er heller ikke nødvendigt – men man kan sagtens bygge meget mere i træ, specielt når vi taler lavetagebyggeri på fem-seks etager. Man skal bruge beton til fundamentet, men der er en stor materialevolumen, der sagtens kan erstattes af træ.

Der er fra politisk side og fra bygherrerne et ønske om at inkorporere mere træ i dansk byggeri, men vi mangler erfaring med at bygge i træ. Vi har brugt andre materialer så længe, at erfaringsgrundlaget er begrænset. Det kræver, at nogen tør tage chancen med træbyggeri, så vi kan få et større erfaringsgrundlag.

Vi mangler noget erfaring og noget mere viden. De tekniske løsninger er der faktisk, men vi har brug for nogle erfarne folk, der er vant til arbejde med træ, og som kan udfordre den gængse praksis.

Mød forskeren

David Hoffmeyer er adjunkt ved SDU Civil and Architectural Engineering, hvor han forsker i træ som byggemateriale.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 20.11.2020