Uerfarne partier ændrer politik for at bevare magten
Partier, der for første gang træder ind i en regering, har størst tilbøjelighed til at ændre valgprogram, viser et internationalt forskningsprojekt. De er drevet af frygt for at miste magten igen.
Der blev skrevet SF-historie, da partiet for fire år siden for første gang trådte ind i en regering. Socialistisk Folkeparti havde åbenbart fundet den rette politiske kurs mod magt og indflydelse.
Men i stedet for at fortsætte i samme succesfulde retning begyndte partiet at ændre holdning i flere af de mærkesager, som SF-politikerne var blevet valgt på. Og denne kovending er helt typisk for et parti, der ikke er regeringsvant, viser et internationalt forskningsprojekt, som Syddansk Universitet deltager i.
- Det kan synes paradoksalt, at man ikke holder fast i den kurs, der viste sig at virke, men partier, der ikke tidligere har været i regering, er drevet af frygt for at miste magten igen. De er uerfarne og reagerer på de omkostninger, der følger med det nye ansvar, siger professor i statskundskab Michael Baggesen Klitgaard.
En regering træffer vanskelige og somme tider upopulære beslutninger og må efterfølgende stå til ansvar for dem. Det slider hårdt og er næsten altid forbundet med dalende vælgeropbakning. De omkostninger reagerer regeringsvante partier ikke så stærkt på, fordi de forventer at beholde magten alligevel. Men partier, der ikke før har været i regering, er så bange for at blive smidt ud igen ved næste valg, at de begynder at fokusere på, hvad der skal til for at beholde magten.
SF er et klassisk eksempel
Forskerne har undersøgt 214 politiske partier i 21 demokratiske lande, og Michael Baggesen Klitgaard kalder SF for et klassisk eksempel på, hvordan et ikke-regeringsvant parti forsøger at ændre sig for at bevare magten.
- SF har et kanonvalg i 2007, og man formulerer aktivt et ønske om at blive del af en kommende regering. Det starter et flow af nye medlemmer ind i partiet, som vil være med på grund af mulighederne for at komme i regering. De nye folk kigger med friske øjne på partiets politik og er mere tilbøjelig til at give køb på mærkesager for at bevare magten. De er også indstillet på at styrke ledelsen og stække baglandet, som har væsentlig indflydelse på partiets politik og dermed kan vanskeliggøre forhandlinger og kompromisser, siger Michael Baggesen Klitgaard
SF undergik således en forvandling både op til og under regeringsdeltagelsen, men nåede ikke i mål med den. Det skabte for stor intern uro, at ledelsen undervejs gav køb på flere mærkesager - og godt to år efter at partiet trådte ind i regeringen, måtte Annette Vilhelmsen meddele, at Socialistisk Folkeparti trak sig ud af regeringen, og at hun gik af som partiformand.
I Danmark er det ikke kun SF, der har gennemført markante ændringer i partiets politik efter at være trådt ind i en regering for første gang. Både Kristeligt Folkeparti og Centrum Demokraterne foretog samme manøvrer, da de kom i regering i begyndelsen af 1980’erne.
Egne forventninger er vigtige
Forskerne har overordnet påvist, at regeringspartier oftere ændre deres valgprogram end oppositionspartier, og det er overraskende i forhold til tidligere forskning i, hvornår og hvorfor partier ændrer valgprogram. Det virker indlysende, at et parti, der taber et valg og kommer i opposition, overvejer at ændre sit partiprogram, så der er større chancer for sejr ved næste valg.
Men, ifølge Michael Baggesen Klitgaard, er det vigtigt se på, hvilke forventninger partier har til sig selv. Forskerne har derfor inddelt partierne i lav-aspirationspartier, altså partier, som ikke umiddelbart stiler efter regeringsmagt, og høj-aspirationspartier, som er partier, der ofte er regeringsvante og betragter det som en selvfølge, at de skal forsøge at være med til at danne regering.
De sidste er ikke tilbøjelige til at ændre valgprogram, når de er i regering, så det er de partier, som lige har fået del i magten, der gennemfører flest ændringer.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
