Skip to main content

IFX Rescue

Akut, svær colitis er en alvorlig tilstand, der kræver indlæggelse på hospitalet. På trods af intensiv medicinsk behandling vil en række patienter ende med at blive kolektomeret (operativ fjernelse af hele tyktarmen).

Som standardbehandling vil patienter med akut, svær colitis blive behandlet med en høj dosis intravenøse glukokortikosteroid (binyrebarkhormon) og modtage understøttende behandling med bl.a. antibiotika. Reagerer patienterne kun delvist på den konventionelle behandling på dag 3-5, råder man i danske behandlingsvejledninger og internationale retningslinjer til, at patienterne modtager behandling med det biologiske lægemiddel infliximab (IFX), der har vist sig at kunne reducere behovet for kolektomi hos en betydelig andel af patienterne.

Målet med dette beskrivende studie, baseret på analyse af blodprøver og data fra patientjournaler, er at undersøge, om der er en sammenhæng mellem infliximab serumniveau og det kliniske resultat af behandlingen hos patienter med svær, colitis ulcerosa, der ikke reagerer på den konventionelle behandling med intravenøse glukokortikosteroider og fastslå, hvilken koncentration af infliximab, der skal til for at bringe sygdommen i ro (opnå remission) og derved undgå kolektomi.

Vores hypotese er, at der er en sammenhæng mellem serumkoncentration af infliximab, givet til patienter der ikke reagerer på den konventionelle behandling, og behandlingsresultat.

Studiets officielle navn er Serum infliximab and infliximab antibodies levels during rescue therapy in patients with acute severe ulcerative colitis, not responding to intravenous corticosteroids.

Svendborg Sygehus har startet projektet op og finansierer analyserne. Projektgruppen består desuden af forskere ved Odense Universitetshospital og Sydvestjysk sygehus.

Sidst opdateret: 20.10.2023