”Efter min studentereksamen lå mine interesser inden for medicin, sociologi og samfundsvidenskab. Og hvordan kombinerer man lige det? Det så ikke helt nemt ud, men helt tilfældigt så jeg en omtale af folkesundhedsvidenskab i TV, og var helt sikker på, at det var det, jeg skulle. Folkesundhedsvidenskab kunne man læse både i København og på Syddansk Universitet i Esbjerg. Jeg valgte det sidste pga. en studieopbygning, der tiltalte mig meget”, fortæller Mette, som vi møder på et halvskummelt kontor i den ældre del af Odense Universitetshospital, hvor hun er i fuld gang med at søge midler til at finansiere sit phd-projekt med.
”Da jeg kom på kandidatuddannelsen valgte jeg specialisering i Health Economics and Management. Der var dengang rygter om, at Syddansk Universitet ville oprette en specialisering i Global Health, som jeg var meget interesseret i, men den var desværre ikke helt klar endnu”.
Men Mette var rigtig heldig. Gennem professor Philippe Grandjean på Syddansk Universitet fik hun mulighed for at komme på Harvard University, hvor hun kunne arbejde som studentermedhjælper på et stort forskningsprojekt, som Grandjean leder. Projektet tager udgangspunkt i den Færøske befolkning, og undersøger blandt andet, hvad udsættelse for maritim kost (læs: Fisk), der er forurenet med fx kviksølv, kan have af neurotoksiske og hormonforstyrrende effekter, og hvilken relation ophobede forurenede stoffer har til degenerative sygdomme som Parkinsons og diabetes m. fl.
”Jeg arbejdede 15 timer om ugen med at koordinere kommunikationen mellem forskningsgrupperne på Harvard, Syddansk Universitet og Færørerne, og havde samtidig nogle små selvstændige projekter. Og samtidig kunne jeg følge de kurser, jeg havde lyst og råd til på Harvards School of Public Health, som er verdens førende inden for Global Health. Harvard University har 6.700 bachelorstuderende og ca. 15.000 kandidatstuderende, så det er en kæmpeinstitution. Og jeg var den eneste studerende med en helt ren folkesundhedsvidenskabelig baggrund, og det var de da både interesserede i og lidt imponerede over”, fortæller Mette.
Hendes amerikanske studier i folkesundhedsvidenskab blev sat yderligere i relief, da de tidsmæssigt faldt sammen med den periode, hvor præsident Barack Obama arbejdede hårdt for at få sin sundhedsreform gennem kongressen.
Hvordan håndterer man katastrofer?
Mette er meget interesseret i katastrofer. Hvordan fungerer de, og hvordan får man kontrol over dem? Og på Harvard tog hun et større kursus i katastrofehåndtering.
”Tag fx tsunamien i Sydøstasien i 2005. Det var forfærdeligt at se fortvivlelsen i de ramtes øjne. Mennesker, der havde mistet deres familier og venner. Og hvad gjorde det officielle Danmark egentlig for at hjælpe danske familier i den situation? Svaret er: Forbløffende lidt. Der manglede både synlige danske ledere og ordentlige beredskabsplaner”, siger Mette.
Situationen efter jordskælvet på Haiti er heller ikke noget succeshistorie. Katastrofen ramte et geografisk begrænset område, og det internationale samfund samlede et meget stort milliardbeløb ind. Men nu langt over et år efter, er situationen stort set ikke forbedret på den lille caribiske ø.
”Det hele drukner somme tider i bureaukrati og kassetænkning. Der er stadig konti rundt omkring i verden, der egentlig er indsamlet til tsumaniofrene fra 2005, men pengene er aldrig brugt, og hvad skal man så gøre med dem nu”?
”Problemerne flygter med”
Når finansieringen af Mettes phd falder på plads bliver den baseret på data fra Indvandremedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital om danske indvandrere og flygtninge, der efterhånden udgør omkring 10 % af den danske befolkning.
”Jeg skal anlægge en folkesundhedsvidenskabelig vinkel på problemet. Mange etniske danskere tror, at når først indvandrerne og flygtningene er kommet til Danmark, så er alt i orden. Men det er jo langt fra tilfældet. De flygter jo fra noget og ikke til noget, og problemerne flygter med. Mange af dem er syge og har komplicerede symptombilleder. De har ofte mere end én længerevarende sygdom, posttraumatisk stress, og sammen med manglende kropsbevidsthed kuldsejler de ofte i det danske system. Og før vi får gjort noget ved det, kan de ikke fungere i vores samfund”.
Og Mette Lindholm Eriksen har ikke bare tænkt så langt som til afslutningen af den tre-årige phd-periode. Når den er afsluttet venter der forhåbentlig en post.doc. afhandling, der skal handle om interne og eksterne flygtninge fra Uganda.
”Pga. af borgerkrigen i Uganda flygtede tusinder fra deres bosteder. Nogle kom fx til Danmark, mens andre blev anbragt i lejre i mere fredelige områder i Uganda. Og nu da borgerkrigen er slut, står det nordlige Uganda over for en omvendt urbaniseringsproces hvor en hel generation af unge, der er vokset op i lejrene, skal tilbage til de oprindelige bosteder. Her vil jeg undersøge, om der tegner sig de samme sygdomsbilleder som hos de flygtninge, der fx kom til Danmark”.
Mette planlægger en fremtid inden for koordinering af international nødhjælp, som hun regner med vil være hendes primære arbejdsopgaver om måske 10 år. Og det kunne godt se ud som om, der bliver hårdt brug for hendes kompetencer.