Skip to main content

Bliv gymnasielærer

Det bedste ved arbejdet som gymnasielærer er kontakten med eleverne

Mikkel Strandbygaard Bencke underviser i historie, religion og faggruppen KS på Sønderborg Statsskole.

Jeg har læst historie og religionsvidenskab i Aarhus og har i 20 år undervist i historie, religion og KS på Sønderborg Statsskole.  

Det bedste ved arbejdet som gymnasielærer er kontakten med eleverne. Mine fag og min faglighed er fundamentet for relationen med eleverne, og at se dem udvikle sig og modnes er et privilegium.

Selvom den faglige formidling er omdrejningspunktet for elevkontakten, så er den relationelle del af jobbet lige så berigende. Det er utroligt givende at kunne skabe et trygt og inspirerende læringsmiljø, hvor eleverne føler sig set og hørt, og hvor jeg som underviser konstant udfordres af deres med- og modspil i forhold til mig og mine fag.  

Det kollegiale samarbejde og fællesskabet på skolen, er desuden afgørende for mig. Det er fantastisk at være på en arbejdsplads fyldt med veluddannede og dedikerede kolleger i alle aldre.  

Der er altid en spændende samtale i gang på lærerværelset, og det gør hverdagen både meningsfuld og inspirerende.

Mikkel Strandbygaard Bencke, lærer på Sønderborg Statsskole

Endelig er en stor glæde ved jobbet den kontinuerlige læring og mulighed for udvikling. Ikke to klasser er ens, og selvom jeg har mange års erfaring, er der altid nye vinkler på fagene, didaktikken og metoderne, som man skal tilegne sig. Det gør, at arbejdet bliver ved med at være både krævende og givende.

Jeg har også været så heldig, at jeg igennem alle årene har haft mulighed for at varetage forskellige opgaver inden for organisatorisk og pædagogisk udvikling ud over undervisningen. Til sammen gør det hele, at jobbet som gymnasielærer er verdens bedste job for mig.