Skip to main content
DA / EN
Ugens tilbageblik - uge 14

Det gyldne koben

På museet Møntergården i Odense gemmer der sig et relikvie, der vidner om de revolutionære 70’ere på SDU: Det gyldne koben. Det effektive værktøj skulle bruges til at bryde murene ned omkring universitetet, så de almindelige danskere kunne få indblik i, hvad de reelt fik for deres skattekroner.

I foråret 1977 aktionerede tusindvis af universitetsstuderende i Danmark mod regeringens planer om at nedlægge den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter RUC.

I Odense startede studenteraktionerne med en besættelse af en del institutter. De studerende opgav dog hurtigt aktionen, og anlagde derefter en mere medietiltrækkende strategi, der gik ud på at besætte universitetets administration.

Ved at lokke et sæt nøgler fra rengøringspersonalet, fik de studerende adgang til administrationen fredag den 22. april 1977, og omkring 50 studerende flyttede ind og ”befriede” universitetet.

Utallige plenummøder
Der blev holdt utallige plenummøder. På ét af møderne talte en bestemt studenterpolitisk fraktion varmt for at nedbrænde bygningerne. Men branden fusede imidlertid hurtigt ud, da et flertal af de fremmødte studerende stemte imod.

En af grundende var måske, at brandstifternes talsmand i sin afsluttende opfordring før afstemningen meddelte, at han ikke selv kunne deltage, fordi ”vi har aftalt hjemme i bondegårdskollektivet, at vi skal klippe får den weekend”.

Da rektor Trommer smed de studerende ud
Mandag morgen den 25. april klokken 6.30 sluttede besættelsen imidlertid brat, da den handlekraftige rektor Aage Trommer mødte op iført ordensmagten, brød ind i bygningen og trak de studerende ud af soveposerne og sendte dem ud i den friske morgenluft.

Men det blev måske alligevel de studerende, der løb med sejren til sidst ved at få offentligheden til at trække på smilebåndet.

Bryd murene ned!
Ved årsfesten i juni afsluttede de studerendes årsfesttaler Jens Lind med at kalde rektor Aage Trommer op for at modtage ”Det gyldne koben” med indskriften ”Bryd murerne ned omkring universitetet”, samtidig med at han tørt konstaterede, at Trommer jo havde vist ”fortrinlige evner til at håndtere et brækjern”.

Aage Trommer tog situationen med et stort smil, og i det hele taget høstede både de studerende og universitetets ledelse stor ære af at håndtere situationen med en god portion humoristisk sans.

Redaktionen afsluttet: 04.04.2016