Skip to main content
DA / EN
SDUUP | Nyhedsbrev Marts 2021

Multiple Choice Spørgsmål i Undervisning

Mette Marie Hougaard Christensen har integreret MC-spørgsmål direkte i sin undervisning. Hun beskriver MC-spørgsmål som et godt værktøj til aktiverende undervisning og forklarer, at man kan undgå mange af formatets barrierer, hvis man bruger tid på at undersøge dets styrker og svagheder. Derudover forklarer hun også, at det er nemt at komme i gang med at bruge MC-spørgsmål i undervisningen.

Baggrundsviden om MC-formatet højner spørgsmålenes kvalitet

Mette Marie har selv brugt MC-spørgsmål i mange af de fag, hun underviser i – men det var først, da hun gennem sit universitetspædagogikum fik en større baggrundsviden om formatet, at hun kunne bruge MC-spørgsmål til at arbejde med anvendt viden:

Jeg har egentlig altid brugt MC-spørgsmål i min undervisning, men uden rigtigt at vide noget om formatet. Efter at have taget mit universitetspædagogikum blev jeg langt bedre klædt på til at arbejde med MC-spørgsmål og valgte derfor også at gå tilbage i alle de fag, jeg underviser i, for at opdatere mine spørgsmål. Og det har helt klart gjort en forskel for spørgsmålenes kvalitet, fordi jeg er begyndt at arbejde langt mere med anvendt viden på et højere taksonomisk niveau. I mit lærerteam er vi også blevet skarpere på at lave spørgsmålene, fordi vi bruger en række kvalitetskriterier for spørgsmålene – og selv har jeg et skema, jeg tjekker igennem for at sikre mig, at spørgsmålene er udformet pædagogisk.

Multiple Choice er et godt værktøj til at skabe aktiverende undervisning:

Mette Marie ser en stor fordel i, at MC-spørgsmål kan bruges til at understøtte aktiverende undervisning og kan gøre det mere trygt for de studerende at byde ind i undervisningen – men samtidig kræver det noget baggrundsviden, før man kan drage fordel af metoden. Den har hun og hendes team fået gennem SDU Universitetspædagogik:

Det er ikke bare ligetil at anvende MC i undervisningen, for det kræver virkelig, at man har noget baggrundsviden. Der har jeg benyttet mig af SDUUP’s kursus og har også fået dem til at komme ind og vejlede mine kollegaer, så vi har fået opbygget en god viden som team og kan hjælpe med at rette og gennemlæse hinandens spørgsmål, samtidig med at vi kontinuerligt hjælper hinanden med at arbejde bedst muligt med MC. Jeg synes, at MC-spørgsmål understøtter læring ret godt, fordi de for det første er aktiverende og kan skabe små afbræk i undervisningen, men også fordi de gør det mere trygt for de studerende at byde ind i undervisningen.

Vigtigt, at man ikke ser MC-spørgsmål som et universalværktøj

Mette Marie påpeger, at MC-spørgsmål i kraft af sit umiddelbart let tilgængelige format nogle gange bliver set som en one-size-fits-all løsning. Men det er langt fra tilfældet:

En af barriererne ved MC-spørgsmål er, at man for nemt kan komme til at teste faktuel viden i stedet for anvendt viden. Og særligt under COVID-19, hvor mange eksamensformer måtte laves om, har min oplevelse været, at man i nogle tilfælde har forsøgt at gøre MC til et universalværktøj og ikke har overvejet, hvilken form for viden, man gerne vil teste de studerende i, samt hvordan man egentlig stiller de bedste spørgsmål. Og når man gør det, jamen så mister MC jo en stor del af sin værdi. En anden barriere ved MC-spørgsmål kan selvfølgelig også være ens egne evner og kreativitet, når man udformer spørgsmålene – for det er ikke bare sådan ligetil at lave et godt MC-spørgsmål.

Nemt at komme i gang med at bruge MC-spørgsmål

På trods af de barrierer, der er for at bruge MC-spørgsmål og nødvendigheden for at have noget underliggende viden om formatet inden man bare går i gang med at bruge det, vil Mette Marie klart anbefale undervisere at bruge MC i undervisningen – særligt fordi det ifølge hende egentlig ikke er så svært at sætte sig ind i:

Jeg har særligt gjort brug af SDUUP’s kursus og de materialer, jeg fik igennem kurset – og ved hjælp af de materialer har jeg også selv kunnet sætte mine kollegaer ind i, hvordan de kunne opgradere deres MC-spørgsmål. Der skal altså meget lidt til for at løfte barren for de spørgsmål, man udformer – og jeg kan klart anbefale, at man får hjælp af en kollega til lige at kigge ens spørgsmål igennem. Noget af det, der har været en fantastisk hjælp for mit lærerteam er, at SDUUP også kommer ud til kliniske afdelinger, hvilket har givet os gode muligheder for at arbejde med MC-spørgsmål og skabe noget sammenhold omkring det.

Om Underviseren

Mette Marie Hougaard Christensen er uddannelses-ansvarlig overlæge og klinisk lektor på OUH og har integreret MC-spørgsmål direkte i sin undervisning i klinisk farmakologi på SDU.

Redaktionen afsluttet: 24.03.2021