Skip to main content
DA / EN

Prestigefyldt europæisk bevilling til nano-forskning

Professor Sergey Bozhevolnyi fra Det Tekniske Fakultet har modtaget en af de mest prestigefyldte europæiske forskningsbevillinger for sin forskning i nano-optik.

Professor Sergey Bozhevolnyi fra Institut for Teknologi og Innovation har modtaget en ERC Advanced Grant på godt 17 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd. Forsknings-bevillingen får han for sit arbejde med at bruge lys til at lede fremtidens hav af informationer i computere.

- Trafikpropper på de europæiske motorveje i juli er intet at bekymre sig om i forhold til de informations-propper, som forventes at ramme os, og som kan lamme vores samfund, hvis vi ikke snart finder en løsning, siger Sergey Bozhevolnyi.

Banebrydende forskning
Nutidens elektroniske computerchips må give op overfor den voksende informationsstrøm, men lys kan lede oceaner af informationer rundt tusind gange så effektivt. Derfor bliver Sergey Bozhevolnyi stædigt ved med at kigge ind i de specielle mikroskoper, hvor han kan følge lyset i en nano-skala, som svarer til en milliarddel af en meter.

ERC Advanced Grant tildeles exceptionelle forskningsledere, der har præsteret fremragende forsknings-resultater. Og det har Sergey Bozhevolnyi. Siden han i 1981 fik en ph.d. i integreret optik fra Moskva Institut for Fysik og Teknologi, har han helliget sig forskning i lys. Det resulterede i 1998 i en doktorgrad.

Nye supercomputere
Professor Sergey Bozhevolnyi forskede sig for alvor ind på den absolutte verdensscene, da han i 2006 udgav en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature. Med den mundrette titel: Channel plasmon subwavelength waveguide components, skabte han noget nær en revolution i forskningsverdenen.

Hans forskergruppe havde vist, at en særlig form for lys kan koncentreres, så det kan styres gennem meget små kredsløb. Det var ny og uvurderlig viden, som forskere verden over i dag anvender i jagten på at udvikle supercomputere, hvor dataoverførsel ikke sker med elektriske signaler men med lys.

Professor Sergey Bozhevolnyi og hans forskergruppe vil bruge bevillingen fra Det Europæiske Forskningsråd til at fortsætte det langsigtede arbejde med at få styret lyset ind i en ny generation af supercomputere. Men forskerne vil også forsøge at gå andre veje for at afhjælpe fremtidens informations-propper. De vil blandt andet kaste sig ud i at forske i kvantecomputere. 

SDU RIO - TEK Innovation skal have mange tak for et stort arbejde i ansøgningsprocessen.

For mere information kontakt:
Professor Sergey Bozhevolnyi fra Institut for Teknologi og Innovation: 2058 5128 / seib@iti.sdu.dk

Kort om ERC Advanced Grant.
Hvert år uddeler Det Europæiske Forskningsråd et meget begrænset antal bevillinger til europæiske topforskere. Bevillingen går til succesfulde forskningsledere, som allerede har vist skelsættende resultater. Bevillingerne skal fremme risikovillig forskning, hvor forskerne bringer deres forskningsområde ud på nye banebrydende veje.


Redaktionen afsluttet: 24.09.2013