Skip to main content

Platform til hjertepatienter får millioner i udviklingsstøtte

Storstilet tværfagligt projekt med SDU-forskere i spidsen får 4,3 millioner kroner fra Lundbeckfonden.

Lundbeckfonden har udvalgt ACQUIRE-HF projektet til at modtage en rammebevilling på 4,3 millioner kroner over de næste fem år. ACQUIRE-HF er et af 12 udvalgte projekter blandt 162 ansøgere, som modtager støtte fra Lundbeckfonden.

ACQUIRE-HF er et multidisciplinært og internationalt forskningsprojekt, hvor forskere, IT-specialister, sundhedspersonale og patienter sammen skal udvikle en interaktiv platform til at overvåge og opspore ændringer i symptomer og livskvalitet hos patienter med hjertesvigt på et tidligt tidspunkt.
Hjertesvigt er en hyppig lidelse med stigende forekomst, der rammer 26 millioner mennesker og resulterer i mere end 1 million indlæggelser om året både i USA og Europa. Lidelsen er kronisk, invaliderende og slutstadiet for alle hjertesygdomme, og begrænser patienter i deres daglige funktion og reducerer deres livskvalitet. Til trods for forbedrede behandlingsmuligheder er prognosen dårlig og risiko for genindlæggelser stor.

”Nøglen til succes kan ligge i brugen af personaliserede og patientcentrerede værktøjer, der er med til at selvstændiggøre patienter. Patienterne er selv med til at opstille en handlingsplan med mål og værktøjer, der kan sætte gang i nødvendige adfærdsændringer. Patienterne lærer at genkende og agere på ændringer i deres sundhedsstilstand og bliver derved aktive deltagere i håndteringen af deres egen sygdom,” fortæller Susanne S. Pedersen, professor i kardiovaskulær psykologi, SDU og OUH

”Rettidig opsporing af en forværring af patienters symptomer er altafgørende ikke kun for patienternes livskvalitet og for forebyggelse af indlæggelse og død. Muligvis kan brug af platformen også være med til at reducere omkostninger for samfundet forbundet med sygdommen.”

Projektet har tidligere på året modtaget en bevilling på 7 millioner kroner fra TrygFonden.

Projektet ledes af professor i kardiovaskulær psykologi, Susanne S. Pedersen, Institut for Psykologi, SDU og Hjertemedicinsk afd. B, Odense Universitetshospital, og er også er forankret i patient@home i Region Syddanmark.

Mere information om projektet og dets samarbejdspartnere kan findes her.


Redaktionen afsluttet: 22.02.2016