Skip to main content
Kronik

Magthavernes lydige skødehund eller en konfliktsulten jagthund?

Det har været heftigt debatteret, om journalisterne har været for kritiske eller for ukritiske i dækningen af coronakrisen. En ny undersøgelse fra Mediernes Forsknings- og Innovationscenter viser, at pressen formår at dække coronakrisen balanceret.

Kronik af Morten Skovsgaard, professor mso, og Lene Heiselberg, adjunkt, begge ved Center for Journalistik, SDU

»Det bliver som at gå på en line«. Sådan illustrerede statsminister Mette Frederiksen på pressemødet 6. april den dilemmafyldte balancegang, som regeringen og myndighederne er ude i under den trinvise genåbning af det danske samfund.

Politikerne og myndighederne er dog ikke de eneste, der er ude i en stærkt udfordrende linedans under coronakrisen. Det samme er pressen, som naturligvis dækker begivenhederne intenst.

På den ene side er det i et demokrati en af pressens fremmeste opgaver at være kritisk og udfordre politikernes og myndighedernes beslutninger. Og netop i denne tid tages der nærmest på timebasis beslutninger med enorme konsekvenser for borgerne.

På den anden side er den effekt, som politikerne og myndighederne ønsker, afhængig af, at befolkningen nøje overholder de retningslinjer, der er udstukket. Pressen skal altså mestre den svære kunst at være tilstrækkeligt kritiske uden at være for kritiske, og når man ser på debatten om pressens dækning af coronakrisen, er det tydeligt, at journalisterne også er ude i en linedansers balancegang.

Skru ned for tempoet

Mads Brügger, tidligere programchef på Radio 24syv, har eksempelvis flere steder understreget behovet for, at pressen er ekstra kritisk i en tid med store politiske beslutninger, som her i Kristeligt Dagblad fra 25. marts: »Selvom det er lidt en kliché at tale om pressen som den fjerde statsmagt, mener jeg, at denne rolle skal tages ekstra alvorligt«.

I en artikel i Politiken fra 26. marts har ph.d. og medieforsker Søren Schultz Jørgensen forfægtet, at rollen som kritisk vagthund bør nedtones i den mest kritiske periode, og han har opfordret til, at medierne i denne periode skal: »Skrue ned for tempo og volumen. Afstå fra de mest konfliktsøgende vinkler. Lade være med at kneppe de mindste fluer. Holde en del af krudtet tørt, til vi er på den anden side. Ellers vil landets krisestrategi ikke virke optimalt.«

Der er ingen facitliste til at afgøre, om pressen har trykket for hårdt på speederen eller på bremsen i forhold til at være kritisk i dækningen af coronakrisen. Og én ting er, hvad forskellige debattører siger, men hvad mener de danskere egentlig, som journalisterne sætter en ære i at tjene?

Det har Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Syddansk Universitet i samarbejde med DMA Research spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om. Svarene illustrerer, at nyhedsmedierne er ude i en svær balancegang, men viser også, at de mestrer balancegangen ganske godt.

Næsten perfekt balance

Direkte adspurgt svarer 45 pct., at journalisterne hverken har lagt for meget eller for lidt vægt på at stille kritiske spørgsmål og udfordre politikere og myndigheder. Med andre ord er de altså tilfredse med niveauet af kritisk dækning.

Blandt dem, der ikke synes, at journalisterne har ramt den rette balance, synes den ene halvdel, at journalisterne har lagt for meget vægt på at være kritiske, mens den anden halvdel synes, de har lagt for lidt vægt på at være kritiske (henholdsvis 24 og 25 pct.). Denne balance tyder altså på, at selvom man ikke kan gøre alle tilfredse med niveauet af kritisk dækning, er journalisterne indtil videre lykkedes med at ramme en ligevægt i deres svære linedans.

Vi spurgte også nærmere ind til, hvordan danskerne opfatter den kritiske dækning af forskellige aktører, som hyppigt har optrådt i mediernes nyhedshistorier. Svarene viser, at journalisterne også balancerer i den kritiske dækning på tværs af forskellige typer aktører.

»Pressen i danskernes øjne balancerer uden at gå for langt i retning af at agere som myndighedernes og regeringens lydige skødehunde eller for langt i retning af at agere glubske jagthunde.«

Vi spurgte, om journalisterne har været for kritiske eller ukritiske i dækningen af statsminister Mette Frederiksen, sundhedsminister Magnus Heunicke, regeringen som helhed, myndigheder (undtaget sundhedsmyndigheder) og eksperter. Mellem 55 og 63 pct. svarer, at dækningen hverken har været for kritisk eller ukritisk. Blandt dem, som ikke synes, at journalisterne har ramt den rette balance, er der også her næsten perfekt balance mellem dem, der synes, at dækningen har været for kritisk, og dem, der synes, at den har været for ukritisk.

Vagthunden ikke bidsk nok

Når vi spørger til dækningen af sundhedsmyndighederne, viser der sig en ubalance. Her synes 31 pct., at dækningen har været for kritisk, mens 16 pct. synes, at den har været for ukritisk. Her hælder svarene altså mod, at journalisterne har været for bidske i deres rolle som vagthund.

Omvendt synes hele 48 pct., at dækningen af danskere, der ikke overholder myndighedernes anbefalinger – eksempelvis dem, der fester i store grupper, tager børnene med på indkøb eller ikke holder tilstrækkelig stor afstand til andre under indkøb – har været for ukritisk, mens kun 10 pct. synes, at de har fået for meget kritisk fokus. Her har vagthunden tilsyneladende ikke været bidsk nok.

Disse tal ændrer dog ikke på, at pressen i danskernes øjne balancerer uden at gå for langt i retning af at agere som myndighedernes og regeringens lydige skødehunde eller for langt i retning af at agere glubske jagthunde, der med et kritisk blik piller alle hår op af suppen og mere til.

Tallene viser dog også, at det ikke er muligt at ramme en balance, som tilfredsstiller alle, hvilket ikke er overraskende. Dels vil der i dækningen være eksempler på både ukritiske og meget kritiske nyhedshistorier, og hvad, man lægger mest mærke til, er afhængig af øjnene, der ser.

At fremme løsninger

Dels ved vi fra forskningen, at folk har tendens til at anskue og tolke informationer, herunder nyhedshistorier, gennem deres egne politiske briller. Journalisterne kan dog finde stor trøst i, at de utilfredse generelt fordeler sig ligeligt mellem dem, der mener, at journalisterne bør være mindre kiritske, og dem, der mener, at de burde være mere kritiske.

Resultaterne efterlader naturligvis det svære spørgsmål om, hvordan journalisterne bedst kan være tilstrækkeligt kritiske uden at være for kritiske i deres dækning. At dømme ud fra det følgende citat fra en af de respondenter, der har deltaget i vores undersøgelse, handler det om at være kritisk på en måde, der fremmer bedre beslutninger og løsninger, men uden at pille alle små hår ud af suppen i forhold til de beslutninger, der bliver taget:

»Det er en tid, hvor vi skal stå sammen hver for sig, også journalisterne. Kritiske spørgsmål er gode, hvis det er, fordi de kan hjælpe politikerne med at forklare sig eller opklare usagte ting, men de skal ikke bruges til at hakke ned på alle beslutningerne. Vi har brug for, at danskerne forholder sig i ro – frygt skaber uro, det er også journalisternes ansvar. Til gengæld er det også godt, når der så bliver lagt pres på visse dele, såsom forvirring mellem WHO og Sundhedsstyrelsen, så beslutningerne kan give mening.«

Kronikken, der blev bragt i Berlingske den 22. april, kan læses på berlingske.dk

Om undersøgelsen

  • Danskernes syn på kritisk journalistik under coronakrisen, DMA Research for Mediernes Forsknings- og Innovationscenter, Center for Journalistik, SDU.
  • 1.041 respondenter indsamlet via et online-panel.
  • Danskere på 18 år og derover. Repræsentativt sample på køn, alder, region og uddannelse.
  • Svarene er indsamlet 4.-7. april, 2020.
  • Den maksimale statistiske usikkerhed er +/- 3 procentpoint (konfidensniveau 95 pct.).
Redaktionen afsluttet: 22.04.2020