Energivirksomheder får hjælp til forretningen

SDU’s nye center – The Energy Management Centre – skal samarbejde tæt med virksomheder i energisektoren om at løse en række udfordringer.

Energisektoren er præget af komplekse markedsstrukturer og streng regulering. En anden udfordring består i, at virksomhederne skal kunne levere og producere energi, samtidig med at kunderne forbruger energien.

Det er nogle af de problemstillinger, som The Energy Management Centre ved SDU Esbjerg skal hjælpe energisektoren med at håndtere.

Centret er det første i Skandinavien til at forske i de erhvervsmæssige aspekter som økonomi, strategi og ledelse i relation til energisektoren. Målet er at udvikle en ny forretningsmodel samt at skabe viden og værdi til gavn for private virksomheder og offentlige myndigheder i Danmark og Europa.

- Det er komplekst at drive energivirksomheder. Vi vil bl.a. undersøge, hvilke beslutninger virksomheder tager, når de fastsætter priser eller investerer i netværk og forretningsudvikling. Forkerte investeringer påvirker priserne på strøm, så forbrugerne enten betaler for lidt eller for meget, og det er et problem for alle parter, siger professor MSO Magnus Söderberg, som står i spidsen for det nye center.

Opruster samarbejdet med sektoren

Han peger på, at der både fra et virksomheds- og et forbrugerperspektiv er behov for mere viden om energimarkedet.

Derfor vil centrets forskere løbende arbejde sammen med virksomheder for at forstå deres udfordringer og finde løsninger til, hvordan de bedst håndterer dem.

- Vi vil intensivere samarbejdet med virksomheder som Dong (der netop har skiftet navn til Ørsted) og Syd Energi. Ambitionen er, at vi ved fælles indsats kan finde frem til en forretningsmodel, som virksomhederne ser potentiale i. Vi interesserer os samtidig for, hvordan kunderne forbruger energi, og hvordan markedet og efterspørgslen vil se ud om ti år, siger Magnus Söderberg.

Der er tilknyttet ni forskere til centret, som hører under Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi ved SDU Esbjerg.

Læs mere om centret: The Energy Management Centre.

Yderligere oplysninger
Centrets leder og professor MSO, Magnus Söderberg, Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, SDU på mags@sam.sdu.dk

Mød forskeren

Magnus Söderberg tiltrådte stillingen som professor MSO og leder for The Energy Management Centre den 1. september i år. Han er bl.a. ved at undersøge, hvordan lokale monopoler på energimarkedet reagerer på truslen om strengere regulering. Magnus Söderberg kommer fra Göteborgs Universitet.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies