Det skal være nemmere at programmere kvantecomputere

Hvorfor blev du forsker?

Det startede egentlig bare med, at jeg syntes, det var virkelig sjovt at skrive speciale. Jeg havde før det taget kurser om nogle særlige matematiske metoder med anvendelser i datalogi, og det kriblede i mig for at få lov til selv at prøve dem af i et projekt. Da jeg var færdig med specialet, ville jeg bare gerne fortsætte, og den naturlige måde at gøre det på, var at blive ph.d.-studerende. Jeg kom heldigvis ind på Københavns Universitet efter et par forsøg, og derefter tog det ene skridt det næste.

Hvad drømte du ellers om at blive?

Min oprindelige plan var egentlig at blive kok, og jeg tog også grundforløb og stod i lære i noget tid på en restaurant i København. Jeg kan stadig virkelig godt lide at lave mad, men jeg er også glad for, at jeg ikke gør det professionelt.

Hvilket spørgsmål vil du gerne finde svaret på?

Jeg er meget optaget af spørgsmålet om, hvad der konkret adskiller den slags beregninger, man kan lave på en kvantecomputer fra dem, vi kan lave på de almindelige klassiske computere, vi har i dag. Vi har lige nu algoritmer til kvantecomputere, der kan løse nogle specifikke problemer meget hurtigere, end de bedste klassiske algoritmer kan – men vi ved faktisk ikke, om det er fordi, nogle problemer kun kan løses hurtigt med en kvantecomputer, eller om det er fordi, vi tilfældigvis bare ikke har fundet de hurtige klassiske algoritmer til at løse de problemer.

Mere anvendt er jeg også enormt interesseret i spørgsmålet om, hvordan vi bedst programmerer kvantecomputere. Der er sket enormt meget indenfor programmeringsteknologi de sidste 25 år; hvor man i 1950’erne nok skulle have en grad i matematik med datalogisk speciale for at programmere (der fandtes ikke datalogiuddannelser dengang), er det nu noget, som helt almindelige mennesker kan lære ret hurtigt. Indenfor programmering af kvantecomputere er vi dog stadig tilbage i 1950’erne, hvor man som minimum nok skal have en kandidat i datalogi, matematik, eller fysik og en hel del specialisering for at være med.

Hvordan håber du at andre kan få gavn af din forskning?

En ting, jeg bruger meget krudt på i min forskning, er at bruge værktøjer fra algebra til at omdanne typisk ret komplicerede, men dog konkrete, matematiske beskrivelser til betydeligt simplere, men ofte også mere abstrakte, koncepter. Mit håb er, at dette kan bidrage til en først og fremmest konceptuel forståelse af kvanteberegning, hvor det centrale ikke er, om du har taget ”Funktionalanalyse 2” eller ej, men om du har den korrekte forståelse for de fysiske begreber bag den matematiske beskrivelse.

Hvad har du på dit kontor, som de fleste andre mennesker ikke har?

Min svigerinde Mathilde har hæklet mig en vaskebjørn med et lille halstørklæde, der står på mit kontor. Vaskebjørne (og katte) er mine yndlingsdyr, de er superkaotiske. Meget ligesom mine børn.

Hvem beundrer du?

Rent fagligt har folk som Dorit Aharonov og Peter Selinger (hhv professor i datalogi på Hebrew University og professor i matematik på Dalhousie University, red.) en evne til både at kunne producere teknisk imponerende resultater, men også beskrive dem på en måde, der til at forstå. Dette beundrer jeg enormt meget, for det er ikke bare enormt svært, men også enormt vigtigt for at kunne præsentere sin forskning overfor sine fagfæller. Mere personligt har jeg lært enormt meget af at være heldig nok til at arbejde tæt sammen med Chris Heunen (professor i kvanteprogrammering på University of Edinburgh, red.) over de seneste fem år – han er en på alle måder imponerende og meget behagelig person.

Hvad laver du, når du ikke forsker?

 Jeg har en kone, to små børn og et hus, vi lige har overtaget, så det meste af min tid går med det, når jeg ikke arbejder. Jeg elsker at lave mad og gør det (med få undtagelser) dagligt. Jeg gør også, hvad jeg kan for at få tid til at spille nørdede kortspil med min venner.