Bikini: Kulturlivets tvedeling
– dunkel poesi og kulørte blade
Af Ulrik Lehrmann
Kulørt og abstrakt
Ordet kulørt får en ny betydning i 1940erne og 1950erne, og abstrakt ved man slet ikke, hvad man skal stille op med. Kulørt optræder blandt andet i filmen Det var på Rundetårn (1955), hvor Dirch Passer og Ove Sprogø synger duetten Den hænger i mit øre. Sangen handler om populærmusikkens ulidelige evne til at sætte sig fast i bevidstheden, men selv om der i sangteksten lægges afstand til schlagerkulturen:
’Må jeg be’ om lidt kultur,
Mozart det er en, der dur,
eller Schubert, Chopin og Grieg
– det er den dejligste musik
[lyd af jazzet trækbasun]
Væk med alt, der er kulørt,
værre har jeg aldrig hørt’
så gøres der i selve fremførelsen så meget grin med den klassiske musikkultur (overdrevne arieagtige gentagelser), at der tages parti for ørehængermusikken. Brugen af ordet kulørt i sangen er et ekko af en ny forestilling. Ifølge Ordbog over det danske Sprog (Bd. 11) fra 1929 forekommer ordet ikke på dansk før 1800, og det har i 1929 endnu kun betydningen at angive noget stærkt farvet. I supplementsbindet (Bd. 4) fra 2001 noteres til gengæld betydningen af noget vulgært og mindre lødigt med henvisning til citater fra 1942 og 1945. Kulørt bliver således det nye ord for den dominerende officielle kulturs Kainsmærkning af den populærkultur, der vinder frem i den første efterkrigstid, og som ofte også opfattes og stemples som en del af kulturlivets amerikanisering og kommercialisering. Det er da denne Kainsmærkning, der leges med og vendes på hovedet i Den hænger i mit øre.1
At forklare, hvad ordet abstrakt betyder, er en del af løjerne i Kjeld Petersens og Dirch Passers klassiske dialog Tømmerflåden (skrevet af Børge Müller). Dialogen er med sin modstilling af fortællerens (Kjeld Petersen) og tilhørerens (Dirch Passer) sprogformer også en udstilling af forskellige sociale koder, og det er næppe at gå for vidt, hvis man i legen med disse koder ser en leg med elitekulturelle og populærkulturelle positioner. På denne måde varmer Kellerdirk op til Kunstfonddebatten i 1965. Alene forsøget på at udrede, hvad der menes med ordet abstrakt (’Det er...der er...jeg har...det skal jeg..nåååh ja...men jeg har jo i mange år...jeg mener...’), kan opfattes som en venlig folkelig punktering af f.eks. samtidens mondæne Louisiana-modernisme, der fra 1958 for alvor havde sat abstrakt i form af abstrakt kunst på den offentlige dagsorden.
På snurrig vis indfanger og kommenterer de to fremførelser, hvad der skulle blive 1960ernes største kulturpolitiske debat, Kunstfonddebatten og Rindalismen, som kaster lange skygger fremad i tid dels i forhold til den officielle kulturpolitik, dels i forhold til kulturopfattelser. 1950erne er således det årti, hvor forestillingen om en (national) enhedskultur for alvor blev stadig vanskeligere at opretholde. Hvor der i 1950’ernes England med Richard Hoggart og Raymond Williams blev lagt grundstenene til, hvad der i løbet af 60erne og 70erne skulle udvikle sig til den engelske kulturstudietradition (jævnfør Laing, 1986), der var den samtidige danske kulturtilstand en slags kulturlivets og kulturstudiernes Bikini: diffuse prøvesprængninger, der i første række synliggjorde kulturelle brydninger og tvedelinger med dunkel poesi som overdel og kulørte blade som underdel.
Mellem dunkel poesi, bestsellerlitteratur og kulørte blade
De første regelmæssige bestsellerlister opgjort over længere tid i Danmark er de bestsellerlister, som tidsskriftet Bogsamleren tegnede sig for fra 1950 til 1955. Disse lister er ikke mindst interessante, fordi de viser et billede af en litterær kultur, som kun i nogen grad har berøring med den dominerende og velanskrevne litteratur. Der er selv sagt ikke noget nyt i, at den markedsmæssigt dominerende litteratur ikke er den litteratur, der overlever i litteraturhistorieskrivningen. Det nye ligger i, at det først er i 50erne, at denne diskrepans bliver til at tage og føle på i og med bestsellerlisternes udstilling heraf i de offentlige medier.
Hvis man giver hver bog point for dens placering fra nummer et (ti point) til ti (et point) på bestsellerlisten og opgør de respektive bogtitlers pointsum på årsplan, fremkommer en liste over de mest salgbare titler på bogmarkedet 1950-1955 (jævnfør skema 1). Den ubetinget mest omsatte og formentligt også meget læste forfatter i første halvdel af 1950erne var den i dag totalt ukendte hollandske forfatter Hans Martin (1886-1964). Ellers er bestsellerlisten
Skema 1. Bestsellerlitteratur i Danmark 1950-1955
kendetegnet ved lidt ældre dansk litteratur (Morten og Johanne Korch), internationale bestsellere (A.J. Cronin (1896-1981), James Jones (1921-77), Annemarie Selinko (1914-86), Nicholas Monsarrat (1910-79)) samt amerikanske forfattere som Ernest Hemingway (1899-1961; nobelpris 1954) og John Steinbeck (1902-68; nobelpris 1962).2 Mest overraskende er måske Martin A. Hansens placering med Løgneren i 1950, hvilket ikke mindst skyldes, at romanen var blevet læst op i datidens centrale massemedie, radioen.
I bibliotekstidsskriftet Bogens Verden blev Ivan Malinovskis digtsamling Galgenfrist (1958) omtalt på denne måde: ’Nogle vil vel kaste bogen fra sig som uforståeligt tøjeri, men andre vil føle en foruroligende dragning mod den sære poesi’ (Bogens Verden 1958, s. 422). Netop denne oplevelse af den moderne litteratur som ’uforståeligt tøjeri’ og ’sær poesi’ blev forstærket i 50erne i og med modernismens gennembrud. Højskolemanden Erik Dahlerup-Petersen (1909-2002) besværede sig eksempelvis over, hvad han oplevede som ’de sidste Udslag af Kannibalisme i vor Litteratur’:
’Frank Jæger har skrevet en Fortælling, der hedder ”Didrik” [Heretica 1, 1952]. Meningen i Fortællingen kan nok af trænede Hereticalæsere fremfindes, men ingen ”Mening” kan retfærdiggøre den hæslige og modbydelige Skildring af en ung Pige, der først udvælges, derpaa steges hel og serveres for nogle Herrer, der kaldes ”øversterne”. De udvælger hver deres Stykke og spiser Sovs og Kartofler og Ribs til. [...] Hvori adskiller denne Skildring sig fra Pornografien? Hvad Berettigelse har en sådan Skildring?’ (Højskolebladet 8, 1952: 84)3
Ikke alene blev litteraturen dunkel og sær. Bestsellerlister og anden medieformidling bidrog også til at synliggøre, at litteratur- og kulturforbruget hos store dele af befolkningen havde en karakter, som ikke ganske levede op til, hvad man fra dannelseskulturelt hold kunne ønske sig.
I den sociale radiomontages guldalder i 50erne med hovednavne som Willy Reunert (1905-71) og Viggo Clausen (1922-2010) blev radiomontagen bl.a. brugt til at give stemme til oplevelser og erfaringer fra sociale miljøer, der ellers ikke var forvænt med at blive hørt i radioen. Montagen Jeg tilspørger dig (1952)4 handler om fjorten brudepar, som alle var blevet borgerligt viet, og hvoraf hovedparten kom fra den københavnske arbejderklasse. Udsendelsen udløste en voldsom offentlig debat, fordi brudeparrenes syn på tilværelsen ikke gik op i det alment anerkendte samfunds- og kultursyn, men hvad der er interessant i denne sammenhæng er, at brudeparrenes kulturforbrug i vid udstrækning bestod af schlagermusik, amerikanske tjubang-film (blandt andet western-film) og seriehefter. Allerede to år tidligere havde Viggo Clausen viet seriehefter og ugepressen en selvstændig opmærksomhed i Tarzan og Larsen (1950), hvori der ud over en lang række faktuelle oplysninger om ugepressens omfang og karakter også udspandt sig denne konstruerede dialog:
’Lys kvindestemme: Receptionen efter Rita Hayworth’s bryllup fandt sted på Chateau L’Horizon og var som et farvestrålende skuespil. Svømmebassinet med et stort M og A i hvide nelliker glædede Rita, der greb min arm og sagde: ”Har du set, hvad de har gjort os? M for Margarita og for Ali...
Mørk kvindestemme: Studiekredsen i moderne samfundsproblemer er aflyst på grund af manglende tilslutning.
Lys kvindestemme: Frances Gifford er født d. 5. december 1920 i Californien. Hun er 170 centimeter høj og vejer 57 kilo. Hun har brunt hår og blå øjne. Hun er nu skilt fra James Dunne.
Mørk kvindestemme: Et rundspørge ved tre jyske ungdomsskoler viser, at 38 % af pigerne ikke kan nævne blot NAVNET på en dansk digter.’ (Poulsen, 2006: 445)
Et tilbagevendende symptom på foruroligelse inden for kulturlivet er den status, Morten Korch indtog. I 40’rne diskuteredes ivrigt, hvor den nedre grænse burde gå i forhold til biblioteksindkøb: før eller efter Morten Korch? Debatten fik ny næring i 50erne, hvor serieproduktionen af Morten Korchs romaner (fra 1951) sammen med Far til fire-filmserien (fra 1953) blev dansk films største og sikre indtjeningskilde. I 1952 gjorde præsten (og Henrik Pontoppidan-forskeren) Thorkild Skjerbæk (1918-98) fænomenet Morten Korch til genstand for en artikelrække i Højskolebladet. Ifølge Skjerbæk er ’udførelsen af det kunstneriske forehavende mildest talt [...] mangelfuld, – upræcis, banal og sentimental’ (Højskolebladet 7, 1952: 69), men han er samtidig opmærksom på, at det er et helt andet sted, Morten Korchs værdi ligger. Det interessante i Skjerbæks udlægning af forfatterskabet er, at han forskyder
(Landet 11. årg., 1950, nr. 28, s. 3)
(Politiken 08.11.1953)
I karikaturtegningerne blev de kulturelle debattemaer stillet til skue. Dels i form af en påpegning af hvorledes de store spørgsmål (”Folkets demokrati”, ”Politisk krise”) ikke finder vej til forsiden af bladkiosken, fordi ”De mest løsslupne Kapital-Interesser har faaet lov til at overtage den folkelige Kulturformidling”. Dels i form af en muntren sig over, at den af primært københavneraviskritikken anbefalede litteratur ikke finder vej til provinsbibliotekerne, der foretrækker arbejdsheste med mulepose frem for udstafferet Pegasus-litteratur. Kritikeren med sin Pegasus er formentlig litteraturkritikeren Hans Brix.
fokus fra værkerne og deres litterære værdi eller mangel på samme til fordel for en betragtning af læserne, det vil sige den aktivitet, der udøves i omgang med Morten Korchs romaner som levet kultur:
’Det gjorde i hvert fald indtryk på mig, da en gammel mand genfortalte en af Morten Korchs banaleste historier med en grebethed af spændingen og spændingens udløsning, så at det virkede som en bekendelse af et menneskes tro på livet, dets håb mod håb for os og vor skæbne.’ (Højskolebladet 8, 1952: 79)
Skjerbæks bud på, hvorfor Morten Korchs romaner er så populære er, at ’de skildrer den jævne mand og kvinde [...] sådan at jævne mennesker her for en gangs skyld møder en forfatter, der forstår dem og tager dem som de er. Og det er jo ikke langt fra at være noget enestående i dansk litteratur’ (Højskolebladet 8, 1952: 79). Heri ligger samtidig en kritik af de Morten Korch-kritikere, som ikke tilkender eksistens og værdi til kulturelle positioner uden for elitekulturen:
’Når man angriber Morten Korch så voldsomt og ofte gør det sådan at hans læsere føler sig angrebet derigennem, skyldes det så, at man til syvende og sidst ikke kan forsone sig med, at den jævne mand er som han er? [...] Men måske ligger tragedien endnu dybere: at troen på et folkeligt fællesskab – dvs. på muligheden af at alle vi mange forskellige mennesker, der har dansk sprog fælles, by og landbo, arbejder og bonde, kontormand og håndværker, studeret og ustuderet, kan komme på talefod – at denne tro i virkeligheden er en illusion?’ (Højskolebladet 8, 1952: 80)
Formuleringen er central, fordi den anfægter et polært kultursyn med høj over for lav, elite over for masse, kunst over for underholdning og så videre. Det er denne polarisering, der i vid udstrækning kom til at gennemsyre for eksempel 50ernes intellektuelle kritik af populærkulturen (herom senere) og Kunstfonddebatten i 60erne. I stedet skrives der ud fra en forestilling, farvet af den grundtvigske højskoletradition, om et folkeligt fællesskab og en folkelig kultur, som ikke kan reduceres til en af polerne i intelligentsiaens kulturkritik.
Morten Korch var ikke den eneste, der voldte den kulturræssonerende offentlighed problemer. I 1952 offentliggjorde DR de første resultater af en stor lytterundersøgelse, som sociologen, professor Theodor Geiger (1891-1952), Århus Universitet, havde forestået. Rapporten tegnede blandt andet et billede af lyttere, der i særlig grad søgte ’det lettere’, for eksempel inden for musikudsendelserne, hvor lytterne foretrak programmer med ’ældre dansemusik’. Reaktionerne på disse tendenser er sigende for forsøget på at fastholde et dannelsesorienteret kulturforbrug. I Højskolebladet klamrer Ivar Munk sig til radioteatret, fordi det er populært blandt lytterne, og fordi det rummer store muligheder for ’at hæve udsendelserne fra det rent underholdende til det kulturelt betydningsfulde’ (Højskolebladet 29, 1952, s. 315). Mindre positiv var dog højskolelæreren Oluf Lauth (1923-90), der fandt lytterundersøgelsen så forstemmende, at han stillede spørgsmål ved selve radiomediets rolle i kulturlivet:
’[...] hvad skal man stille op, dersom det er Radioens Væsen at befordre Inaktivitet, Passivitet og Ligegyldighed?
Afgørende for Radioens Eksistens er, om den er i Stand til at engagere Lytterne.’ (Landet 50, 1952: 4)
Året før havde Oluf Lauth opridset det grundlæggende dilemma og det katastrofiske perspektiv for radioens underholdningsafdeling, som producerede de mest aflyttede udsendelser:
’Faktisk kan man i Underholdningsafdelingens Problem aflæse vor Kultursituation, vor Krise: at vi ikke længere ejer et fælles Grundlag. I Stedet for en universel Kultur har vi faaet en forfinet eksklusiv Kultur for de faa. Og for den brede Befolkning er der ikke andet tilbage end samlebaandsfremstillet Underholdning. Der er den væsentlige Forskel paa Kulturfrembringelser og Underholdning, at den første engagerer, mens den sidste virker sløvende. Kultur var noget, vi var fælles om, som vi stod i et Forhold til. Anderledes med Underholdningen. Den fordrer intet af os – ud over, at vi passivt tager imod.’ (Landet 43, 1951: 4)
Også hos Lauth lurer forestillingen om en folkelighed, som han imidlertid ikke tør tilkende noget råderum, når modsætningen mellem over- og underdel i kulturlivets Bikini trækkes op.
’Prominent pap. Papsangere. Pap’5
– Den unge lyrikers skræk for kommerciel mediekultur
En udbredt tendens blandt 50ernes forfattere og intellektuelle var at opfatte populærkulturens medier og genrer (film, reklamer, popmusik) som et stort underlødigt og kommercielt angreb på såvel fornuften som følelsen. Heri lå i skyggen af 2. verdenskrig en bekymring for demokratiets fremtid og en angst for folkeforførelse på et melodramatisk sentimentalt grundlag.
Tage Skou-Hansens essay ’Sheriffen, klovnen og fiskeren’ i tidsskriftet Heretica 1953, hvori han forholder sig seriøst til westernfilmen High Noon (1952) og læser den sammen med Hemingways Den gamle mand og havet (1952) som en parabel i forhold til samtidens McCarthyisme og koldkrigsstemning, er en enestående undtagelse i det ellers massive kor af fortrinsvis medieforskrækkede unge lyrikere, der i 50erne så den fremstormende og solidt kommercielt motiverede populærkultur som de første varsler om kulturens Ragnarok. ’Prominent pap. Papsangere. Pap’ kaldte Ivan Malinovski sin samtids populærkultur og mente formentlig dermed samtidig at betegne poppens mangel på substans. ’Plastikindustrien’ var Ernst Bruun Olsens ord for det samme maskinelle og inautentiske fænomen i Teenagerlove.
De moderne medier og ikke mindst kommercialismen i form af reklamer og underholdningskultur blev i den grad genstand for den æstetiske elites indædte had, fordi der uden smålig skelnen blev sat lighedstegn mellem medier som sådan ~ kommercialisme ~ reklameverdenen ~ fordummelse ~ massebedrag. Den grundlæggende tankefigur opererer med en ekstrem polariseret dikotomi, hvor der ikke er plads til gråmelerede positioner mellem dem og os. Derfor er ikke mindre end kulturen som sådan – ifølge blandt andet Erik Knudsen, Ivan Malinovski, Orla Bundgaard Povlsen, Klaus Rifbjerg og Ernst Bruun Olsen (se følgende side) – truet af mental og moralsk opløsning. Aggressiviteten i denne kulturkritik tjener til at trække populærkulturen frem i lyset og synliggøre bikinimodellens to dele. Til gengæld er det begrænset, hvor meget en sådan opfattelse fremmer en kulturanalytisk forståelse, fordi den stivner i en dikotom modstilling mellem den høje og lave litteratur, hvor den eneste udvej er en bedrevidende sarkastisk trækken bukserne ned på den lave kultur.
Alting flyder – kulørt udvalg, skovfoged Bjælkeby og eksperimentel læserforskning
I januar 1955 nedsatte Undervisningsministeriet efter en forudgående livlig debat i offentligheden det såkaldte ’kulørte udvalg’, hvis opgave var at undersøge den påvirkning, som børn og unge blev udsat for i form af kulørte og underlødige seriehefter med mere (ikke mindst tegneserier). Udvalgets endelige betænkning (Betænkning nr. 268, 1960), hvori kulørt ikke er sat i citationstegn, men den samlede betegnelse for undersøgelsesfeltet, er ikke særlig interessant, fordi udvalget ikke rigtig når frem til at komme med klare anbefalinger. Til
gengæld blev udvalgets arbejde undervejs fulgt med opmærksomhed, og der blev holdt store debatarrangementer om den kulørte litteraturs skadelige indvirkning på børn og unge rundt omkring i landet.6 Denne medieopmærksomhed og moralske mobilisering bidrog nok en gang til bestræbelserne i 50erne for at tydeliggøre grænsen mellem den gode litteratur og den underlødige.
Et næsten samtidigt forsøg på at udvide grænsen for den gode litteratur så dagens lys i Politiken i august 1956, hvor avisens kulturredaktion forsøgte at lancere et nyt anmelderværdisystem. Pseudonymet skovfoged Chr. Bjælkeby skulle således i Politiken anmelde underholdningsorienteret litteratur, men på et mindre strengt æstetisk grundlag end de øvrige anmeldere: ’underholdningsromanerne har deres egen mission ligesom andre ting, der sætter kulør på tilværelsen. [...] Jeg tror mindst 80 pct. af befolkningen har brug for den spænding, farverigdom, hygge og kærlighed, der findes i de bøger, som litteraterne vil kaste i glemselens flod’ (Politiken 03.09.1956). Projektet udløste en voldsom debat og blev snart skrinlagt.7 Bjælkebys anfægtelse af den litterære kritiks værdinormer blev imidlertid fulgt op af et eksperiment på Århus Universitet, der viste, at studerende var meget usikre og let påvirkelige med hensyn til at bedømme seks forelagte skønlitterære teksters litterære kvalitet. På denne baggrund fandt sociologen Torben Agersnap, der forestod undersøgelsen, at ’det er en lille gruppe af litterater, der afgør, hvad der er ’kvalitet’, og denne afgørelse kan variere betydeligt fra det ene tiaar til det andet. Der kunne derfor maaske være grund til at overveje, om man bør være så ivrig efter at presse befolkningen til at akceptere de litterære vurderinger, der for tiden er i kurs’ (Politiken 06.03.1957). Agersnaps receptions- og kulturanalytiske pointe, at værdien af læst litteratur nok så meget var et resultat af værdinormer i den kultur, hvori litteraturen blev læst, vandt dog ikke genklang i en kulturel situation, hvor hovedinteressen fra intelligentsiaens side nok så meget var knyttet til at få stigmatiseret den underlødige kulørte mediekultur ved at få etableret et absolut skel mellem ønsket og ikke-ønsket litteratur.
Kulturkritik som affyringsrampe for kulturstudier
Den kulturkritiske krone på de kulturelle brydninger i 50erne og begyndelsen af 60erne er Johan Fjord Jensens artikelsamling Homo Manipulatus (1966), og Fjord Jensen skulle da også i sit professionelle virke blive den person, der byggede videre på 50ernes kulturelle modsætninger i de senere analyser af de kulørte blade, Søndags B.T. – Rapport om en succes (1971), og tegneserieverdenen, Tegneserier. En ekspansions historie (1973) – og herigennem blev en indenlandsk forudsætning for den kulturanalyse, som med engelsk inspiration begyndte at tage form i årene omkring 1980.
Læser man Homo Manipulatus med omhu, er bogen nok et nyradikalt manifest, men det lidt overraskende er, at Fjord Jensen ikke i samme grad som sine medsammensvorne inden for intelligentsiaen opererer med en stiv dikotomisering af forholdet mellem høj og lav kultur. Hos Fjord Jensen er der plads til en forestilling om en autentisk/ærlig folkekultur, som først senere snigløbes af en kommerciel underholdningskultur. Det afgørende kriterium er, at der består en gensidig udveksling og samhørighed mellem kulturproducenten, formidleren og publikum:
’Det gælder om den oprindelige og ægte jazzmusik, om den ægte folkedans, om folkedigtningen, om vore egne arbejdersange m.v., at der har bestået et levende samspil mellem skaberen, den kunstneriske udøver og tilhøreren. Tager man f.eks. den enkelte arbejdersang for sig, vil den litterært set ofte vise sig primitiv og teknisk ufuldkommen; men det gælder om, at den var ærlig. Den blev skabt af et gemyt, der tog den alvorlig og gik ind for den, og den blev optaget og videregivet af folk, for hvem den var alvor, også hvor den var lystig. [...] Så længe schlagerforfatteren selv måtte på tribunen og synge sit refrain, og så længe almanakudgiveren selv måtte skrive de røverfortællinger, han tjente sine skillinger på, var schlagerne og fortællingerne bundet i det ægte folkelige.’ (Fjord Jensen, 1966: 48-49)
Hvilket senere spidsformuleres til: ’Grænselinjen går ikke mellem god og dårlig kunst, men mellem ærlig og uærlig’ (Fjord Jensen, 1966: 53). Fjord Jensen bliver dog noget blød i knæene, når han skal udpege det folkelige moment i sin egen samtid: cirkus og professor Tribini, fordi det mest af alt minder om førmoderne kulturlommer i moderniteten. Det ugyldiggør imidlertid ikke nødvendigvis ræsonnementet. Den ærlighed og respekt i den folkelige kultur, han efterlyser, blandt andet i forhold til sin egen tids underholdningsindustri, skal ikke nødvendigvis findes som en særlig udtryksform (cirkus) eller personalt (Tribini), men snarere som sammenhængen i kulturproduktionen og dermed i den levede brug af kulturprodukter.
I sin anmeldelse af debatbogen Midt i en quiz-tid? fremførte højskolelærer og senere folketingspolitiker for SF, Poul Dam (1921-2000):
’Har f.eks. Verner Jespersen, Viggo Clausen, Børge Høst, Volmer Dissing, Klaus Rifbjerg og Jørgen Nash et kultursyn? Vel at mærke et kultursyn, der kan betyde noget for folkets kultur og ikke blot for bedrevidende skønånder.’ (Højskolebladet 25, 1958: 291)
Værd at bemærke er her på den ene side udmanøvreringen af ’bedrevidende skønånder’ under påberåbelse på den anden side af ’folkets kultur’. Og folkets kultur skal ikke fejlagtigt identificeres med den kommercielt baserede underholdning, som var den kritiske intelligentsias prügelknabe. Poul Dams formulering er inspireret af grundtvigske forestillinger om det folkelige, men nok så interessant er, at der med forestillingen om en folkelig kultur i sin egen ret åbnes for et felt ikke ulig det, der i engelsk kulturstudietradition formuleres som populærkultur. Det er det samme felt uden grundtvigske overtoner, Fjord Jensen forsøger at formulere, og også blandt de politiske miljøer på venstrefløjen cirkulerer forskellige opfattelser og holdninger til spændingsfeltet folk-kultur. Skulle disse spage forsøg på at afgrænse et kulturanalytisk felt imidlertid være blevet til andet end tilløb på daværende tidspunkt, ville det nok have forudsat eksistensen af en mere stabil position i det danske kulturliv, som skulle have været i stand til at skræve hen over og samle arbejderbevægelse (for eksempel Julius Bomholt), højskolebevægelse (?) og venstredrejede kulturdebattører (for eksempel Broby Johansen) og universitetsfolk (for eksempel Sven Møller Kristensen, Johan Fjord Jensen). Spørgsmålstegnet ud for højskolebevægelsen er sat med velberåd hu. For hvem skulle have været samtalepartneren? Og uden om højskoletraditionens forestillinger om folkelighed bliver det vanskeligt at udpege et alternativ til såvel den akademiske elitekultur som markedets kulturtilbud og dermed opretholde 50ernes kulturelle brydninger som andet end en kamp om, hvorvidt kulturbikinien skal være topløs eller bundløs.
Noter
1 Ordet ørehænger er ifølge netudgaven af Den danske ordbog først kendt fra 1963, men kan med Den hænger i mit øre dateres til i hvert fald 1955.
2 En del af de oversatte romaner bliver hurtigt filmatiseret: Havet sletter alle spor (1953), Herfra til evigheden (1953), Desirée (1954), 08/15 (1954), Øst for Paradis (1955) Hinsides retfærdigheden (1959).
3 I et læserbrev i Højskolebladet besværer en læser sig over Soyas hørespil Vi som er to, som hos læserbrevsskribenten ’kun fremkaldte Modbydelighed’, og som hun ’det meste af Natten kæmpede for at blive det hæslige Billede af Ligæderne paa Kirkegaarden kvit’ (Højskolebladet 6, 1952: 64).
4 En analyse af montagen samt den efterfølgende offentlige debat findes i Poulsen, 2006: 451-468.
5 Ivan Malinovski. 1963: Romerske bassiner.
6 På Rødding Højskole deltog i juli 1857 hen ved 900 i en debat om god og dårlig litteratur (Bogens Verden 1957: 303). I Højskolebladet 13, 1958: 150-151, 154 findes for eksempel et langt referat af et debatmøde afholdt i Haslev. På et møde på Brøderup Ungdomsskole mødte i maj 1958 cirka 350 op til et møde om den underlødige litteratur (Bogens Verden 1958: 223). Grænsefladen til den underlødige litteratur blev også undersøgt i en artikel af højskolelærer Mette Fog Pedersen, hvori hun redegør for sine erfaringer med at undervise højskoleelever i ’en novelle i et kulørt ugeblad’ (Højskolebladet 34, 1955: 387-90).
7 Bag Bjælkeby gemte sig Politikens lægemedarbejder Erik Olaf-Hansen (1914-2004) og psykologiprofessor Franz From (1914-98). Kritikken af skovfoged Bjælkeby-projektet er et af de tilbagevendende temaer i Svendsen 1958.
Referencer
Agersnap, Torben. 1957. ’Litterær kvalitet og autoritetstro’, in Politiken 06.03.
Bjælkeby, Chr. 1956. ’Den tid er ikke spildt, hvor man morer sig’, in Politiken 03.09.
Dam, Poul. 1958. ’Foruroligende fænomener’, in Højskolebladet 25: 290-292.
Fjord Jensen, Johan. 1966. Homo Manipulatus. København: Gyldendal.
Laing, Stuart. 1986. Representations of working-class life 1957-1964. London: MacMillan.
Lauth, Oluf. 1951. ’Skal Radioen være folkelig eller populær?’, in Landet 43: 3-4.
Lauth, Oluf. 1952. ’Lytter-Vaner’, in Landet 50: 3-4.
Munk, Ivar. 1952. ’Den store radioundersøgelse’, in Højskolebladet 29: 314-316.
Pedersen, Mette Fog. 1955. ’Folkelæsning. En novelle i et kulørt ugeblad’, in Højskolebladet 34: 387-390.
Poulsen, Ib. 2006. Radiomontagen og dens rødder. København: Samfundslitteratur.
Skjerbæk, Thorkild. 1952. ’”Tilfældet Morten Korch”’, in Højskolebladet 4: 36-39.
Skjerbæk, Thorkild. 1952. ’Forsvar for Morten Korchs læsere’, in Højskolebladet 7: 67-70 og 8: 77-80.
Svendsen, Werner (red.). 1958. Midt i en quiz-tid. København: Gyldendal.
