Kastrerede parcelhusmænd
Af Mette Mechlenborg
Vi finder ham i TV2s store parcelhusserie Lærkevej (2 sæsoner, 2009-2011), hvor han, i skikkelse af den sociologisk kastrerede Kim Borg (Henrik Prip), lever et undseeligt, men dog komfortabelt liv sammen med sin succesfulde hustru og deres børn, indtil han fyres fra sit job som revisor. Fyresedlen igangsætter en følelsesmæssig lavine, som får fortrængte aggressioner frem i den ellers civiliserede parcelhusmand, og han ender med at slå sin chef i ihjel. I Allan Milter Jacobsens roman Mand i Parcelhus (2006) overværer han, i form af den pedantiske Michael, tilfældigvis sin nabo slå sin kone. I stedet for at søge hjælp, begynder han at udspionere sine naboer. Han sniger sig ind i deres hus, tager billeder af deres ting på badeværelset og af nabokonen i dobbeltsengen. Hans voyerisme vækker en lunken seksualitet, og Michael føler sig pludselig vital og levende. Først da hans kone afslører ham, træder han i karakter og nedkæmper sit vanvittige alterego, naboen Bo, i et mytologisk opgør. I Kim Fupz Aakesons roman Kommando Villavej (2006) er her også tale om en utilfredshed der pludselig får afløb. Efter at have været vidne til et groft bankrøveri, tager Ulrik, som han her hedder, sit liv op til revision, og han forlader sit ægteskabet, sin datter, det livslange job i Nationalbanken, parcelhuset, bilen og tv’et. Da han ved en indskydelse, på en tur rundt i parcelhuskvarteret, tager sin husnøgle og ridser en SAAB fra forskærm til bagskærm, oplever han en ro og en erotisk tilfredsstillelse, han ikke har oplevet længe, og det giver ham idéen til en terrorbevægelse. Romanen ender da Ulrik bomber sin gamle arbejdsplads, og symbolet på forbrugerismen og kapitalismen, Nationalbanken. Også i et større perspektiv finder vi eksempler på kastrerede parcelhusmænds oprør. For eksempel er forsøget på at gøre sig helt fri af parcelhusforstadens trummerum og materialistiske lænker ligeledes grundtemaet i den norske succesroman Doppler (2004, oversat til dansk året efter).
Det er dog en amerikansk version, der mest markant har pustet liv i den kastrerede parcelhusmand (Beuka, 2004; Jurca, 2004). Nemlig i Lester Burnhams inkarnation (Kevin Spacey) i Sam Mendes store forstadsepos American Beauty (2006). Ligesom sine ligesindede tematiserer Lester Burnham et gennemgående maskulint forstadsproblem; ingen af disse parcelhusmænd føler sig hjemme derhjemme, de er kastrerede, amputerede og en skygge af en rigtig mand, og ingen finder alternativer, der er permanente eller bedre end den komfortable utilfredshed de gør op med. De er alle, som medieforsker Robert Beuka definerer, eksempler på 'en undertrykt figur fanget i et børneunivers, et patetisk objekt for satire, eller et ineffektivt og symbolsk kastreret offer i et magtfuldt matriarkat' (Beuka, 2004: 108-109, min oversættelse).
Med udgangspunkt i Allan Milter Jacobsens Mand i Parcelhus (2006), vil jeg med denne artikel sætte fokus på den maskuline forstadsdystopi, sådan som den optræder i en række nyere fortællinger. Særligt er det min hensigt at nuancere den gennemgående kønskritik, som disse fortællinger demonstrerer, og som på mærkværdigvis knyttes direkte sammen med parcelhustilværelsens materialisme og forbrug. Min tese er at den maskuline forstadsdystopi i stedet skal ses, som en del af en parcelhusdiskurs, der gør følelsen af hjemløshed til parcelhusforstadens mest karakteristiske træk, uanfægtet parcelhusforstadens kvinder og materialisme. Således indskriver jeg mig med denne artikel i den revitalisering af kønspolitiske nylæsninger af forstadsfortællinger, som særligt inden for angloamerikansk kulturstudier er i vælten. Her er det værd at nævne Cathrine Jurcas genlæsning af tidlige amerikanske forstadsromaner og Robert Beukas analyse af forstadsarkitekturen i amerikansk film og fiktion (Beuka, 2004; Jurca, 2004).
Maskulin forstadsreception
Relationen mellem forstad og køn udgør et centralt tema i både køns- og forstadstudiers etablering og udvikling. Siden den amerikanske kønsforsker Betty Friedmans udkom med sit legendariske værk fra 1963, The Feminine Mystique, har forstaden været en kampplads for kønspolitiske og kønsrelaterede analyser. I dette værk argumenterer Friedman for, hvordan fremkomsten af den moderne forstad fostrede en – for kvinder – undertrykkende separationskultur mellem kønnene og gjorde forstaden til, som hun siger, et komfortabelt fængsel for kvinder (Friedman, 1963/2001; Giles, 2006; Hayden, 2002; Spigel, 2001). Selv om Friedmans antagelser senere er blevet udfordret og nuanceret, så farver den stadig køns- og forstadsstudiet, og har blandt andet været medvirkende til et opgør med en maskulin og urbanitets-fikseret modernitetsfortælling (Giles, 2006; Silverstone, 1996).
Det er ikke fordi, der ikke er eksempler på maskuline forstadsdystopier. Blandt andet udtrykker den berømte byhistoriker Lewis Mumford allerede i 1961 sin skepsis. I en analyse af forstadens arkitektoniske mangler, gør Mumford rede for, hvordan forstaden har en skadelig indvirkning på den maskuline identitet. Baseret på barnets perspektiv på verden eroderer forstaden den traditionelle voksenkultur, og efterlader manden tilbage i rollen som et forvokset barn, konkluderer han og henviser til forstadsmænds overdrevne interesse for barnlige sportsbegivenheder og spil (1961: 494, ligeledes citeret i Beuka 2004: 109, min oversættelse). Som Jurca og Beuka argumenterer, pustede Mumford med flere her liv i en allerede eksisterende figur, som i amerikanske tv-serier som The Munsters, The Adams Family og Bewitched bevidst parodierede 1950ernes sitcoms forenklede kønsroller og idealiserede sociologiske mønstre (Beuka, 2004; Jurca, 2004).
Når det fortrinsvis har været den feminine forstadsdystopi, der slog igennem internationalt, så er det blandt andet fordi kønsstudier har været bedre til at fastholde og videreføre kritikken af forstadens kvindeundertrykkende livsstil, mens den mandsdominerede version mestendels har indtaget en komisk og mindre seriøs position (Beuka, 2004; Hayden, 2002; Jurca, 2004). Samtidig er parcelhusmanden, som Jurca bemærker, næsten en anakronistisk figur som fra 1930erne og frem til i dag, stort set står uforandret, måske fordi den blev knyttet til en almen kritik af forstadens materialisme og selvtiltrækkelighed (Jurca, 2004: 12-14). Eller sagt således: mens den feminine forstadsdystopi siges at kritisere forstaden indefra, som et fængsel, er den maskuline dystopi blevet symbolet på en almen kritik af forstaden set udefra. Hvorved der sluttes, at det er forstaden og kvinderne, der gør det af med den maskuline identitet. Det er denne fejlslutning, som der må gøres op med, mener Jurca. Grunden er, konkluderer hun, at parcelhusmanden lige som det kvindelige modstykke, må ses som et udtryk for en 'hjemlig orienteret... identitet', ikke en objektiv samfundskritik (Jurca, 2004: 11). Men det kræver, at vi læser den maskuline dystopi som en selvkritik frem for en forstadskritik. Det vil jeg nu eksemplificere gennem Allan Milter Jacobsens roman.
Hermed være sagt, at de mange aktuelle maskuline forstadsdystopier ikke alene kan forklares ud fra en maskulin identitetskrise (Brittan, 1991; Payne, 1989/2009) eller en nyfeministisk bølge. Den må ses som del af en generel æstetisk påholdenhed overfor forstaden, middelklassen og 'det almindelige hverdagsliv' (Giles, 2004; Reed, 1996; Silverstone, 1996). Med den vigtige pointe in mente, at der til den maskuline orienterede kritik af forstaden knytter sig en udpræget maskulin selvkritik, som trækker tråde tilbage det moderne gennembrud og det borgerlige hjems opståen (Jurca, 2004).
Manden i parcelhuset
Hovedpersonen i Mand i Parcelhus (2006) inkarnerer på alle mulige måder den gennemsnitlige danske parcelhusmand. Han er midt i livet, hvid, middelklasse, med en mellemlang uddannelse bag sig, arbejder som konsulent i et mellemstort firma. Han har bil, hund, er gift og far til en datter og deler i øvrigt fornavn med mere end 45.000 danske mænd. Lige som mange af ligesindede forklarer han også selv sin livskrise ud fra sit køn og sin bopæl. Dette illustreres allerede, da vi introduceres for ham i første scene, hvor han er ude at lufte sin hund. Et påskud for at ryge i smug. Her får vi at vide, gennem romanens alvidende implicitte fortæller, at Michaels hustru tjener mere end ham, noget der ingen indflydelse har på hans selvværd overhovedet. At hun – lige som Lester Burnhams hustru i American Beauty i øvrigt - er ejendomsmægler, og at hun derfor sidder inde med viden, som han er foruden, hvilket han irriterer sig over. Hun ved hvem, der skal skilles, flytte ud eller flytte sammen, og har, i modsætning til Michael, styr på det sociale landskab i parcelhuskvarteret. Hun er i stand til at skabe en indbydende stemning og formår, lige som Carolyn i American Beauty, altid at fremstå professionel, kontrolleret og med en social kompetence, som han tilsyneladende mangler (Pavin, 2009). I en overværelse af en telefonsamtale noterer Michael, at hun taler med en indladende, samarbejdsvillig og der-er-slet-ingen-problemer-tone. Det gør hun kun, bemærker han, når hun taler med kunder (Jacobsen, 2006: 5-8,11). Han beskriver dermed hvad, der synes at være galt med tilværelsen i parcelhusforstaden: den er pæn på overfladen, men skraber man lidt i lakken, forekommer den hul og konstrueret.
Over for denne evne til at performe en perfekt fremtoning, fremstår Michael som et udueligt appendiks. Som faderfigur kæmper han med at finde sin autoritet over for datteren (Jacobsen, 2006: 9-12). Som ægtemand kæmper han med at finde det selvværd, der skal hamle op med hans økonomisk, socialt og seksuelt overlegne hustru. Som gør-det-selv-mand er han decideret håbløs, og selv havearbejdet må hans kone diktere (Jacobsen, 2006: 84-87). Og på sin arbejdsplads er han ganske bevidst om, at han tilhører en helt anden kategori af mennesker end sin overlegne chef, Ebert (Jacobsen, 2006: 197-198). Michael er på alle niveauer en middelmand. Det er derfor helt på sin plads, da han indledningsvis spørger sig selv 'Er jeg en sørgelig undskyldning for en mand?' (Jacobsen, 2006: 6).
Ja, synes romanen selv at svare. Parcelhusforstaden administreres af magtfulde og overlegne kvinder, og understøttes af en gennemgående overfladisk indstilling til alle facetter af tilværelsen. I denne dominerende diskurs fungerer mænd kun som tilbehør på linje med Ilva-møblementet og webergrillen. Ved et tilfælde er Michael eksempelvis endt hjemme hos sin kollega Kim, der er på vej i hundene efter at hans kone i en SMS har meddelt, at hun forlader ham. Begge sidder de i parrets nyindkøbte stue-arrangement, og har en meget kejtet samtale om kvinder. Så gør vores hovedperson sig nogle iagttagelser om interiøret:
'En indretning som taget ud af sidste års katalog fra Ilva, tænkte Michael. Det eneste påfaldende ved den indretning er, at der ikke er noget påfaldende ved den. Michael fik en mærkelig fornemmelse af, at Kim var lige så fremmed i dette hus som Michael selv, noget med den måde han bevægede sig på, som om han ikke var sikker på, hvordan huset var arrangeret rent arkitektonisk, eller som om husets egentlige ejere kunne dukke op når som helst.[...] Michael kunne ikke forestille sig, at Kim nogensinde i Ilva havde sat sig i denne lænestol og sagt til sin kone: `Dem her skal vi have!´. [...] `Dejligt sted, I har her´, sagde Michael i mangel af bedre, for tredje eller fjerde gang (Jacobsen, 2006: 122,124-125).
Pointen er, at Michaels parcelhus og parcelhuskvarter kun er en nuancering af Kims. For Michael er nabolaget blot en uendelig række af identiske huse med beboere han ikke kender, eller ønsker at kende. Eneste forskel fra den tilværelse han selv har, knytter han derfor til små materialistiske detaljer som en 'model S6000 fra Carport Exclusive, en dobbelt carport med glat loft og galvaniserede stolper, redskabsrum på seksten kvadratmeter. 59.000 kroner som selvbyg' (Jacobsen, 2006: 5-6). I Michaels univers er en bil ikke blot en privat løsning på et transportproblem, men en Mondeo, en Audi A3 eller en Jaguar S-type, akkurat som en carport ikke kun er en foranstaltning til daglig beskyttelse af ens køretøj, men en markør af forbrugskapacitet og smag. Det virker næsten som en parodi på Pierre Bourdiers begreber om habitus og kapital, når Michael sammenligner forskellige varetyper for ad den vej at definere sin egen økonomiske og sociale position i systemet. Han kan for eksempel ræsonnere sig frem til, at hans egen 'Weber One Touch Gold 57 centimeter i diameter, til 1.899 kroner' både griller bedre og får bøfferne til at tage sig flottere ud end naboens 'Grandmaster 1700 fra Silvan, 3.495 kroner, med skorsten og det hele', mens han skammeligt må erkende, at naboens lysegrå brosten tager sig langt bedre ud i indkørslen end hans billigere og mere larmende perlegrusløsning (Jacobsen, 2006: 27, 23).
Pointen med at se parcelhusforstaden gennem kapitalistiske gadgets og forbrugsgoder, er at det understøtter romanens gennemgående kritik af forstaden, som et sted, der korrumperer menneskelige relationer og nærvær gennem sin dyrkelse af materialisme. Tydeligst i en scene hvor Michael skal i gang med den årlige oprydning i redskabsskuret, et projekt der forekommer ham markant mere uoverskueligt år for år. Redskaberne hober sig op, flere og flere, de fleste har stadig prismærke på og er aldrig blevet pakket ud eller aldrig brugt. Mest fordi Michael ikke er i stand til at bruge dem, men også fordi de i deres udgangspunkt er tænkt som del af en symbolkapitalistisk strategi. Som Michael ræsonnerer sig frem til, behøver han jo ikke bruge sine redskaber:
'Det var slet ikke meningen, at dette apparat skulle bruges. Det skulle bare ligge i sin formstøbte kasse og se meget slagboremaskineagtigt ud' (Jacobsen, 2006: 154-155).
Pointen er, at Michaels liv efterhånden også er blevet reduceret til en rolle i et større forstillet show af laden-som-om. Krisen består i, at Michael langsomt har erkendt, at han ikke længere er mere end denne parcelhus-agtige mand, som ikke nødvendigvis skal andet end at se, parcelhusmand-agtig ud.
Fra kønskritik til (selv)kritik
Sammenfaldet mellem parcelhusforstadens materialisme og den kvindelige dominans, er dog ikke logisk opbygget og viser også, at romanen selv er i tvivl om sin holdning. For selv om romanens kvinder nok er anderledes integreret i parcelhusforstadens konstruktion end tilfældet er for mændene, beskrives de ikke som deciderede matriarker. Faktisk er Michaels kone én af de få figurer i romanen, som skildres mest helstøbt og med størst integritet – til trods for Michaels ondskabsfulde bemærkninger. Hun elsker tydeligvis sin mand, er interesseret i hans velbefindende og virker interesseret i hans liv. Det er ikke hende som sådan, der udløser hans krise. Snarere fungerer hun, som Kims kone, som litterær modpol til den maskuline deroute, romanen ønsker at skildre. Michaels kone er i modsætning til sin mand mere pragmatisk i forhold til drømmen om parcelhuslivet, og er bedre i stand til at handle på følelser og begivenheder, der signalerer, at deres tilværelse i parcelhusforstaden ikke nødvendigvis lever op til drømmen om det gode liv. Som for eksempel opdagelsen af sin mands dobbeltliv (Jacobsen, 2006: 210-211). Det er for eksempel tankevækkende, at både Kims og Michaels koner forlader deres hus og deres mand, mens de forladte mænd sidder handlingslammede tilbage i de tomme huse med Ilva-møbler og merchandise. Kønskritikken synes i det aspekt mindre at være rettet mod det modsatte køn og mere at pege på mangler hos det maskuline køn: En maskulin selvforagt over ikke at være i stand til at praktisere hjem sådan som kvinderne tilsyneladende er det. Men også en selvforagt, som i sig selv repræsenterer en identitet og et syn på livet i parcelhusforstaden.
I sin rolle som ejendomsmægler illustrerer Michaels hustru ganske rigtigt, at parcelhuset er en meget konkret vare, som kan sælges og købes, og som indgår i det kapitalistiske systems nyttefilosofi og globale økonomi. Men Michaels kone viser også, at parcelhusforstaden er mere end det. Den er også anti-tesen til varegørelsen og det sted hun trækker sig tilbage til, når arbejdsdagen er ovre og hun vender tilbage til sin familie, sit privatliv og sit hjem. Michaels kone er altså i dobbelt forstand emblemet på såvel forstadsdystopien som –utopien. Hun inkarnerer parcelhusforstadens materialisme, men er ligeledes den bedste (for)bruger. Når Michael som dystopisk forstadsfigur aldrig overvejer det ultimative alternativ til sin ulykkelige situation, nemlig definitivt at forlade parcelhusforstaden, sin kone og sit barn (som andre parcelhusfigurer forsøger), så skyldes det dette forhold: Michael hverken ønsker eller kan forlade parcelhusforstaden. Han vil ikke bytte den for noget. I en patetisk refleksion, som bryder med romanens ellers satiriske fortællerstil, reflekterer Michael over sit forhold til huset og afslører i samme ombæring, den grundlæggende trang til hjemlighed, som ligger under hans frustration:
'Han betragtede lampen i loftet. Han havde selv monteret den, og selvom det var fire, snart fem år siden, så huskede han det tydeligt. Det at gå op ad stigen, skille fatningen ad, overvejelser om hvor langt ned den skulle hænge, tilfredsstillelsen ved det færdige resultat. På den måde havde alle ting omkring ham i huset deres egen historie, der var direkte forbundet med hans egen. [...] Den lampe og alt andet i dette hus er en integreret del af mig, de er mig, eller jeg er dem, jeg er summen af dem. Summen af køkkenskabene, reolerne i stuen, spejlet i badeværelset, min datters klædeskab, den elektriske ringeklokke på hoveddøren' (Jacobsen, 2006: 209).
Michael beskriver et idealforhold mellem sig selv og parcelhuset. Den personlige prægning, som er minutiøst opbygget af en lang række aktiviteter og gør-det-selv-opgaver, sidder i alle kroge og rum i huset, og udvisker relationen mellem subjekt og objekt. Derfor er Michael heller ikke stereotypen på den klassiske rastløse forbruger, som kun kan tilfredsstilles ved at erhverve sig et nyt, bedre og større produkt. Akkurat som hans hjemløshed ikke, som blandt andet sociolog Henrik Dahl forsøger, kan forklares gennem et grundlæggende behov for anerkendelse (2008). Snarere ligger hans utilfredshed i den distance, som han konstant skaber til sin familie, sit hus og sit kvarter og i sidste ende sig selv, gennem sine evindelige refleksioner over hvor elendigt han har det.
Autoerotikken er et nøglemotiv. Når Michael føler sig hjemløs derhjemme, så er det ikke noget forstaden i sig selv, eller kvinden i sig selv er skyld i. Krisen er snarere forårsaget af en øget fokusering på sig selv som parcelhusmand gennem (selv)refleksionen og den satiriske (selv)fremstilling. For jo mere Michael reflekterer over parcelhusforstadens kunstighed og desto mere han italesætter dens mangel på autenticitet, desto mere isolerer han sig fra den, og desto mere ensom forekommer han. Derfor forfalder Michael – og andre parcelhusmænd – til autoerotisk nydelse og vanvid, fordi det repræsenterer den selvforglemmelse, der ellers kun sjældent indfinder sig i en verden af (selv)refleksion. Autoerotikken er et sted, hvor selvrefleksionen og selvforhandlingen ophører. Her er ro, og her er han sig selv. Manden i parcelhuset. Derfor illustrerer den maskuline forstadsdystopi, hvordan der til parcelhusforstaden knytter sig en diskurs om maskulin hjemløshed, som kan læses som en (ironisk) foragt for sin egen drøm om det gode liv.
Referencer
Beuka, Robert. 2004. SuburbiaNation. Reading Suburban Landscape in Twentieth Century American Fiction and Film. Palgrave. Maxmillan: New York.
Brittan, Arthur. 1991. Masculinity and Power, Blackwell.
Dahl, Henrik. 2008. Den usynlige verden, Nordisk Forlag: København.
Friedman, Betty. 1963/2001. The Feminine Mystique, The Norton Paperpack: United States.
Giles, Judy. 2004. The parlour and the suburb. Domesticity, identification, Class, Femininity and Modernity. Berg Publishers: NY/Oxford.
Hayden, Dolores. 2002. Redesigning the American dream. Gender, Housing and Family Life. Revisited and expanded (fra 1984-versionen), W.W. Norton and Company: New York/London.
Hayden, Dolores. 2003. Building Suburbia. Green Fields and urban Growth, 1820 – 2000. First Vintage Book Random House: New York/London.
Jacobsen, Allan Milter. 2006. Mand i Parcelhus. Peoples Press.
Jurca, Cathrine. 2004. White Diaspora. The Suburb in the Twentieth-Century Novel, Princeston University Press: Princeston and Oxford.
Mumford, Lewis- 1961. The city in History; Its origin, Its Transformations, and Its Prospects. Harcourt Inc: New York.
Pavin, Alex 2009. From Fantasies to Phobias: The Shift in Representations of Suburbia in Popular Culture, Writing Place, The University of Sydney, Ars: digintal, non pagina.
Payne, Jeanne. 1985/2009. Crisis in Masculinity, USA, Hamewith Books.
Reed, Christopher (red.). 1996. Not at Home. The Suppression of Domesticity in Modern Art and Architecture. Thames & Hudson.
Silverstone, Roger. 1996. Visions of Suburbia. Routledge.
Spigel, Lynn. 2001. Welcome to the Dreamhouse, Duke University Press: United States.
Åbn artikel som pdf