SDU-professor modtager eftertragtet EU-bevilling
Et nyt forskningsprojekt skal kaste lys over uligheden i levetid, og hvilke konsekvenser det kan få for pensionssystemerne. Professor James Vaupel skal lede projektet, der er støttet af det Europæiske Forskningsråd.
Mennesker lever længere og sundere. Men er der en grænse for, hvor længe vi mennesker kan leve? Og hvordan vil uligheden i levetid udvikle sig?
Det har professor James Vaupel netop modtaget en prestigefyldt bevilling på 18,6 mio. kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til at undersøge.
Rådet støtter førende forskere, der vil forfølge originale og banebrydende forskningsideer over en femårig periode.
Hvad betyder levetid for pension
James Vaupel er professor ved SDU’s tværdisciplinere forskningscenter Interdisciplinary Centre on Population Dynamics (CPop), som er tilknyttet fire af universitetets fem fakulteter, hhv. samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab, naturvidenskab og humaniora.
I sit nye projekt skal SDU-professoren undersøge forskelle i menneskers levetid, og hvordan det vil udvikle sig i fremtiden. Og på den baggrund også hvilke konsekvenser udviklingen kan få for pensionssystemerne i verdens udviklede lande.
Det falder godt i tråd med et igangværende projekt, hvor James Vaupel og kolleger fra CPop er ved at undersøge, hvordan faldet i dødelighed vil påvirke dansk pensionspolitik. Det projekt er støttet af Rockwool Fonden og har titlen ”Challenges to Implementation of Indexation of the Pension Age in Denmark”.
Styrker højkvalitetsforskning
James Vaupel udtaler om EU-bevillingen:
- Det er en fantastisk mulighed, at vi kan styrke SDU’s forskning inden for levetid og pension og udvide det til endnu flere lande – og dermed også bringe mere viden i spil i samfundet, siger han og tilføjer:
- Vi er rigtig glade for bevillingen, og jeg vil gerne takke rektor Henrik Dam og dekanerne Jens Ringsmose, Ole Skøtt og Marianne Holmer for deres store opbakning.
James Vaupel får til opgave at samle et team af forskere omkring projektet, og her er tværfaglighed nøgleordet, idet projektet bliver gennemført i samarbejde med forskere med en baggrund inden for demografi og samfundsvidenskab.
Forfølger tre mål
Der er tre overordnede mål for projektet:
Ambitionen er at analysere uligheden i ældre menneskers individuelle levetid på individniveau fremfor at kategorisere det efter f.eks. uddannelse eller socioøkonomisk status, som vi typisk ser i dag. Det skal skabe større forståelse af forskelle i levetid og en ny tilgang til pensionspolitik.
Derudover skal projektet efterprøve hypotesen om, at dødeligheden blandt ældre er faldende, og dermed bidrage til debatten om, hvor længe mennesker kan leve.
Og endelig håber forskerne på at udvikle en ny teoretisk prognosemodel for, hvordan dødeligheden teoretiseres, modelleres og forudsiges.
Projektets titel er “Inequalities in Lifespans before and after Retirement: Trailblazing Demographic Theory and Analysis”.
Det Europæiske Forskningsråd
- Rådets opgave er at fremme forskning af højeste kvalitet
- Rådet uddeler bl.a. ERC Advanced Grants, som gives til førende og etablerede forskere til banebrydende højrisikoforskning
- Et projekt kan modtage op til 2,5 mio. euro i en femårig periode
- Rådet har i denne omgang fordelt 450 mio. euro - ca. 3,3 milliarder kroner - mellem 185 forskere på tværs af EU, hvoraf to bevillinger går til danske forskningsprojekter: et på SDU og et på DTU
- Ved uddelingen af ERC Starting Grants fik SDU ligeledes en bevilling i september 2019 til projektet “Transforming Norms Research through Practices: Weaponised Artificial Intelligence, Norms, and Order”, som politolog Ingvild Bode ved Institut for Statskundskab skal stå i spidsen for.
Mød forskeren
Professor James Vaupel er internationalt førende inden for forskningen i aldring og demografi. Han har med sin forskning ydet unikke bidrag til forståelsen af, at alder og høj levetid ikke er statisk, men plastisk. James Vaupel er grundlægger af Max Planck Institute for Demographic Research i Rostock Tyskland, og han har derudover stiftet det tværdisciplinære forskningscenter på SDU Interdisciplinary Centre on Population Dynamics, hvor han fortsat har sin daglige gang.