Forskelsbehandling af flygtninge og indvandrere på sygehuse og i kommunerne
Ny rapport fra SDU og OUH dokumenterer forskelsbehandling af flygtninge/indvandrere og peger på bedre uddannelse af sundhedspersonale og sagsbehandlere som løsning på problemet.
Morten Sodemann, professor på Center for Global Sundhed på Syddansk Universitet og overlæge på Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, står bag rapporten ”Tak fordi I lavede en bedre version af mig”, som via fem års arbejde med mere end 700 patienter med flygtninge/indvandrerbaggrund dokumenterer den forskelsbehandling, som flygtninge/indvandrere oplever i det danske sundhedsvæsen, og som også er tilfældet for flygtninge/indvandrere i resten af verden.
Fejlbehandling
Rapporten tydeliggør behovet for mere grundlæggende viden og erfaring om flygtninge/indvandrere i det danske sundhedsvæsen. Manglen på viden og erfaring går ud over patientsikkerheden og kvaliteten af undersøgelser og behandling. Samtidig forsinker det diagnoser, øger hyppigheden af medicinfejl og medfører sværere bivirkninger og komplikationer.
Konklusionen i rapporten er, at der er et stort behov for et løft i lægers og sygeplejerskers viden samt en forbedring af de arbejdsvilkår, der forhindrer dem i at yde den nødvendige ekstra indsats, der skal til for at undgå forskelsbehandling. Desuden dokumenterer rapporten, at der er et tydeligt behov for etableringen af en indvandrermedicinsk klinik i alle fem regioner i Danmark.
Læs mere på Global Health