Skip to main content
Hekse

Spørg eksperten om Skt. Hans

Det er sommer og dermed sæson for Midsommerfejring og Skt. Hans-bål. Men er tiden ikke ved at være løbet fra at smide heksedukker på bålet? Historie-lektor og forsker i hekseprocesser, Louise Nyholm Kallestrup, forklarer sammenhængen mellem sommersolhverv og hekseafbrændinger og slår til lyd for en Skt. Hans-fejring uden hekse.

Af Mimo Antabi, , 22-06-2020

Hvad er den historiske baggrund for, at vi kobler midsommerfejring med hekseafbrænding?

Midsommerfejringen er jo en nordisk tradition, hvor man fejrede sommersolhvervet. Det gjorde man bl.a. ved at tænde bål og blus, som skulle holde det onde væk. Ilden skulle skræmme hekse, trolde og ondskab.

Det har på den måde ikke noget at gøre med det bål, hvorpå man henrettede hekse. Med kristendommen fulgte forestillingen om at hekse var mere aktive ved kristne helligdage, så som Skt. Hans og Valborgs aften, og man forestillede sig, at heksene mødtes på en bakketop eller et bjerg, fx Bloksbjerg.

Traditionen for at sætte en heksedukke på bålet er langt nyere. Den kom hertil i 1800-tallet fra Tyskland.

Jeg mener, det er vigtigt at skille traditionerne ad. Skt. Hans bålet er jo ikke en fejring af, at vi engang brændte hekse af. Det er et bål, der tændes for at værne mod det onde.

Louise Nyholm Kallestrup, lektor

Kan du forstå, at flere og flere ser hekseafbrænding som et udtryk for en forældet, misogyn kultur? 

Ja, det kan jeg godt. Hovedparten af de mennesker, som blev brændt for hekseri, var netop kvinder.

Men jeg mener, det er vigtigt at skille traditionerne ad. Skt. Hans bålet er jo ikke en fejring af, at vi engang brændte hekse af. Det er et bål, der tændes for at værne mod det onde. Det håber jeg, flere og flere opdager.

Men personligt ville jeg ikke sætte en heksedukke på, det er for modbidt for mig. Dertil har jeg læst for mange retsprotokoller.

Hvad tænker du om, at kirken i dag mange steder er vært for Skt. Hans-arrangementer?

 Det har jeg ikke nogen problemer med. Skt. Hans er jo også Johannes Døberens dag.

I Danmark var kirken tilbageholdende. Den havde ikke nogen juridisk bemyndigelse i de danske hekseprocesser.  

Er Skt. Hans-fejring en vigtig tradition, vi bør holde i hævd? Og i så fald hvorfor? 

 Jeg synes godt om traditioner, der bringer folk sammen. Det synes jeg i virkeligheden, vi bør benytte enhver lejlighed til gøre.

Bålet, de lyse nætter og sang er for mig en fin tradition. Hvis man tænker på Skt. Hans som en fejring af midsommer og samtidig ilden som noget der værger os mod det onde, så tænker jeg, det er svært at protestere.

Men har man den forfejlede opfattelse, at det er en påmindelse om fordums heksehenrettelser, så forstår jeg godt, at folk tager afstand. Jeg vil ikke være den, der siger, hvad andre bør gøre. Men som sagt vil heksedukken ikke være at finde på mit bål. 

Har du et forslag til en alternativ Skt. Hans-fejring, hvor vi holder traditionen i hævd og stadig er tro mod historien?

Ja, vi kunne pille dukken af og holde blustraditionen i hævd.

Billede: Colourbox

Mød forskeren

Louise Nyholm Kallestrup er dansk historiker. Hun er lektor og leder af Center for Middelalder- og Renæssancestudier, og har specialiseret sig i den tidlige moderne periode.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 22.06.2020